Spørgsmålet, vi har valgt at besvare, lyder :

Udvikling i 3. verdens lande er en kompleks problemstilling, der kan anskues fra mange vinkler. Vi har valgt at fokusere på, hvad et land selv har af udviklingsmuligheder uden at skulle sætte sin lid til donorer eller en ændring af verdensordenen. Det handler altså om det rum, hvor staterne selv har indflydelse. På den måde bliver opgaven handlingsorienteret, og fokus kommer til at ligge på mulighederne for selvskabt udvikling.

Vores problemstilling lyder :

Fokus lægges på et lands muligheder for at styre udviklingen i en eller anden form. Hermed afgrænses diskussionen til at belyse emnet udfra et perspektiv rettet mod de områder i en udviklingsproces, hvor et land selv har muligheder for at påvirke processen.

Vi har valgt at afgrænse hovedspørgsmålet tematisk, og opgaven vil derfor blive struktureret omkring følgende tre temaer: fremskaffelse af kapital, den materielle og sociale infrastruktur, og politisk stabilitet. Temaerne kan naturligvis ikke stå alene, men vil være forbundet til en række andre forhold, som derfor også vil blive nævnt.

Under temaerne vil problemstillingen blive understøttet af følgende arbejdsspørgssmål: Hvordan behandles sammenhængen mellem udvikling og kapitalakkumulation? Hvilket forhold eksisterer mellem infrastrukturel udvikling og en selvskabt udvikling? Hvilken betydning har politisk stabilitet for en økonomisk og social udvikling?

Der er forskel i det videnskabsteoretiske udgangspunkt for teorierne og forskellige fagdicipliner vægter naturligt forskellige forhold. Dette viser sig blandt andet ved de forskellige tilgange til spørgsmålet om udvikling. Vi indleder opgaven med en præsentation af de forskellige retninger og teoretikere for at belyse disses forskellige forestillinger om udvikling.

Der kan være flere problemer forbundet med at inddrage teoretikere fra forskellige perioder og fagdicipliner i samme diskussion. Eksempelvis kan teoretikere fra forskellige perioder tillægge begreberne verdensmarkedsintegration og infrastruktur vidt forskellige betydninger. Opfattelsen af ordet vil afhænge af den kontekst teorierne er formuleret i. Fordelen kan være, at de forskellige tilgange tilsammen kan åbne op for en bred diskussion af udviklingsspørsmålet, og muliggøre et overblik over nogle udviklingshistoriske linier.

Fælles for de tre temaer, som er en del af problemstillingen, er, at de alle er blevet tillagt stor betydning i en økonomisk og social udviklingsproces, dog med forskellig vægtning i de forskellige teorier. Verdensbanken (1991) har i en historisk redegørelse af udviklingsteorierne peget på en kronologisk sammenhæng mellem disse temaer, idet først kapital, siden infrastruktur og sidst politisk stabilitet er kommet til som væsentlige faktorer i et udviklingsperspektiv.

Kapitalakkumulation kan i sig selv ses som det dynamiske element i økonomisk og social udvikling, og det bliver derfor væsentligt at belyse, hvordan kapitalakkumulation skabes og hvilke forhold, der forudsættes. Udvikling af social og materiel infrastruktur kan ses som del af en økonomisk og social udvikling samtidig med, at det kan betragtes som nødvendige forhold for en udviklingsproces. Idet udviklingsmål opstilles bliver politiske institutioner og politisk stabilitet centrale som en betingelse for, at der kan ske en iværksættelse og implementering af disse udviklingsmål.

Der findes desuden en sammenhæng imellem temaerne, idet de hver især indvirker på hinanden. En infrastrukturel udvikling kan ikke ske uden en vis mængde kapital og omvendt kræver kapitalakkumulation en vis grad af både social og materiel infrastruktur. I forlængelse heraf kan peges på, at kapitalakkumulation og infrastrukturel udvikling forudsætter politisk stabilitet og velfungerende institutioner.

Indledningsvis vil vi kort præsentere de teoriretninger og teorier, der vil blive inddraget i opgaven. Dette vil blive gjort udfra en diskussion af de forskellige opfattelser af udvikling, teorierne udspringer af, idet dette vil være afgørende for vægtninger og fokus i den efterfølgende diskussion. Herefter følger selve analysen opdelt efter temaerne. Først vil kapitalens rolle i en selvskabt udviklingsproces blive belyst. Herefter følger en diskussion af både den materielle og sociale infrastrukturs rolle set i et selvskabt udviklingsperspektiv. I forlængelse af dette vil vi belyse spørgsmålet om politisk stabilitet, dels som en forudsætning for de to ovennævnte temaer, og dels som en forudsætning for en økonomisk og social udvikling i sig selv. Til slut vil vi åbne op for en samlet diskussion og vurdering af de tre temaers betydning for en økonomisk og social udvikling.

Mange diskuterer, hvordan man udvikler, hvilke strategier, der bør tages i brug, og i mange diskussioner er det som om, at hvad man egentlig udvikler sig imod, er underforstået. Men, udvikling er beskrivelsen af en proces, og målet bør derfor beskrives, også selvom processen ikke nødvendigvis stopper. Først og fremmest kan man jo kigge på definitionerne af I-lande og ulande, da disse generelt også bliver beskrevet som de udviklede og underudviklede (el. udviklende) lande. I udviklede ligger jo egentligt, at målet er nået, og at processen derfor ikke foregår mere. Vi mener dog ikke, at man kan sige, at processen stopper, ethvert land udvikler sig vel hver gang der kommer en ny opfindelse, hvad enten det er inden for teknologi, økonomi, uddannelse, tænkning, el. andet. Men, hvad er det så, der gør, at I-landene bliver beskrevet som udviklede? Er det bare fordi, disse lande har gennemgået en industrialisering, at man beskriver dem som udviklede i forhold til ikke, eller mindre, industrialiserede lande? Hvis det forholder sig sådan, er udvikling altså et relativt begreb, da det så er en beskrivelse af forholdet mellem I- og ulande. Hvis det forholder sig således, må man kunne konkludere, at målet for de underudviklede lande, altså er at opnå et niveau, der på en eller anden måde tilsvarer I-landenes...?

Her kunne man komme ind på en diskussion om kulturimperialisme, da det vedrører spørgsmålet, om vestlig imperialisme ikke går hånd i hånd med selve udviklingsideen? - I og med at man beskriver I-lande som udviklede, har udvikling fået en betydning, som måske i virkeligheden begrænser mere, end den hjælper. For de tidligste teorier har dette betydet en fokusering på industrialiseringen i byerne, da dette var mønsteret i de vestlige landes historie, og dermed en nedprioritering af en landbrugssektor, som måske i virkeligheden kunne have afhjulpet meget af den fattigdom, der i dag hersker, havde man sat ind med nogle velgennemtænkte reformer. Dette er selvfølgelig set i lyset af den faktiske udvikling, men det er tankevækkende at se eksempler på, hvordan en udviklingsstrategi (som ikke tager udgangspunkt i landets geografiske præmisser og kulturelle og historiske baggrund, men bare følger en given model fra en anden verdensdel, der har en helt anden baggrund) har ledt til en fastholdelse, og for nogle endda en forværring af de forhold en befolkning lever/skal leve under.

Der må være ræsonnement i, at en udviklingsstrategi bygger på et lands historie og samfundsforhold, og tager udgangspunkt i, hvad det land så kan/burde gøre med de givne ressourcer/kapaciteter.

Udvikling kan måles udfra forskellige kriterier og indikatorer. For eksempel kan man vurdere de socioøkonomiske forhold, og politiske form, et land måtte have, og udfra dette se på, om landet er konkurrencedygtigt på verdensmarkedet. International konkurrenceevne er én målestok for udvikling, men i henhold til ovennævnte vinkel (socioøkonomiske forhold) indbefatter dette også, at man kigger på de forhold, et lands befolkning lever under. Her kan man bl.a. kigge på, om menneskerettighederne bliver overholdt. Dette gør mange af de nyere teoretikere, hvor nogle tidligere teorier mere holder sig indenfor grænserne for, hvad et land kan præstere rent økonomisk. F.eks. kan man i nogle teorier blive konfronteret med den idé, at BNP pr. capita kan bruges til at måle levestandarden. Dette er så senere blevet modargumenteret, af teoretikere, der har medtaget de politiske og sociale arenaer i deres undersøgelser, hvor de har fundet, at fordelingen rent faktisk ikke tilsvarer dette gennemsnit. I projektet bliver diskussionen om udvikling naturligt holdt indenfor de valgte temaer, og selvfølgelig de valgte teoretikeres idéer. Vi tager udgangspunkt i de forskellige teoretikeres opfattelser af udvikling indenfor kapitalakkumulation, sociale forbedringer, og en stats evne til at sørge for dette.

Til slut kan man stille spørgsmålet, om man overhovedet skal udvikle? Måske skal man nøjes med en antropologisk vinkel på sagen, og blot betragte og beskrive. Dermed lærer man måske mere om verden og om sig selv. Det er et spørgsmål om ontologi. Dette er bl.a. et argument for bevarelse af kulturel diversitet og det unikke, og dermed et debatemne, der hører sammen med en diskussion om lighed. John Martinussen (1997: 45) skriver:

Ordet selvudvikling indbefatter netop pointen, om der overhovedet skal udvikles. Dette lægger op til, at det nu kan være en fuldstændig selvstændig beslutning.

Herunder hører de strukturalistiske og vækst- og moderniseringsteoretiske retninger ifølge Martinussen (1994). Fælles for disse retninger er udgangspunktet i Schumpeters skelnen mellem økonomisk vækst og udvikling som en strukturel transformationsproces. Desuden tager begge retninger udgangspunkt i en antagelse om, at staten bør fungere som drivkraft for en udviklingsproces (Martinussen 1997) Men på mange punkter kan retningerne adskilles.

Den strukturalistiske retning er blevet udviklet parallelt i Latinamerika og Vesteuropa fra omkring 1940erne. Som nogle af de tidligste strukturalistiske teoretikere hører Raul Prebisch, Celso Furtado, Osvaldo Sunkel, Hans Singer og Gunnar Myrdal (Martinussen 1994). Antagelsen om, at frihandel mellem lande har indbyggede strukturelle skævheder, og at der derfor eksisterer en sammenhæng mellem udvikling og underudvikling er centralt for denne retning. Økonomisk vækst i udviklingslandene bør derfor skabes via en importsubstituerende industrialiseringsproces (ISI), hvorved det ulige bytteforhold omgås. (Martinussen 1994)

Her tages afstand fra den neoklassiske antagelse om, at markedet altid vil finde sin ligevægt, og skabe optimal allokering af ressourcerne. Der er strukturelle årsager til, at der ikke sker en optimal allokering af ressourcerne og det er disse strukturelle årsager til manglende vækst der skal overvindes. (Martinussen 1994)

Den neostrukturalistiske retning, som er en videreudvikling af strukturalismen, vægter også en bred og sammenhængende industrialisering, men supplerer ISI med eksport substitution. Dette begrundes med, at de nationale markeder har vist sig at være for begrænsede til at bære en industrialisering. Desuden har beskyttelsen af de nationale industrier i start fasen, vist sig ikke at føre til effektiviseringer og derfor vil industrierne ikke blive konkurrencedygtige på det internationale marked siden hen (Martinussen 1994). Et industriborgerskab ses som drivkraft for en sådan industrialisering. Hvor fokus i 50erne var handel og kapital, søges der i den neostrukturalistiske retning forklaringer i teknologi og uhåndgribelig kapital (Lauridsen 1998). Keith Griffin kan placeres indenfor denne retning idet han anser fattigdom som strukturelt betinget. (Griffin 1989).

Myrdal betragtes ikke entydigt som strukturalist. To punkter hvor han adskiller sig fra den strukturalistiske retning er, i form af en relativ stor vægtning af aktører, og en vægtning af interne faktorer i forklaringen af udviklingsprocesser. Som Griffin vægter han omfordeling til fordel for de fattigste grupper, og ser dette som et udviklingsmål i sig selv. (Myrdal 1978). Udgangspunktet for teorien er en cirkulær kausalitet idet Myrdal behandler sammenhængen mellem flere samfundsforhold, og altså ikke som adskilte fænomener (Martinussen 1994).

Tilgangen indenfor disse teorier er at fokusere på udvikling i et land som helhed. De tidligste vækst- og moderniseringsteorier blev udviklet i 40erne og 50erne. I denne periode ses forestillingen om udviklingsprocesser som "..grundlæggende strukturforandringer hen imod større lighed med samfundsforholdene i den vestlige, eller rettere nordvestlige verden." (Martinussen 1994:57) Modstillingen mellem det traditionelle og det moderne er central og udvikling betegnes her som en moderniseringsproces. Modsat strukturalismen er det de interne faktorer der fokuseres på i forklaringen af en moderniseringsproces. Walt W. Rostow (1960) udviklede det, han kaldte en dynamisk produktionsteori, hvor han definerede fem stadier, et samfund vil gennemgå, i udviklingen fra et traditionelt samfund til et masseforbrugssamfund. Drivkræfterne i udviklingen er teknologiske innovationer, der via kontakten med de vestlige lande overføres til udviklingslandene. En anden central vækstteori er W. Arthur Lewis (1954;1955) teori om overflytning af arbejdskraft fra subsistenssektoren til den kapitalistiske sektor, uden nedgang i produktionen til følge, da subsistenssektoren karakteriseres ved underudnyttelse af arbejdskraften ( Ifølge Martinussen 1994).

Fælles for Lewis og Rostow er stigning i per capita indkomst som målet for vækst. Opsparing i den rige befolkningsgruppe fremhæves som kilden til investering og derved økonomisk vækst. I spørgsmålet om fordelingen af den økonomiske vækst er tanken, at "...væksten efterhånden ville sive ned til de fattige, således at alle i sidste ende ville blive stillet bedre." (Martinussen 1997:83)

De fleste nyere udviklingsøkonomiske teorier vil, ifølge Martinussen tage udgangspunkt i en definition af økonomisk udvikling som "...en proces, hvorigennem realindkomsten per capita stiger over længere perioder samtidig med, at fattigdommen reduceres og uligheden i samfundet generelt mindskes eller i det mindste ikke forstærkes" (Martinussen 1994 jfr. Meier 1989:6)

Den analytiske tilgang er i denne retning kendetegnet ved at være multidiciplinær, dvs. der anlægges både et økonomisk, men også et bredt samfundsmæssigt perspektiv, på udviklingsprocesserne (Martinussen 1994). Retningen blev udviklet igennem 1950erne og betegnes som inspireret af de mere radikale strukturalistiske retninger. Omdrejningspunktet er, at udvikling i centerlandene er uløseligt forbundet med underudvikling i periferilandene (Samir Amin 1976, ifølge Martinussen 1994). Modsat vækst- og moderniseringsteorierne fremhæves, at kontakten med de industrialiserede lande netop fastholder udviklingslandene i underudvikling. André Gunder Frank (Frank1967, ifølge Martinussen) arbejdede med en metropol-sattelit model i flere led i en forklaring af overførsel af økonomisk overskud fra satellitterne til metropolerne. Her anlægges altså et globalt perspektiv på udviklingsspørgsmålet.

Denne retning adskiller sig fra de ovennævnte udviklingsøkonomiske retninger ved, at de økonomiske processer i udviklingslandene ikke anses for at være anderledes end i de industrialiserede lande. Udgangspunktet er derved, at teorierne har universel gyldighed. Retningen adskiller sig desuden ved et makroøkonomisk udgangspunkt: Det er samspillet mellem individet som aktør, husholdningerne og markedet, som bestemmende for den økonomiske adfærd, der er omdrejningspunktet (Martinussen 1994). En af grundteserne er, at en fri markedskonkurrence, underlagt færrest mulige restriktioner, mest effektivt vil sikre den optimale fordeling af varer og produktion. Markedsfejl anerkendes, men anses for mindre omfangsrige end statsfejl, hvorfor en markedsstyret fremfor en statsstyret udvikling anbefales (Martinussen 1994).

Flere af de teorier, der kategoriseres som alternative udviklingsteorier, udmærker sig ved at arbejde på et mikroniveau, og ved netop ikke at hævde universel gyldighed. Martinussen (1994) opdeler teorierne i to hovedgrupper, hvor den ene arbejder udfra et civilsamfundsperspektiv, mens den anden gruppe gør meget ud af at redefinere udviklingsbegrebet. Under sidstnævnte gruppe kan nævnes UNDPs rapport fra 1990. Heri defineres udvikling som "...en proces hvorigennem menneskers valgmuligheder forøges" (Martinussen 1994:367). Valgmulighederne drejer sig om de tre områder "...mulighederne for at leve et langt og sundt liv; mulighederne for at uddanne sig; og mulighederne for at få adgang til tilstrækkeligt mange ressourcer til at leve et anstændigt liv" (UNDP 1990, p. 9 ff). Det er her den menneskelige udvikling, der er i fokus. Stigende indkomst betragtes som midlet, ikke målet for øget velfærd (Martinussen 1997).

Teorier med et køns- eller fattigdomsperspektiv og teorier om bæredygtig udvikling kategoriseres også som alternative teorier. Herunder kunne man placere Jules Pretty et al (u.å.) som beskæftiger sig med lokal viden og anvendelse af denne i landbrugsudvikling. Fiona Wilson (1993) og Hubert Schmitz (1995) arbejder også med lokal viden som udviklingsdynamo. Keith Griffin (1989) kunne med sin vægtning af omfordelingsspørsmålet også siges at tilhøre den alternative retning. En anden teoretiker der kan regnes under denne gruppe, er Göran Hydén (Hydén 1983,1986 ifølge Martinussen 1994), der beskæftiger sig med hengivenhedsøkonomi indenfor civilsamfundet.

Det videnskabsteoretiske udgangspunkt for de teorier der redefinere udviklingsbegrebet, føres i det lange perspektiv tilbage til socialliberalismen og i det korte perspektiv til debatten om fattigdom, ulighed og arbejdsløshed indenfor udviklingsøkonomien omkring 1960erne (Martinussen 1994). Udgangspunktet for teorierne, der arbejder med fokus på civilsamfundet relateres i et langt tidsperspektiv til den utopiske socialisme og den konservative romanticisme, begge med fokus på fællesskabet i det civile samfund. I det korte tidsperspektiv relateres de til socialantropologiske studier (Martinussen 1994).

Disse teorier har modsat de ovennævnte teoriretninger et politologisk udgangspunkt. Herunder behandles opbygning af politiske institutioner og disses rolle i et udviklingsperspektiv, statens rolle i forhold til interne og eksterne relationer og desuden rettes blikket i flere af teorierne mod forholdet mellem sikkerhedspolitiske spørgsmål og udvikling. Herunder kan nævnes Samuel P Huntington (1968 & 1993) og Georg Sørensen (1997). Omdrejningspunktet indenfor de politiske teorier er ifølge Martinussen "...opfattelser af politikkens plads i samfundet, samspillet mellem de politiske processer og den sociale orden, og bestemmende faktorer for statsopbygningen, styreformen og politisk forandring." (Martinussen 1994:203). Christian Lund (1997) kan desuden placeres under denne retning i og med, at han behandler statens legitimitet, og opbygningen af politiske institutioner. Peter Evans (1989) arbejder med en opdeling af staterne i to grupper efter adfærdsformer (1989), og Marina Ottaway (1995) fremhæver demokratiseringsprocessen som en langsigtet løsning for udviklingslande.

Mellem de teorier, der her er kategoriseret som økonomiske eller politologiske findes også de politisk og økonomiske teorier, som vægter både de politiske og økonomiske aspekter, og derved kan siges at have en multidiciplinær tilgang til udviklingsspørgsmålet.

Endelig kan nævnes, at flere af de teorier der inddrages i opgaven er empirisk forankrede. Herunder kan nævnes Chalmers Johnson (1982) som har studeret den japanske stat og udfra dette opsummeret nogle karakteristika, som han beskriver som fundamentale i en kapitalistisk udviklingsstat. Hal Hill (Hill 1994) tager udgangspunkt i studier af Sydøstasien, han behandler både den økonomiske udvikling og statens rolle i denne set i et historisk perspektiv.

Ideen om udvikling, handler blandt andet om at sikre sig bedre materielle kår. Et menneske kan producere en mængde goder til forbrug. Ved anvendelse af kapital kan man forøge produktionen ved den samme mængde arbejde. Ved en bedre udnyttelse af kapital, kan man sikre sig et endnu højere forbrug. I det følgende vil vi have en diskussion af, hvordan forskellige teoretikere har set på anvendelse af kapital, og hvordan man sikrer sig den bedste omgang med kapital til gavn for den bedste udvikling.

Når vi snakker om 'bedste omgang med kapital' og 'bedste udvikling', er vi klar over, at det ikke er særligt entydige eller klare kategorier. Til vores formål gør det heller ikke noget. Faktisk er det en fordel, da disse kategorier skal dække over en række forskellige forståelser af kapitalens rolle i udvikling. Fælles for dem alle er en forestilling om, at udvikling handler om at øge andelen af kapital benyttet i produktionsprocessen.

De fleste teoretikere er enige om, at der skal en bedre udnyttelse af kapital til for at sikre udvikling, og at denne kapital gerne må være af en mere produktiv karakter. Selve udviklingsbegrebet er vel på en eller anden måde et udtryk for et ønske om at udnytte kapitalen mere effektivt og kunne forøge forbruget. Statens rolle i den forbindelse er at sikre vilkår, der gør denne udvikling mulig. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at en forøgelse af forbrugsmulighederne ikke er det eneste politiske mål for en stat. Det betyder, at en forøgelse af især realkapitalens andel i produktionen skal indpasses blandt en række andre mål. I det følgende vil vi forsøge at give bud på, hvordan spørgsmålet om kapital er blevet behandlet i udvalgte teorier.

For at kvalificere den efterfølgende debat er det på sin plads, kort at forklare lidt om, hvad kapital er. Kapital er produktionsfaktorerne, der indgår i produktion af goder. Det er formålstjenligt at opdele den i en række forskellige former. I litteraturen er det meget normalt at skelne mellem: Produktionskapital (real kapital, human kapital og råstoffer) på den ene side og Finansiel kapital (kortfristede lån/investeringer, langfristede lån/investeringer og direkte investeringer) på den anden side. Diskussionen vil tage udgangspunkt i disse begreber og diskutere forskellige teoretikeres tilgang til disse områder. Målet er en konklusion på de erfaringer, der er blevet nedfældet til teori, som bliver gennemgået i det følgende.

For at besvare ovenstående spørgsmål, vil vi starte med at se på, hvordan man kan intensivere brugen af kapital i produktionen, dernæst vil vi kigge på kapitalakkumulation. Herfra vil fokus være på, hvilken rolle resten af verden har i at øge kapitalandelen i produktionen, og til slut diskutere sammenhængen mellem finanskapitalen og makroøkonomiske faktorer.

Udvikling handler bl.a. om at øge og effektivisere anvendelsen af produktionskapital. På den måde stiger kapital-arbejds raten. Dette kan f.eks. gøres ved at bruge teknologisk bedre udviklet kapital, dvs. ved forøge den viden, der er nedlagt i realkapitalen. Teknologi er ikke altid ligelig fordelt. En metafor for den højeste teknologiske udvikling er Silicon Valley. I den anden ende findes så den såkaldte fjerdeverden. Udvikling af kapitalen kommer ikke bare spontant og ligeligt, den er koncentreret geografisk. Ikke bare mellem lande er der store forskelle, men også indenfor de enkelte lande vil man opleve store forskelle i brugen af teknologi. Hvis man skal have mulighed for et større forbrug, skal man være mere produktiv og det kan ske gennem en anvendelse af kapital, hvor der er nedlagt en større mængde viden. Nogen peger på fordelene i, at erhverve sig denne viden fra andre lande, mens andre advarer imod farerne ved dette.

Rostow (1960) mener, at denne viden kan komme fra andre (mere udviklede/moderne) samfund. I nogle samfund er der steder, hvor man endnu ikke anvender den moderne overlegne teknologi. Her vil man se, hvordan den nye teknologi er overlegen og langsomt begynde at anvende denne. De virksomheder, der før var traditionelle, vil langsomt begynde at blive moderne efterhånden som ny teknologi indføres. Derefter vil samfundene komme ind i en "take-off" periode, med større vækst, og vejen til det moderne samfund er lagt. Langsomt vil produktionen udvikle sig, og produktionen vil efterhånden begynde også at inkludere kapital produktion og efterhånden substituere den importerede kapital (Rostow 1960). Ideen er, at udviklingen starter et sted og spreder sig som ringe i vandet. Det er en opfattelse, som ligger på linie med ideen om vækstpoler, hvorved man udvikler sig bort fra de traditionelle sektorer og langsomt erstatter dem med mere dynamiske sektorer.

Hvis det er sandt, at udvikling forudsætter en udvikling af den menneskelige kapital, så er vi tilbage ved udgangspunktet for Myrdals (1978) analyse. Verdensbanken (1991) argumenterer for, at uddannelse er en af de to vigtigste faktorer bag en vækst i indkomst. Uden en kvalificeret arbejdsstyrke vil udnyttelsen af ny teknologisk viden ikke blive optimal. Faktisk er denne forestilling heller ikke helt ude i hampen for et par af 'vækst og moderniseringsteoretikerne', der ligeledes påpegede mangler i den menneskelige kapital, fx i form af "foretager- og lederkapacitet" (Hischman 1958 ifølge Martinussen 1994).

Moderniseringsteoretikeren Rostow slår fast, at udvikling af produktionsredskaber øger effektiviteten af arbejde, således, at man kan opnå en større produktion med en mindre arbejdskraft. Således påpeger han, at man kan substituere menneskeligt arbejde med realkapital til en vis grænse (Rostow 1960). Spørgsmålet er bare, om dette kan betegnes som udvikling. Griffin (1989) påpeger ganske rigtigt, at vækst i forbruget ikke er et mål i sig selv.

Det hjælper fx ikke de fattigste, at et land opnår en produktivitetsstigning og dermed mulighed for at forbruge mere, hvis forbrugsmulighederne bliver skævt fordelt. Griffin (1989) foreslår i denne sammenhæng, at man sørger for en omfordeling inden udvikling, for det er den eneste måde, hvor man kan sikre, at uligheden i samfundet bliver mindsket. Desuden er det en fordel, hvis en udviklingsstrategi skal lykkes, da dette øger forbruget for de fattigste også i udviklingsperioden. Ligeledes kan man forestille sig, at en omfordeling efter en given vækst periode vil være politisk svær. Vækst kan således kun betegnes som udvikling, hvis den samtidig betyder en mere ligelig del af ressourcerne. Vækst i sig selv garanterer ikke større udligning over tid, og vil indenfor en generation ikke kunne opfylde de basale behov for mange mennesker i en lang række samfund (Griffin 1989).

Hvis man omfordeler, sådan som Griffin (1989) foreslår, kan man løbe ind i det problem, at hele indkomststigningen bliver ædt op af forbrug, og at der derved ikke bliver noget til investeringer i kapitalapparatet til at sikre en fortsat udvikling. Myrdal (1978) har en pointe i forhold til dette problem. De velstående klasser forbruger i al væsentlighed indkomststigninger til luksusforbrug frem for langsigtede investeringer i kapitalapparatet, bl.a. fordi incitamentet ikke har været til investeringer. Desuden er lighed en forudsætning for udvikling. Øget lighed vil betyde en bedre udnyttelse af den menneskelige kapital. En skæv uddannelsessektor, dårlig sundhedssektor og en ineffektiv landbrugssektor er hindringerne for vækst. Et stort antal mennesker får ikke lov til at udvikle sig i uddannelsessektoren, der er forbeholdt de velstående dele af samfundene. Den dyre sundhedssektor suger penge til middelklassen hospitaler i stedet for at satse på forebyggelse, og dermed en generel bedre sundhedstilstand for befolkningen som helhed, der ville betyde en produktivitetsstigning. I landbrugssektoren er der strukturer, der ikke giver incitamenter til en effektiv intensiv udnyttelse af jorderne. En omstrukturering af landbrugssektorerne gennem jordreformer ville kunne sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne i denne sektor. Hertil kan vi påpege at verdensbanksstudier viser, at der er en samvarians mellem en ligefordeling af et lands goder og økonomisk vækst. Jo større lighed, jo større vækst. Samtidigt er det vigtigt at nævne, at der ikke kan drages nogen konklusioner om kausalitet i dette forhold (Verdensbanken 1991).

En ting er, at vi har argumenteret for, at en forøgelse af kapitalraten fører til udvikling som sådan, da dette medfører mulighed for at forøge forbruget, en anden ting er, at man skal erhverve sig denne kapital. Hvis man forstår forholdet mellem investeringer i kapital og nutidigt forbrug som om, at det første indebærer en afståelse fra det andet, er det klart, at der skal være en produktion, der er større eller kan være større end (det nødvendige) forbrug. Det første man kan gøre er at kigge på områder, hvor der er en underudnyttelse af kapitalen inden for de eksisterende strukturer.

Rostows (1960) forestilling om, at opsparingen til investering i kapital skal komme indefra landet selv, i forening med investeringer fra den 'moderne' verden, er ikke helt holdbar. Hvis man kigger på verdens udvikling fra dengang Rostow skrev sit indlæg i debatten til nu, er der ikke meget, der tyder på, at udviklingen uundgåeligt er på vej. Der er ikke nødvendigvis tale om en irreversibel fremskridende proces.

Forestillingerne om en traditionel og en moderne sektor rummer samtidig en forestilling om underbeskæftigelse i den traditionelle sektor. Den traditionelle sektor udgør et potentiale af billig arbejdskraft for de moderne sektorer, der kunne udnytte denne til at skaffe sig større profitter, der kunne blive investeret og udgøre grundlaget for udvikling og kapitalakkumulation (Lewis 1954;1955 ifølge Martinussen 1994). Betingelsen for kapitalakkumulationen er, at der netop oparbejdes et (stort) overskud blandt dele af befolkningen, der kunne opspares og investeres. En sådan ulige fordeling af indkomsten til fremskaffelse af investeringer til vækst umuliggør en omfordeling, sådan som Griffin (1989) og Myrdal (1978) taler om. Myrdal afviser desuden, at et sådan overskud hos dele af befolkningen erfaringsmæssigt skulle gå til opsparing og investeringer i kapital, som nævnt ovenfor. Han anbefaler i det hele taget større lighed som forudsætning for vækst.

Rostow (1960) forestillede sig, at udvikling af en sektor ville brede sig til andre sektorer, der nødvendigvis også ville udvikle sig. Dermed var han en fortaler for en slags ubalanceret vækst og lå på linie med Hirschman (ifølge Cypher & Dietz 1997), der anbefalede en anden slags ubalanceret vækst, hvor man bevist skabte ubalance i det økonomiske system gennem flaskehalse og overkapacitet ville tvinge markedet til udvikle sig ud af disse betingelser. Myrdals pointe med, at man bør satse på en udvikling for både landbruget og industrien og dermed skabe et hjemmemarked med efterspørgsel virker tiltalende. Nurkse taler ligeledes om balanceret vækst, men han forestiller sig, at et stort skub i hele industrisektoren, på linie med Marchall planen i Europa, ville sætte udvikling i gang (ifølge Cypher & Dietz 1997).

Hvis vi fastholder ideen om, at et væsentligt element, i at opnå en større produktivitet, er en udvikling af den humane kapital, så må vi finde en anden kilde til opsparing til investering i kapital end underbetalt arbejdskraft, der skaber en stor profit i industrisektoren, vel at mærke den del, der er baseret på lavteknologisk arbejdsintensiv produktion. Årsagen til, at det netop er denne del af industrisektoren, der kan gøre brug af overskudsarbejdskraften, som kan hives ud af den skjulte arbejdsløshed i de traditionelle sektorer er, at den del af industrien ikke kræver en højt kvalificeret arbejdskraft, i modsætning til mere udviklede dele af industrien. Således pegede latinamerikanske strukturalister, som Singer (som godt nok var europæer), Prebish, Furtado og Sunkel (ifølge Martinussen 1994), på behovet for at beskytte det nationale marked i en opstartsfase og øge efterspørgslen på det. Dette markeds manglende størrelse undergravede incitamenterne for investeringer i hjemlandet. Derudover skal der komme investeringer, lån og bistand fra udlandet. Problemet ved en sådan fremgangsmåde er, at det kan være usikkert at satse på det internationale finansieringsmarked til investering i kapital, især set i lyset af den seneste internationale finanskrise.

I denne sammenhæng er det interessant at se på Myrdals forslag om at hente en del af den nødvendige udvidelse af det nationale marked ved at udnytte de forholdsvise lette effektiviseringsgevinster, der ligger i landbrugssektoren. Myrdal (1978) mener ikke, at landbrugssektoren udgør en reserve af billig arbejdskraft, der kan bruges til at skubbe udviklingen i gang. Derimod mener han, at landbrugssektoren i sig selv har et vækst potentiale, som ikke vil lægge beslag på udenlandsk valuta, der kan bruges til at importere kapital til en industrisektor. Det, der skal til, indenfor landbruget, er politiske reformer, så de strukturelle barrierer for denne udvikling løftes. Han mener, at den skæve fordeling af jorder gør, at jorderne kun bliver udnyttet ekstensivt. Desuden vil landbruget kunne opsuge arbejdskraft, der på kort sigt, ville blive overflødiggjort ved en industrialisering og dermed en effektivisering af produktionen i byerhvervene. I starten skal industrialiseringen beskyttes fra verdensmarkedskonkurrencen. Denne strategi har den fordel, at den også er forenelig med en omfordelingsstrategi, der samtidig skaber mulighed for udvikling af den humane kapital. En vigtig pointe er, at der skal ske en samtidig udvikling af industri og landbrug, og disse helst skal bygges op på en måde, hvor de gensidigt forstærker hinanden, så multiplikator effekten ikke går "tabt" ud af landet ved, at efterspørgslen ikke kan blive tilfredsstillet indenfor landets grænser.

Problemet med sådanne strategier er dog, hvor lang beskyttelses perioden bør være? Det har vist sig, at den i nogle tilfælde har været aldeles lang. På den ene side beskytter den skrøbelige industrier, men på den anden side, mindsker den konkurrencen og dermed incitamentet for effektivisering. Verdensbanken (1991) kritiserer en sådan tilgang. Den mener, at erfaringerne fra bl.a. Sydøstasien viser, at åbenhed overfor verdensmarked giver bedre resultater, når det kommer til vækst. I lyset af den seneste udvikling i Sydøstasien kunne det være man skulle revurdere den positive opfattelse, hvis det viser sig, at de flotte væksttal byggede på lånt kapital frem for fornuftige forrentede investeringer i produktionskapital. Et andet problem har været udenlandske selskaber, der har slået sig ned bag toldmurerne, og suget kapital ud af landet, bl.a. ved at sælge afskrevet produktionsudstyr til landene med beskyttelsestold.

Cypher og Dietz (1997) har et bud på, hvordan man undgår fælden med for lange perioder med beskyttelses told. De argumenterer, ligesom strukturalisterne, for en ISI strategi, men anbefaler, at man tager ved lære af de østasiatiske vækstøkonomier. Dvs. når mulighederne indenfor et niveau af en ISI strategi er udtømt for et simpelt industriprodukt, skal virksomhederne, der producerer dette, være konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Derefter ophæves beskyttelsestolden og der skal begyndes en eksport af disse produkter. Den videre ISI strategi kræver import af kapitalapparat fra udlandet, valuta til denne import skaffes gennem mindre import af simple industri produkter og eksport af de samme. Så skulle vejen være banet for en vertikal integration af industrien til stadig mere komplekse industriprodukter, hvor der er tilført en stadig større værdi. Strategien går ud på, at produktionen skal være stadig mere videns- og kapitalintensiv og konkurrenceparameteren vil over tid ikke længere være lavere lønninger.

Der er tydelige problemer ved ISI strategierne. De kræver en meget kompetent styring fra statens side, der skal vide, hvornår man skal sætte ind med hvilke politikker. Strategierne er således meget komplekse, ligesom de er komplette, forstået på den måde, at de griber ind i næsten alle samfundsforhold, hvilket ikke gør dem lettere at gennemføre.

Når det kommer til tilvejebringelse af kapital til udvikling, er strategierne afhængige af verdensmarkedet. I starten kommer den udenlandske valuta fra salg af simple produkter fra den primære sektor, derefter frigøres der midler fra substitution af simple importerede industriprodukter med nationalt producerede ditto. Øgede valuta indtægter vil derefter komme fra eksport af de simple industriprodukter. Således fortsætter det med stadig mere videns- og kapitalintensive produkter. I den forbindelse har både de neomarxistiske og latinamerikanske afhængighedsteoretikere påpeget problemer ved afhængigheden af verdensmarkedet.

Efterhånden som tiden går, bliver bytteforholdet mellem de produkter tredjeverdenslande producerer og sofistikerede produkter stadigt ringere. Det påpegede Prebish allerede i 1984 (Martinussen 1994). Det betyder at udviklingslandene skal producere stadig flere varer for at kunne købe den samme mængde varer i de udviklede lande, hvilket gør en import af kapital stadig sværere. Selvom Prebishs argumentation gik på råvarer holder den nok også, hvis man forlænger hans konklusioner udi en hypotese, der lyder på, at det samme gør sig gældende for simple industrivarer. Hvis alle verdens udviklingslande kaster sig ud i en strategi, hvor man producerer simple industriprodukter samtidigt, så kunne man forestille sig et voldsomt prisfald på disse produkter, som følge af et stærkt stigende udbud.

Amin og Frank er mere radikale i deres kritik af afhængigheden. Frank (1969) præsenterer en grundlæggende kritik af forholdene mellem metropol og satellit. Han mener historisk at kunne se, at kontakten med verdensmarkedet har ført til underudvikling. Det har således ikke været isolering fra verdensmarkedet, der har været skyld i manglende udvikling i brugen af kapital, tværtimod har man set, at i perioder, hvor kontakten med metropolerne har været svag, har udviklingen været størst. Faktisk mener Frank ligefrem, at kontakten mellem metropoler og satellitter resulterer i en overførsel af kapital fra den sidste til den første.

Amin (1990) er lidt mere moderat i sin kritik, men er grundlæggende enig med Frank. Udviklingslandene kan ikke forvente udvikling inden for et verdenskapitalistisk system, der ikke respekterer verdens forskelligheder. Derfor pointere han nødvendigheden af at bevare kontrollen med produktionsmidlerne og dermed med akkumulationsprocessen, så man kan få en 'autocentric' udvikling i en 'polycentric' verden. Dette betyder, at periferi landene må afkoble (de-link) fra centerlandene, så de kan planlægge deres økonomi efter, hvad der er økonomisk rationelt for landet selv. Han forestiller sig dog ikke en isolation fra resten af verden, heller ikke når det kommer til handel. Handel skal blot kun foregå i det omfang, det er økonomisk rationelt for landet selv.

Vi har nu bevæget os fra nationale strategier for at skaffe kapital, hen imod en behandling af mulighederne på verdensmarkedet. Man kunne diskutere, om det ikke også er relevant at kigge på de muligheder, der ligger i det lokale. Nogle forskere anser ikke tilførelsen af kapital som værende et uoverkommelig problem, og da slet ikke noget man skal fokusere så meget på. Når det kommer til netværksøkonomier, ligger fokus på de udviklingsfordele, man får ved at have en række små virksomheder forbundet i et netværk. Her bygger man på den lokale viden og den lokalt udviklede viden. Den lokale konkurrence sikrer effektivitet. Tilliden, gensidigheden og samarbejdet sikrer en høj grad af fleksibilitet, samt en spredning af viden. Opkoblingen til verdensmarkedet sker i rollen som underleverandør. (Wilson 1993 og Schmitz 1995). Denne tilgang repræsenterer en alternativ tilgang, hvor man især ligger vægt på at mobilisere viden, der ligger lokalt. Man går udfra, at den nødvendige kapital allerede er tilstede. Fokus kommer så til at ligge på viden, fleksibilitet og den lokale dynamik, der kan opstå, fremfor store forkromede sofistikerede produktionsapparater.

Når det kommer til en udvikling af kapitalapparatet, er det interessant at kigge på makroøkonomiske faktorers betydning for mulighederne for en finansiering af dette. I det følgende vil vi komme ind på koblingen mellem kapital og makroøkonomisk stabilitet. Det gælder om at øge opsparingen, forstået som udskudt forbrug, og tiltrække udenlandsk kapital, det vil sige, man opnår en forøgelse af kapitalen.

Når det kommer til kapitalakkumulation er en række faktorer forbundet med inflation. For det første udhuler en høj inflationsrate opsparingen, gennem en lavere realrente, hvilket svækker lysten til opsparing, som igen betyder et mindre udbud af lånemuligheder. Hvor meget opsparingerne falder hænger dog sammen med opsparingselasticiteten. En lav realrente kan betyde, at det er lettere at forrente investeringer, men samtidig fører inflation til usikkerhed. Inflation fører ofte til en højere rente netop på grund af udhulingen, som betyder, at kapital investeringer skal være så meget desto mere rentable for at kunne betale sig. Inflation kan også føre til usikkerhed mht. fremtiden, så investeringerne skal have en højere sikkerhedsmargin for at kompensere for usikkerheden, hvilket igen fører til færre investeringer.

For at kompensere for usikkerheden for pengenes fremtidige værdi, placeres opsparing ofte i fast ejendom eller måske i guld, smykker eller udenlandsk kapital. Dermed er der opstået det, man kalder kapitalflugt, hvilket betyder, at overskuddet fra produktionen netop ikke går til indenlandsk kapitalakkumulation. Desuden betyder det en forringelse af betalingsbalancen, og måske fører det også til knaphed på udenlandsk valuta og dermed begrænsninger på mulighederne for at købe viden, maskiner o.s.v. til forøgelse af produktionen i udlandet.

Valutakursen betydning for handel med udlandet. Her har det betydning, om der er en stabil udvikling i forholdet mellem valutakurser og valutakursen er over-, under- eller korrekt vurderet.

Problemet med de overvurderede valutaer, at de kan fører til kapitalflugt, da man vil få forholdsvis mere for pengene i udlandet. Dette betyder igen, at pengene ikke bliver anbragt i kapitalapparatet, derudover betyder det et pres på valutareserverne, hvis der opstår underskud på betalingsbalancens løbende poster, hvilket igen kan føre til et mindre udbud af udenlandsk valuta, til skade for investeringer i kapital. Overvurderet valuta gør også eksportvarer dyrere i udlandet til skade for et lands konkurrenceevne, til gengæld kræver det mindre produktion at betale gæld i udenlandsk valuta tilbage. I en periode, hvor man gennemgår en industrialiseringsproces, kan det være en fordel, da indkøb af udenlandsk kapital bliver billigere

De undervurderet valutaer løber ind i næsten de samme problemer bare med modsat fortegn. Importen bliver dyrere til ulempe for opkøb af kapitalapparat i udlandet, tilgengæld forbedres konkurrenceevnen i forhold til de valutaer, valutaen er undervurderet i forhold til. Det bliver dyrere at betale afdrag på gæld i udenlandsk valuta.

Generelt kan man sige, at usikkerhed hæmmer muligheden for at planlægge langsigtet, og gør potentielle investorer, nationale såvel som internationale, mere tilbageholdende, når det kommer til investeringer. Det gælder både usikkerhed ved inflation og ved valutakurser.

De gennemgåede teoretikere har en idé om, at kapital på en eller anden måde spiller en rolle i et udviklingsperspektiv. Fokus lægges blot forskelligt. Produktiviteten bliver både forøget, når realkapitalen bliver mere produktiv, men også når den humane kapital bliver mere effektiv. Det gælder i det hele taget om at øge kapitalens andel i produktionen. Det handler derfor om at gøre en indsats over en bred kam, hvor man både sørger for at kvalificere den humane kapital og benytte et stadig mere effektivt produktionsapparat.

Udvikling af kapitalen kan ikke ske uden investeringer. Sammenfattende kan vi sige, at det nok er attraktivt at tiltrække udenlandske investeringer, men at det samtidigt er nødvendigt at udøve en vis kontrol over investeringerne, for at sikre at de bliver dirigeret derhen, hvor de gør nytte for landet. Det samme gælder det indenlandske overskud. Det er vigtigt at sørge for, at samfundsstrukturerne giver incitamenter til investeringer og at disse investeringer sker på en måde, hvor der er et godt fremtidsperspektiv. Det nytter ikke kun at satse på primær produktion, man må også investere i produktion, hvor værditilvæksten er forholdsvis stor. I starten vil en sådan produktion ikke være konkurrencedygtig med verdensmarkedet, men over tid er der mulighed for at udvikle evner, der gør det muligt at deltage i verdensmarkedet, hvis der sørges for løbende effektiviseringer og rationaliseringer, gennem en eller anden form for konkurrence. Konkurrencen kan foregå mellem virksomheder på hjemmemarkedet, i en stadig mere ligelig konkurrence med verdensmarkedet, eller ved fastsatte produktionskrav.

Sideløbende er det vigtigt at sørge for en investering i den humane kapital, både i et produktionsøjemed, men også i et udviklingsperspektiv. Her er det vigtigt, at effektivisere brugen af ressourcerne, så man udvikler den humane kapital i den mest brugbare retning. Samtidig må man sørge for en spredning af viden, så der opnås et stadigt højere vidensniveau i al produktion, samt en overførelse af viden fra udlandet. Det kan også betale sig at opsamle den lokalt tilgængelige viden og skabe strukturer, der muliggør en fleksibel produktion.

Det er klart at både valuta kurser og inflationer har betydning for opsparing, investeringer og dermed for kapitalakkumulation. Et slags klima kan være godt for en udvidelse af eksport markeder, en anden slags bedre når det kommer til investeringer i kapital. Det bliver derfor vigtigt at kigge på begge disse faktorer, når man planlægger den økonomiske politik.

Det tyder på, at udvikling med fordel kan gennemføres med en bevidst omfordelingspolitik. En sådan politik har både en fordel, når det kommer til opnåelse af sociale udviklingsmål, når det kommer til muligheden for at udnytte de humane ressourcer, og når det kommer til en effektiv udnyttelse af realkapitalen. Når det drejer sig om at skabe et hjemmemarked, er det også en fordel, at der er mulighed for et relativt bredt selvforstærkende marked. Det kræver en balanceret vækstmodel, hvor man spreder udviklingsindsatserne både geografisk og sektormæssigt.

Der er således en lang række faktorer, der skal tages hensyn til samtidigt. Det kræver en del af de institutioner, der skal gennemføre alle de tiltag, der skaber den 'bedste udvikling' og den 'bedste omgang med kapital'. Dette vil blive behandlet i næste afsnit.

I dette afsnit vil vi forsøge at belyse, hvilken rolle infrastruktur spiller i forholdet mellem en socioøkonomisk udvikling og en integration på verdensmarkedet, herunder, hvad en integration på verdensmarkedet forudsætter for infrastrukturen. Med infrastruktur refereres til en materiel og en social infrastruktur. Under materiel regnes kommunikation, veje, jernbaner, vand- og elsystemer. Med social infrastruktur menes uddannelses- og sundhedssystemer (Martinussen 1994).

Et af spørgsmålene lyder, om det udelukkende er staten, der har ansvaret for en forbedring af infrastrukturen, eller om man også kan tale om en markedsstyret udvikling af infrastrukturen? Dette leder til spørgsmålet, om og hvorfor, infrastruktur er vigtig set i et udviklingsperspektiv?

I afsnittet om kapital så vi, hvordan prioritering af human kapital efterhånden har fået mere opmærksomhed i de økonomiske argumenter (hos Myrdal går argumentet f.eks. på, at en forbedring af sundhed og uddannelse af arbejdskraften skaber øget produktivitet, og dermed øget økonomisk vækst), men at den materielle infrastruktur stadigvæk er tættere på de økonomiske argumenter. Vi finder det dog væsentligt at sætte spørgsmålstegn ved, om uddannelse og sundhed i sig selv ikke er ligeså væsentlige argumenter, for forbedring af infrastruktur, som økonomisk vækst?

Der er stor forskel på den materielle og sociale infrastruktur i forskellige regioner og mellem land og by. Hvis man mindsker de regionale skævheder, er dette så ensbetydende med en udvikling af de socioøkonomiske forhold? For at besvare ovenstående spørgsmål vil vi i dette kapitel komme ind på infrastruktur som et offentligt gode, herunder lighedsaspektet; hvorvidt staten skal stå som tilvejebringer af infrastruktur; vigtigheden af social infrastruktur; og hvad underprioriteringen af landbrugssektoren har betydet for den sociale og økonomiske udvikling i mange ulande.

Diskussionen om offentlig goder og positive eksternaliteter er tæt forbundet med infrastruktur diskussionen. Offentlig goder er præget af, at det normalt er uøkonomisk for private at udbyde eller anskaffe sig sådanne goder, men at samfundet som helhed har glæde af dem. For at forklare dette, er vi nødt til at hente hjælp i begrebet positive eksternaliteter, som netop betegner en positiv ekstern effekt ved en produktion. Problemet er bare, at det p.g.a. godets karakter ikke er muligt at internalisere disse effekter og derfor kan man ikke tjene penge på at udbyde et sådan gode, selvom det for samfundet som helhed er et gode. Derfor siger man, at den marginale sociale nytte er højere end den marginale private nytte. I sådanne tilfælde kan det betale sig for det offentlige at gå ind at udbyde et sådan gode, da deres bekymring netop går på samfund som helhed.

Offentlige goder kan ofte være præget af store faste omkostninger og lave marginale omkostninger, hvorfor det giver mening af udbyde disse goder gratis, så brugen af goderne bliver så stor som mulig. Her kan man tale om stordriftsfordele og skalaøkonomier. Et klassisk eksempel er veje.

Det vi forbinder med infrastruktur, både den materielle og den sociale, bliver ofte udbudt som et offentligt gode. Det gælder for eksempel veje, havne, sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Fælles for disse goder er, at de kan indgå i produktionen og dermed kan betragtes som kapital. Det særlige ved denne slags kapital er bare, at den ikke er eksklusiv, men i en eller anden grad fælles. I den forbindelse kan man sige, at infrastrukturen øger kapital-arbejde raten, og derved øger de enkelte virksomheders produktivitet og konkurrencesituation på verdensmarkedet.

Både den sociale og materielle infrastruktur bliver af Myrdal (1978), Hill (1994) og Johnson (1982) anset som et statsligt anliggende. Men hvis staten bør stå som udvikler af infrastrukturen, hvordan fremskaffer man så den nødvendige kapital? - Og hvem er det, der får gavn af en infrastrukturel udvikling ?

Statslig tilvejebringelse af infrastruktur kan jvf. det forrige afsnit betegnes som et offentligt gode. Der ligger heri et lighedsaspekt, idet dette bygger på en forestilling om lige muligheder for alle til at benytte disse goder. Men der kan være forskel på forestillingen om lighed, og på, hvordan dette virker i praksis.

Ifølge Johnston (1994) kan man tale om goder, der fremstår som offentlige, men som ikke virker som fuldstændige offentlige goder. Offentlig transport og hospitaler kategoriseres som sådanne, fordi staten kan stå som tilvejebringer, men om der er lighed m.h.t. benyttelsen af disse goder, vil være bestemt af, hvor let man har adgang til goderne. F.eks. kan benyttelsen begrænses af geografiske afstande. Desuden kan man tale om offentlige goder, som ikke distribueres ligeligt i forskellige regioner, fordi de statslige beslutninger administreres forskelligt på lokalt niveau (f.eks. WDR 1991). Der kan også være forskel på, hvilke regioner, der politisk prioriteres i forhold til den sociale og materielle infrastruktur (Johnston 1994).

Netop dette, at ikke alle benytter de offentlige goder i lige stor grad, er et neoklassisk argument imod statslig tilvejebringelse af infrastruktur. For det første, er offentlige goder ikke i den enkeltes interesse, hvis man ikke benytter dem optimalt. For det andet, kan der ved offentlige goder ikke ske en eksklusion, dvs. den enkelte kan ikke afstå fra at blive dækket/betale for offentlige goder, hvis man skulle ønske dette (Johnston et al 1994).

Flere teoretikere fremhæver, at det bør være statens opgave at tilvejebringe infrastruktur som en del af en statsstyret udviklingsstrategi. Udviklingen af social og materiel infrastruktur ses som en af forudsætningerne for økonomisk vækst, og det bør være staten, der må sikre disse forudsætninger, fordi de ellers ikke vil blive opfyldt (Martinussen 1994, Hill 1994). Chalmers Johnson (1982) lægger vægt på statens centrale rolle i en udvikling udfra nogle karakteristika, han beskriver som fundamentale i en kapitalistisk udviklingsstat. Hvad der er interessant i dette øjemed er, at den tredje karakteristika er udbyggelse af den sociale infrastruktur gennem investering i uddannelse, kombineret med politikker, der fordeler muligheder og rigdom (Johnson 1982 ifølge Martinussen 1997).

Man kan anlægge både et politisk og et økonomisk perspektiv på, hvordan arbejdsdelingen imellem den private og offentlige sektor bør se ud. Produktionen af el og vand samt uddannelse og sundhed fremhæves af Martinussen (1994) som områder, hvor staten og det private erhvervsliv kan stå som både producent og køber (jvf. model om producent/køber forholdet i Martinussen 1994: 325). Kan markedet så, det nationale såvel som verdensmarkedet, lige så godt stå for en udvikling af infrastrukturen? Et neoklassisk argument mod statslig tilvejebringelse af infrastruktur henviser til, at staten mangler den fornødne administrative, tekniske og finansielle kapacitet. Dette menes at være særligt udpræget i ulandene. En ineffektiv infrastruktur vil medføre problemer for det private marked, og dermed vil en statsstyret infrastruktur virke hæmmende snarere end fremmende for den økonomiske vækst (ifølge Martinussen 1994). I 1980erne har Verdensbanken stået for en mere generel kritik af statsinterventioner med henvisning til empirisk baserede analyser af de negative økonomiske konsekvenser for det frie marked. I starten af 90erne ses dog en revideret opfattelse hos Verdensbanken på baggrund af erfaringer i flere asiatiske lande, hvor der har eksisteret statsintervention og høj økonomisk vækst samtidig (Martinussen 1994). Ifølge en World Development Report fra 1991 bør statens rolle være at supplere den private sektor. Dette kan gøres ved at forbedre følgende områder: information, infrastruktur, sundhed, forskning, og uddannelse.

Hvis man kigger på spørgsmålet udfra et samfundsperspektiv, vil et frit marked ikke kunne sikre en ligelig adgang til goderne. Der vil være behov for regulering, hvis et sådant mål skal opfyldes. En måde at løse dette på kunne, ifølge Martinussen (1994), være, at staten fungerer som køber af de markedsproducerede varer for de grupper i samfundet, som ikke selv har den fornødne købekraft. Dette skulle ikke ske udfra et argument om økonomisk rentabilitet, men udfra en overordnet politisk målsætning.

Hvordan argumenteres for udvikling af den sociale infrastruktur? - Er det udfra argumenter om en øget økonomisk vækst, eller er det udfra argumenter om social velfærd? Og, kan man overhovedet tale om social velfærd uden økonomisk vækst? Disse spørgsmål kan føres tilbage til diskussionen om, hvad udvikling er, kan, eller bør være. Som fremhævet i denne diskussion, ser UNDP (1990) ikke uddannelse og sundhed udelukkende som midler til en økonomisk udvikling, men som udviklingsmål i sig selv.

I de nyere udviklingsøkonomiske tilgange vægtes uddannelse af arbejdskraft på lige fod med bl.a. teknologiske fremskridt og kapitalakkumulation (ifølge Martinussen 1994), hvilket står i kontrast til de tidligste udviklingsøkonomiske teorier, eksempelvis Lewis (1954; 1955 ifølge Martinussen 1994), der arbejdede med ubegrænset arbejdskraft i hans 2-sektor model uden at tænke over uddannelsesspørgsmålet.

Gunnar Myrdal (1978) argumenterer for, at en forbedring af sundheden gennem øget lighed vil skabe større produktivitet, samt at en forbedring af uddannelsesniveauet og -kapaciteten vil øge den sociale mobilitet og skabe betingelser for en større lighed og øget økonomisk vækst. I forhold til infrastruktur er et af Myrdals argumenter, at en lav levestandard (underernæring, fejlernæring, o.s.v.) er med til at holde væksten i produktionen nede. Den lave levestandard svækker

I Cypher og Dietz (1997) er det samme argument fremsat; at sundhedspleje via offentlige klinikker vil nedsætte børnedødeligheden og hjælpe til at øge produktiviteten ved en hurtig bekæmpelse af sygdomme, der tapper energien. Derudover lægges vægt på sanitære forhold, som rent vand og rensning af spildevand som forebyggende foranstaltninger.

Hill (1994) medgiver, at der er en forbindelse mellem uddannelse, sundhed og økonomisk vækst, men peger også på de historiske faktorer som væsentlige for forståelsen af dette forhold. Der er ifølge Hill ikke en klar sammenhæng mellem de to størrelser, da der også findes eksempler på det modsatte.

Der hersker altså uenighed om kausaliteten mellem de forskellige forhold. Man kan f.eks. spørge hvilket forhold, der forudsætter det andet? - En sund og uddannet arbejdskraft kan ses som en forudsætning for høj produktivitet, men omvendt er det også et samfund med høj produktivitet, der har midler til at sørge for uddannelse og sundhed for arbejdskraften. Et eksempel på dette er Ragnar Nurkses (1953) fattigdomscirkler, der beskriver fattigdom som en selvforstærkende cirkulær kausalitet. Hill (1994) fremhæver eksempler fra Sydøstasien, der illustrerer hvordan høj produktivitet kan følges med lav uddannelsesgrad og omvendt. Han fremhæver på denne baggrund, at uddannelse kun spiller en lille rolle i forklaringen på den hurtige østasiatiske vækst, og kritiserer teorier, der fremhæver uddannelse som nøglen til forståelse af udviklingen. Men, hvis man kigger på World Development Report 1991, konkluderes der, på baggrund af empiriske undersøgelser, at uddannelse og politisk stabilitet er midler, staten kan bruge til at fremme økonomisk vækst (som nærmere beskrevet i kapitlet om politisk stabilitet). En væsentlig faktor for produktionsstigning uden at ændre input i produktionen, menes at være uddannelse af arbejdskraften, også beskrevet som human kapital i kapitlet om kapital. Også her bruges Sydøstasien som et eksempel på, hvordan uddannelse sammen med åbning af markedet har skabt høj økonomisk vækst. Det er netop denne fremhævelse af uddannelse som nøgle til økonomisk vækst som Hill kritiserer.

Ulig de andre teorietikere, går Myrdal i dybden i sine beskrivelser af uddannelsesreformer, og hvem det er, der skal uddannes, og han kritiserer teorier og undersøgelser, der blot nævner infrastruktur som endnu et element i udviklingen, som f.eks. Johnson (1982). Dette gør han, fordi han mener, at en sådan behandling kan være grunden til at man fejlinvesterer indenfor reformerne af infrastrukturen, og derved spilder ressourcerne. Han mener, at vægten i uddannelsessystemet ligger forkert, den begunstiger nemlig overklassen og fastholder dermed en skarp klassedeling. Ressourcerne bør reallokeres fra universitetsuddannelser og gymnasieuddannelser, til uddannelse af den voksne befolkning i en retning, der er mere teknisk, faglig, og erhvervsorienteret.

I Cypher & Dietz (1997) fremlægges en anden problemstilling i forbindelse med uddannelse af arbejdskraft. Udgangspunktet hos både Myrdal og Cypher & Dietz er, at der mangler kvalificeret arbejdskraft, hvortil en kvalificeret uddannelsesstab skal skabes, men de beskriver forskellige problemer som årsagen til at en sådan ikke er skabt. Cypher & Dietz mener nemlig, at problemet er den såkaldte brain-drain. Dette hentyder til at de kvalificerede studenter ofte modtager deres uddannelse i udlandet, som oftest i Vesten, hvorefter de søger job i denne del af verden. Eller, de enkelte, der får en uddannelse hjemme, for så derefter at rejse til Vesten. Derudover forbereder en uddannelse i Vesten næppe disse forskere og ingeniører på den opgave de bliver konfronteret med i produktionsproblemerne i ulandene (problemerne er af forskellig natur, både hvad angår midlerne til at løse dem, og deres afhængighed af andre problemer landet) (Cypher & Dietz 1997).

Flere af teorierne taler om en ændring af social og materiel infrastruktur som en forudsætning for en effektivisering af landbruget. Et skift fra et traditionelt landbrug til et kapitalistisk landbrug betyder også et skift til et landbrug baseret på ny viden og ny teknologi. Som Myrdal (1978) også argumenterer for, er det nødvendigt at kvalificere arbejdskraften, bl.a. så den kan benytte den nye teknologi, der måtte være til rådighed.

Som beskrevet af Pretty (u.å.) er nye kornsorter, kunstgødning og sprøjtemidler, som tilføres bønderne udefra, centrale i den grønne revolution. Dette skaber imidlertid en høj afhængighed af input udefra, både materielt, økonomisk, og med hensyn til viden omkring produktionen (high external input). I stedet kunne man forestille sig en udvikling i landbrugssektoren som bygger på lokal viden om produktionen, herunder viden om naturlig gødning og skadedyrsbekæmpelse (low external input) (se Wilson (1993) og Smitz (1995) i kapitlet om kapital). Den lokale viden er skabt gennem generationer, og denne lokale viden bør stå som udgangspunktet (implementeres i) for ændringer. Den bedste måde for bønderne at lære på er, ifølge Pretty (u.å.), at se forandringer og opleve andre bønder ændre deres produktionsmåde (regenerating agriculture). Den endogene proces står i kontrast til moderniseringsteorier, hvor f.eks. Rostow (1960) ligger vægt på, at drivkraften i en udvikling af infrastrukturen vil komme via import af viden/teknologi fra andre, mere udviklede samfund, bl.a. beskrives investeringer i den materielle infrastruktur, som kommunikation og transport, af Rostow (1960) som en af forudsætningerne for en "take-off" fase.

Per capita indkomst er et ufuldkomment mål for fattigdom. For et mere repræsentativt billede af fattigdommen på landet må ses på flere forhold: isolation, uddannelse, børnedødelighed, samt helbredstilstanden (Dixon 1990). De nævnte faktorer hører enten under materiel eller social infrastruktur. Udfra dette synspunkt bliver udvikling af infrastruktur et middel til at bekæmpe fattigdom. Hill (1994) fremhæver forskellige synspunkter på, hvordan man kan opnå regional udvikling. Et neoklassisk synspunkt går på, at man fremmer velfungerende regionale markeder, ved at investere i de regioner, hvor produktionspriserne er lavest. Et andet synspunkt er, at der bør ydes statslig støtte til svage regioner blandt andet for at fremme en bred national udvikling.

Svagt udviklede kommunikations- og transportnet har sammen med kolonialiseringen skabt en national disintegration, og mange økonomier har efter kolonitiden været tættere knyttet til metropolernes økonomier end til den interne økonomi i landet. National uafhængighed og en hurtig udvikling af infrastruktur fremhæves som drivkræfter for en national økonomisk integration (Hill 1994).

I Cypher og Dietz (1997) diskuteres, hvorfor landbruget i ulandene, som for de fleste lande er den største sektor, ofte udgør en forsvindende lille del af den samlede BNP i landet. En af grundene til dette menes at være, at der eksisterer "urban bias" som udtrykker en manglende kontakt og forståelse fra by til land, hvilket får konsekvenser for landbrugssektoren sålænge beslutningstagerne findes i byerne. Desuden er byerne præget af den vestlige udviklingshistorie, som tegner et billede af udvikling som en industrialisering i byerne. Dette munder ud i en forskelsbehandling mellem land og by, der blandt andet viser sig ved manglende materiel og social infrastruktur udenfor byzonerne. Dette betyder øgede transportomkostninger og derigennem forringede konkurrencevilkår for bønderne, og specielt hårdt er det ved de svageste grupper, småbønderne. Der bør derfor ske en etablering af materiel infrastruktur i landområderne. Ifølge John Mellor (1986) bør dette ske gennem en statsfinansiering grundet projektets omfattende karakter. Mellor mente, at man skulle sætte fokus på landbrugssektoren frem for industrisektoren gennem investeringer i infrastruktur og teknologi. Mellor mente, at statsintervention var en nødvendighed for at gennemføre dette.

I Cypher & Dietz (1997) fremhæves manglende incitament som en barriere for udviklingen af både materiel og social infrastruktur. Det manglende incitament skyldes at indkomsten fra landbrugssektoren er lav, samt at investeringer i sundhed og uddannelse ikke giver økonomisk afkast på kort sigt.

Michael Lipton (1977) ser på, hvordan en produktionsforøgelse i landbruget baseret på småbøndernes produktion kan gennemføres. Dette mener han kun kan ske ved en ændring i rammerne for landbrugsproduktionen, i form af institutionelle reformer. Landbrugsreformer bør dog understøttes af forbedringer af materiel infrastruktur, herunder menes også offentlige opbevaringsmuligheder for varerne under transporten (ifølge Martinussen 1994).

Igennem afsnittet har vi gennemgået forskellige syn på infrastrukturens rolle i en udviklingsproces. Der er bred enighed om, at en god infrastruktur giver bedre vilkår for en økonomisk udvikling. For det første ses en sammenhæng mellem fattigdom, isolation og manglende social og materiel infrastruktur. Der eksisterer desuden en sammenhæng mellem ny teknologi, uddannelse og økonomisk vækst. En anden sammenhæng, er mellem infrastrukturel udvikling og overvindelsen af sektor og regionale skævheder. En balanceret vækst forudsætter udvikling i både landbrug og i byerhvervene. Manglende materiel og social infrastruktur kan afskære sektorer, som nævnt i forbindelse med landbruget, men også befolkningsgruppers adgang til erhverv i forbindelse med manglende uddannelse.

Derudover kan man sige, at udviklingen af den sociale infrastruktur i sig selv er social udvikling. Udviklingen af den sociale infrastruktur, kan således bruges til at forfølge et dobbelt mål, både som forudsætning for økonomisk udvikling og som et mål i sig selv. Jo mere kompliceret produktionen er, jo større krav stilles der arbejdskraften der indgår i produktionen. På den måde bliver uddannelsessystemet nøglen til en økonomisk udvikling.

Konkurrence fra verdensmarkedet kan ses som drivkraft til at forbedre infrastrukturen, idet denne medfører krav om øget konkurrenceevne, hvor udbygget infrastruktur af blandt andet transport og kommunikationsnet tit er en betingelse. Barrierer for infrastrukturel udvikling kan være, manglende incitament fordi der ikke er kortsigtede økonomiske gevinster, eller simpelthen manglende kapital (jvf. kapitlet om kapital) og teknisk kapacitet.

I denne forbindelse er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at det ikke er ligegyldigt hvor midler til investeringer i infrastruktur bliver anvendt. Det må sikres, at det rent faktisk er til gavn for udvikling, og at investeringerne spredes, både geografisk og socialt. Kun på den måde har man mulighed for at skabe udvikling for hele landet og for alle indbyggerne. Det bliver også påpeget, at hvis man ikke indrager alle i udviklingen, går store ressourcer i landet tabt (Verdensbanken 1991). Udvikling skal ske både inde for byerhvervene og for landbruget. Desuden skal det sikres at investeringerne også kommer landet tilgode, og ikke forsvinder ud af landet eller bliver investeret i noget der ikke er direkte til gavn for landets udvikling.

Af diskussionen af, hvem der bør tage sig af infrastrukturen, kan man udlede, at det vigtige er, at der tænkes langsigtet, og at der sikres effektivitet og et tilstrækkelig udbud, set udfra målsætninger om en økonomisk-social udvikling.

Allerede i overskriften i dette kapitel indikerer vi, at der nødvendigvis må være en sammenhæng mellem politisk stabilitet og økonomisk og social udvikling, som da også har været nævnt gennemgående i flere sammenhænge. Der er i flere dele af udviklingslitteraturen blevet henvist til bl.a. den politiske stabilitets betydning for tiltrækningen af udenlandsk kapital i form af direkte udenlandske investeringer, men også som incitament til en udvikling indefra via lokale entreprenører gør dette sig gældende. Dog, når man betragter statens indre strukturer, er det nødvendigt at anskue hvilke barrierer, samt hvilke muligheder, der er, når man skal forsøge at igangsætte en egen udvikling, socialt såvel som økonomisk (Sørensen 1997). Ser man udvikling som en generel forbedring af levevilkår for det størst mulige antal mennesker i et land, så skal det også være i statens interesse at foretage en udvikling mod dette. I forbindelse med et politisk ustabilt klima, vil der ofte ikke være incitament til dette, da den politiske ustabilitet ofte kan være tæt forbundet med divergerende interesser i en multietnisk befolkning, eller at staten ikke ser sig selv som en del af befolkningen. Så politisk stabilitet er både centralt i forbindelse med økonomisk vækst og udvikling, samt en social udvikling med en større social spredning af goderne.

Med den bedst mulige besvarelse for øje har vi valgt at inddrage en række teoretikere, der i deres tekster beskæftiger sig med et eller flere aspekter af statens rolle i samfundet. Først vil vi kigge på begrebet kvasi stater. Dernæst vil vi diskutere forholdene omkring politisk stabilitet og statens legitimitet, dvs., hvad betyder legitimitet i forhold til politisk stabilitet og statens rolle i forbindelse med økonomisk og social udvikling. I forlængelse af en diskussion af legitimitet, er det hensigtsmæssigt med en kort diskussion af en række institutionelle omstændigheder, herunder korruption og hengivenhedsøkonomi, samt disses betydning i forhold til økonomisk og social udvikling, samt mere generelt, en integration på verdensmarkedet.

Hvilke betingelser skal til før, at man, ved statens hjælp, kan igangsætte en økonomisk og social udvikling? Skal korruptionen helt standses, eller skal den bare være begrænset og forudsigelig? Er det nødvendigt med demokratisering, eller er det nok med politisk stabilitet (for enhver pris)? Disse er bare nogle af de spørgsmål, der er relevante at stille, når man skal se på statens rolle i en udviklingsproces.

I forbindelse med statssammenbruddet i øst, har udviklingslandene i Syd fået en ny karakter. Ifølge Barry Buzan (1991) er landene i Syd ikke længere attraktive som allierede i en øst-vest magtkamp, det er nu væsentligt, at landene i Syd har noget de kan tilbyde, før vesten ønsker at yde finansiel støtte til udvikling. Der kan f.eks. være tale om et potentielt marked, eller en opnåelse af komparative fordele ved at flytte produktionen til lande i Syd. Omvendt er der langt fra kun tale om, at ulandene skal integreres på verdensmarkedet til de industrialiserede landes fordel. Verdensbanken (1997) forestiller sig, at den økonomiske vækst, der ifølge neoliberale teorier naturligt vil være resultatet af en verdensmarkedsintegration, vil kunne lede til en øget social udvikling. Dette vil dog være underordnet, hvis statens strukturer fungerer som en barriere herfor, som tilfældet er det med politisk svage stater.

En kvasi stat er, ifølge Georg Sørensen (1997), en stat, der både er politisk institutionelt lavt udviklet og samtidig socioøkonomisk lavt udviklet. Det denne type stat mangler er en substantiel statshed, dvs. omfanget hvori den formelle og juridiske skal, er udfyldt af faktiske, substantielle kapabiliteter (Sørensen 1997). Et væsentligt træk ved en sådan stat er, at den let kan gå hen og bryde sammen (‘failed states’), enten fordi staten er svag, eller fordi magten bliver erobret fra andet hold. Hvis staten bryder sammen, vil der typisk forekomme en absolut opløsning, eller radikal ændring, af de institutionelle strukturer og derigennem de socioøkonomiske strukturer og betingelser.

Der vil under disse omstændigheder opstå en kædereaktion, som kunne lede til makroøkonomisk ustabilitet, men pointen er den, at politisk ustabilitet kan være et stort problem udadtil i forhold til erhvervelsen af udenlandsk kapital. Indadtil kan politisk ustabilitet have nogenlunde den samme effekt, nemlig den at lokale aktører vil investere i udenlandsk valuta og investere i fast ejendom i udlandet. I sidste ende kan det lede til socialt armod og manglende udvikling.

For at forhindre den onde cirkel, nævnt i den foregående paragraf, er det vigtigt, at staten nyder en vis legitimitet indadtil i forhold til befolkningen og lokale investorer. Det er centralt, at befolkningen erkender og slutter op om staten som den centrale autoritet. Det er vigtigt, at der ikke er splid mellem statslige love og sociale kulturmønstre, som ofte er tilfældet i forbindelse med en moderniseringsproces (Lund 1997). Derfor er det vigtigt, ifølge Lund (1997), at etablere en demokratisk konstitution, fordi den gør statens legitimitet til det centrale aspekt. Hjørnestenen for et demokrati er dets juridiske system, dvs., der bliver regeret på baggrund af love og ikke vilkårlighed. Legitimitet er en forudsætning for, at en stat kan gennemføre målrettet forandringsprocesser der eksempelvis kan lede til en udvikling af sociale og økonomiske forhold.

Et af de meget omdiskuterede aspekter af udviklingsspørgsmålet, er spørgsmålet om demokratisering er nødvendigt. Huntington (1968) mener f.eks. ikke, at en demokratisering er nødvendig for at sætte skub i den økonomiske og sociale udvikling, men at det udelukkende er et spørgsmål om politisk stabilitet (først og fremmest). Marina Ottaway (1995) er tilhænger af en demokratiseringsproces som en løsning på de strukturelle problemer mange ulande står over for. Ottaway er klar over, at et stærkt autoritativt regime, gennem det hun betegner som ‘the strongman solution’, godt kan etablere en udvikling, men mener, at dette er en meget kortsigtet løsning. Hun mener derimod, at en mere langsigtet løsning er nødvendig, nemlig at det er nødvendigt med en demokratisering, på trods af, at det nok er den sværeste styreform at implementere og kan have katastrofale sideeffekter. For Huntington (1968) er det ikke et spørgsmål om at afholde politiske valg, men derimod om at skabe (politiske) organisationer, hvilket illustreres bedst ved nedenstående citat.

Nu mere komplekst og heterogent et samfund er, nu sværere vil det være at opnå og vedligeholde et politisk fællesskab uden effektive politiske institutioner. Disse politiske institutioner er nødt til at eksistere uafhængigt af de sociale kræfter, hvoraf de er født. I henhold til dette kan det pointeres, at Lund og Ottaway ikke er uenige med Huntington i betydningen af politisk stabilitet og effektive politiske institutioner. Derimod er de uenige om kausaliteten mellem henholdsvis demokrati og politisk stabilitet som forudsætning for økonomisk og social udvikling. Ifølge Huntington forudsætter politisk stabilitet ikke demokratisering, men for Ottaway er demokrati en forudsætning for politisk stabilitet, hvis denne stabilitet skal være rentabel på lang sigt. Hvor vidt demokratisering eller ikke- demokratisering er det centrale for en økonomisk og social udvikling, kan der ikke konkluderes entydigt på, da dette nok beror på de indre omstændigheder.

Der er således en forskel i betoningen af legitimitet. Ottaway og Lund anser det som vigtig for statens handlingsmuligheder, især hvis man kigger på det over længere tid, medens Huntington lægger mere vægt på statens styrke og mener ikke legitimitet er ligeså centralt.

Korruption kan ofte være en barriere for økonomisk vækst og social udvikling, men der er forskel på korruption. Først og fremmest kan vi definere korruption som en udveksling af varer og ydelser uden for det, eller de, formelle organer, men korruption kan betragtes mere nuanceret end som så. Korruption kan være forudsigelig, f.eks. i form af hengivenhedsøkonomi (eller nepotisme), som er afgrænset af en række sociale ragelset, men dette er ikke altid tilfældet. I mange udviklingslande, især i Afrika, er samfundene i høj grad domineret af en hengivenhedsøkonomi (affection economy) og her opstår der et paradoks (Hydén 1983). Hengivenhedsøkonomi kan være både god og dårlig. I tilfælde af statsfejl kan en hengivenhedsøkonomi være med til at sikre, at selv folk langt ude på landet har en eller anden form for socialt ‘sikkerhedsnet’. Men i mange tilfælde, som det var med den situation Lund (1997) behandler i sin artikel, vælger folk ofte i de rurale samfund, at omgås de formelle organer til fordel for en hengivenhedsøkonomi. En anden form for korruption er den uforudsigelige, som kan virke direkte afskrækkende på eksterne og interne investorer og på den måde være med til at forhindre økonomisk og social udvikling (World Development Report 1997).

Det kan derfor være vigtigt at etablere staten på en sådan måde, at man undgår, at der er for mange af korruptionens trivselsbetingelser til stede. Monopoler og statslig kontrol kan være nogle af disse trivselsbetingelser. Neoklassiske økonomer vil fremhæve dette som et argument for en minimering af statslige interventioner. I et retsligt pluralistisk samfund vil der unægtelig være forskellige former for adfærd. I tilfældet med en hengivenhedsøkonomi, vil der være en tendens til, selv på et ret højt niveau inden for det enkelte statsapparat, at der vil forekomme skønselementer, der vil vægte en ‘ind’-gruppe, ens egne, frem for en ‘ud’-gruppe, de andre, med andre ord så er man hengiven og solidarisk over for ens egne. Et andet ord for dette vil være nepotisme.

Fleksibilitet er vigtigt, hvis de forskellige organer skal virke effektive, men dette åbner ligeledes op for korruption og nepotisme. Derfor er det vigtigt at kombinere fleksibilitet med den rette portion af finansiel kontrol, f.eks. ved at fastsætte budgetter på forhånd. Men kontrol er ikke nok i sig selv, fordi korruption ikke kan løses uafhængigt af andre problemer, men derimod et symptom på flere problemer i feltet mellem den offentlige og private sektor. Derfor nødvendigheden af en flersidet strategi. Sammenkædet med finansiel kontrol med de offentlige udgifter, foreslås det som en god ide at skabe et regel-baseret bureaukrati, der belønner embedsmændene for ærlighed med økonomiske midler, samtidig med, at man kører en merit-baseret ansættelses- og forfremmelsespolitik (World Development Report 1997).

Det er dog ikke alle former for korruption, der ses som lige skadelige for udvikling. Man kan her sondre mellem forudsigelig korruption og uforudsigelig korruption. Er der tale om forudsigelig korruption, men ellers tale om et nogenlunde stabilt politisk klima, så kan korruptionen måske henledes til, hvad der af nogle henvises til som "greasing the wheels of commerse" (World Development Report 1997).

Ifølge Cypher og Dietz (1997) kan der opstå 'government failure' ved en ISI strategi, hvis det politiske klima er domineret af særinteresser i stedet for samfundssyn. Det kan resultere i 'captured state' og i den parasitære stat. ISI strategien er ikke skyld i de problemer, der kan opstå, hvis beskyttelsen af industrien ikke bliver afviklet. Årsager til at dette sker skal søges i de svage staters politiske klima. Der er ikke nogen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem social og økonomisk udvikling og staten som aktør. Evans (1989) fremhæver da også statens rolle som aktør. Evans (1989) deler netop staten op i to adfærdsformer, den ene ‘predatory’ (parasitær), den anden ‘rent seeking’ (udviklingsstaten). Pointen er her, at en parasitær stat typisk vil være et udtryk for en stat underlagt en juridisk pluralistisk struktur med stærke elementer af hengivenhedsøkonomi. Disse forhold er radikalt forskellige fra dem man finder i en kapitalistisk udviklingsstat, bl.a. peger han på udviklingsstatens evne til at holde bureaukratiet uden for direkte politisk indflydelse. Der bliver på lignende vis henvist til nødvendigheden af juridisk uafhængighed og separation af magten (World Development Report 1997).

Hvis et forsøg på at hindre magtmisbrug skal være effektivt (eller bæredygtigt), så er det vigtigt, at det baseres på formelle mekanismer, netop for at undgå den nepotisme, der vil være et resultat af en mere uformel hengivenhedsøkonomi. De to væsentligste formelle mekanismer er juridisk uafhængighed og effektivitet, samt separation af magten. For at kunne sikre økonomisk udvikling, er det nødvendigt, at der er nogle formelle institutionelle rammer til stede, der effektivt kan mægle mellem en lang række aktører, både private og offentlige. Det væsentligste organ er her det juridiske organ, dvs. det organ, der skal håndhæve love og straffe evt. magtmisbrug. Før dette lader sig gøre, skal der være tre centrale forhold til stede: uafhængighed, magt til handling, samt effektiv organisering (World Development Report 1997). Derudover er det selvfølgelig nødvendigt, at det juridiske organ fungerer effektivt. Verdensbanksrapporten giver sit bud på, hvordan staten kan øge både tillid og stabilitet og derigennem legitimitet, nemlig gennem en separation af magten. En separation af magten indebærer en vertikal og horisontal disintegration af magten, dvs. horisontalt mellem de lovnedsættende, de håndhævende og udøvende organer, samt vertikalt mellem centrale og lokale institutioner. Nu større en separation af magten, nu flere vetopunkter vil kunne tages i betragtning, når man ønsker at ændre stående lovbestemmelser. For mange vetopunkter kan dog virke modsat, som en hæmsko, der gør den politiske proces for langsom.

Der er to diskussioner, der er centrale, nemlig graden af statsstyring i en udviklingsproces og hvilken struktur denne stat skal have. For at sikre, at en udvikling kan finde sted, er det vigtigt at begge vurderinger foretages udfra både politiske, sociale og økonomisk hensyn, dernæst skal det pointeres, at disse hensyn skal integreres for at opnå det bedst mulige valg af strategier.

Skal man undgå et samfund, mere eller mindre baseret på en hengivenhedsøkonomi, så kan det være en fordel at inddrage så mange som muligt i den politiske proces. Men folkelig deltagelse i sig selv er ikke nok, det er centralt her, at der også er en bred folkelig repræsentation, dvs. en repræsentation af den myriade af interesser der kan være i et polykulturelt samfund, som mange udviklingslande, især i Afrika, er kendetegnet ved. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at få styr på korruptionen for at optimere udviklingsprocessen.

Med henblik på en økonomisk udvikling forudsættes det, at der er et politisk stabilt klima til stede, dette kan der ikke sås megen tvivl om. Men hvor vidt, at der skal have fundet en økonomisk udvikling sted forud for en social udvikling, eller om økonomisk udvikling forudsætter en social infrastruktur, er determinerende for graden af statsintervention.

Betydningen af demokratisering er en meget omfattende diskussion i sig selv, derfor har vi her valgt at fokusere på politisk stabilitet. Når vi nu alligevel har valgt at nævne demokratisering, er det fordi det har en relevans til spørgsmålet om, hvordan man sikrer politisk stabilitet. Vi har i det ovenstående kapitel kort diskuteret politisk stabilitet som værende nok i sig selv. Modsat vil en demokratisering, dvs. folkelig deltagelse i den politiske proces, være et middel til politisk stabilitet.

Huntington (1968) taler for en stærk stat, dvs. en autoritativ stat, der formår at gennemføre reformer på en lang række områder, men forudsætter en sådan stat legitimitet, eller kan en stat også gennemføre reformer, der kan sikre økonomisk og social udvikling udelukkende på autoritet og folkets underdanighed overfor denne autoritet? Som illustration kan vi bruge tilfældet Indonesien, der talte meget stærkt for at dette var en mulighed, men har også vist, at økonomisk ustabilitet meget hurtigt kan være med til at vælte et sådant regime, med andre ord mister regimet legitimiteten i perioder med økonomiske depressioner. I et demokrati kan lederne nok på samme måde udstilles som syndebukke i perioder med økonomisk depression, men de kan også let udskiftes gennem demokratiske valg, hvilket ikke altid er tilfældet med autoritative regimer, hvor det, som tilfældet Indonesien, kan lede til voldelige sammenstød. Dette vil i længden give et indtryk af et politisk ustabilt styre, for selv om der har hersket politisk stabilitet i lange perioder, kan manglen på demokratisering, måske netop føre til en pludselig eksplosion, hvilket ikke er særligt attraktiv med henblik på erhvervelsen af udenlandske investeringer. I denne forbindelse kan Ottaway’s argument virke meget overbevisende, nemlig at demokratisering er en langsigtet løsning, hvorimod et udelukkende stærkt repressivt regime er en mere kortsigtet løsning, da det før eller siden kan eksplodere i vold og politisk ustabilitet.

På de foregående sider har vi opridset de vigtigste punkter fra en lang række teorier, der alle havde en vinkel på, hvordan man griber spørgsmålet om udvikling an. Gennemgangen viser, at kapital, infrastruktur og politisk stabilitet er vigtige aspekter ved udvikling. Desuden indgår de også i et samspil med hinanden. I det følgende vil vi opridse de vigtigste punkter fra rapporten og sammenfatte de ender, vi blev nødt til at efterlade løse i projektet. Det drejer sig om de områder, hvor de forskellige emner spiller ind på hinanden, hvor en samlet behandling nok ville have haft en styrke, men en sådan behandling ville samtidigt have fået projektet til at brede sig i for mange retninger. Løbende vil vi kritisk vurdere de behandlede teorier.

I kapital afsnittet behandlede vi spørgsmålet om kapitalakkumulation. Hvis man fastholder, at en forøgelse af kapitalandelen er nødvendig for udvikling, bliver spørgsmålet, hvordan man gøre dette. Det er svært at give et entydigt svar, det er et komplekst spørgsmål. Svaret må blive i vage termer fordi emnets karakter nødvendiggør en behandling af en lang række emner samtidigt.

De strukturelle forhold skal være i orden, incitamenter for udvikling og investeringer i kapitalapparatet skal være til stede. Klimaet for investeringer bør være godt, dvs. usikkerheden om de fremtidige monetære forhold bør være lille og mulighederne for en relativ god forrentning bør være til stede. Det skal både være muligt at drage nytte af international viden og kapital, samtidig med, at man bør bevare en vis kontrol over landets økonomiske udvikling. Det er vigtigt at sprede udviklingsindsatsen både geografisk og på tværs af sociale lag, så man kan udnytte alle landets humane ressourcer. Man må desuden have en bevidst strategi for udviklingen af produktion i retning af en mere kapitalintensiv produktion.

I afsnittet om infrastruktur var fokus på de opgaver, der varetages med samfundet som målgruppe, til forskel fra kapitalintensivering, som også kommer hele samfundet til gode, men tager udgangspunkt i den enkelte produktion. Infrastrukturen handler om de nødvendige betingelser, der skal være stede for, at udvikling på en lang række områder bliver mulig. Infrastruktur skal ses, både som et mål i sig selv, men samtidig er infrastruktur en del af den økonomiske udvikling, dvs. den skal fungere effektivt. Forbedring af infrastruktur er en investering i samfundets øvrige ressourcer, der sikrer at udnyttelse af disse ikke blot bliver suboptimal.

I afsnittet om politisk stabilitet, konkluderede vi, at politisk stabilitet var en væsentlig faktor, når det kommer til udførelse af opgaver, der kan lede til udvikling. Uden stabile institutioner, er der risiko for, at beslutninger ikke bliver ført til handling. Det er desuden af betydning, at det politiske styre er demokratisk af hensyn til statens legitimitet og stabilitet på længere sigt. Udførelse af beslutninger bliver i det hele taget svært, uden legitimitet. Et korrupt statsapparat kan betyde manglende effektivitet, der kan resultere i lavere vækst.

Hidtil har vi behandlet de tre temaer som om de var adskilte. I virkelighedens verden er der dog betydelig sammenhæng, hvilket også løbende har været antydet. Lettest er det at se, at det kræver gode politiske institutioner at sikre gode betingelser for udvikling, både af infrastrukturen og kapitalapparatet. På samme måde kan man betragte infrastrukturen som kapital, da denne også har indflydelse på produktionen. Dette gælder både, når man taler om materiel og social infrastruktur. Muligheden for at skabe et produktionsoverskud, som kan investeres i at øge kapital-arbejds raten, afhænger af bl.a. infrastrukturen og de politiske institutioners funktion. Kapitalen har også betydning for de politiske institutioners funktion, f.eks. hvis man ønsker at etablere et belønnings- og meritbaseret ansættelsessystem. Det koster at have velfungerende politiske institutioner, overskud til dette kan kommer fra en høj produktion med høj kapitalanvendelse. En udbygning af infrastruktur koster naturligvis også.

Undervejs har der været kritik af teorierne. I dette sidste afsnit vil kritikken af enkelte teoretikere blive mere eksplicit.

Ifølge Rostow vil udvikling foregå oppefra og nedefter, Rostow’s faseteori forudsætter en ‘trickle-down’ effekt. Denne ‘trickle-down’ effekt lader dog til at udeblive i mange ulande. Indkomstfordelingen bliver ikke mere ligelig, og som Griffin (1989) peger på, er der heller ikke noget, der tyder på, at væksten inden for en generation skulle være stor nok til, at indkomsten for de fattigste skulle blive stor nok til at dække deres basale behov. I stedet, og som Frank (1969) påpeger, lader mange ulande til at være fanget i fasemodellens andet trin, et sted mellem det traditionsbundne samfund og det kapitalistiske udvilklingssamfund. Dette manifesterer sig på flere forskellige måder.

På baggrund af ovenstående virker det derfor fornuftigt, at gå udfra Griffins idé om omfordeling før vækst, da det umiddelbart virker som om, det er den eneste måde, at også de fattigste befolkningsgrupper kan få et anstændigt liv. I første omgang er den skæve indkomstfordeling, der er i mange lande (se f.eks. World Bank 1991), uretfærdig. Specielt for de fattige, idet den skaber en øget polarisering, og de, der muligvis kunne gøre noget for en global omfordeling er også hæmmet af den. Man har vel en tendens til at mene, at solidariteten først og fremmest burde findes indenfor landets egne grænser.

Hirchmans (ifølge Cypher og Dietz 1997) forslag om at skabe ubalance i udviklingslandes økonomier, for på den måde at give dem incitament til at udvikle virker lident overbevisende. Det er svært at se, at argumentet om, at overkapacitet skulle skabe pludselige evner til udvikling, eller incitament til udvikling, skulle være overbevisende, på trods af den teoretisk set billigere adgang, for de marginale brugere, til at benytte sig af overkapaciteten. Det samme gælder flaskehals argumentet, selvfølgelig kan man sige, at efterspørgslen skaber sit eget udbud, men vel at mærke kun hvis der er evner og kapacitet til at tilfredsstille denne efterspørgsel. Man kunne derimod argumentere for, at midlerne til at skabe overkapacitet kunne bruges mere målrettet, f.eks. i uddannelsessektoren, og man kunne ligeledes argumentere for at flaskehalsene i virkeligheden vil udgøre en hindring for vækst. I virkeligheden er det måske mere sandsynligt, at Myrdals (1978) argument om, at man bør sprede indsatsen, frem for et "big push" vil virke. Udfra et lighedssynspunkt vil det være mere attraktivt at satse bredt i hele befolkningen, på den måde ville det sikkert også være mere sandsynligt, at man kan få udnyttet det skjulte potentiale i udviklingslandene som Hirchman selv taler om.

I den sammenhæng er det interessant at se på mulighederne inden for det man kan kalde netværksøkonomi. Her taler Wilson (1993) og Schmitz (1995) om at kunne udnytte de lokale dynamikker, som måske svarer til det skjulte potentiale som Hirchman taler om. I den forbindelse, kan man rette en kritik imod Lewis (1954;1958 ifølge Martinussen 1994), som taler om underbeskæftigelse i den traditionelle sektor. Måske er det bedre at udnytte denne sektors potentiale. Problemet med Wilson og Schmitz, er, at deres analyser er så specifikke, at de ikke siger meget om mulighederne uden for lokale områder. Pointen vi kan tage med herfra er da også bare, at man bør ofre flere kræfter på det uformelle, selvom man måske ikke kan måle det. Hvad med det overordnede perspektiv?

Amin (1990) og Frank (1969) går i deres analyser ind på de store sammenhænge. Det er klart, at der her ligger et potentiale for at udrede nogle af verdens uretfærdigheder, og Amin ser måske styrker i regionale samarbejder. Måske kan man kritisere deres analyser for at være lidt selektive. Det er i hvert fald svært at få øje på en systematik. - Plukker de bare tilfældige hændelser ud fra et næsten uendeligt udvalg til at forklare deres pointer med? Disse pointer har stærke normative islæt. De efterfølgende forklaringer virker som om, at virkeligheden bliver presset ned i de modeller, som er blevet skabt på baggrund af en selektiv udvælgelse af tidligere hændelser. Nærmer vi os så ikke en cirkelslutning ?

Teorierne har vidt forskellige gyldighedsområde, eller tager afsæt i vidt forskellige områder og regioner. Teorierne har somme tider vidt forskellige mål, og/eller syn på udvikling. Teorierne kan enten fokusere på samme mål, eller involvere forskellige strategier til at opnå identiske mål. Derfor er det ofte svært at sammenholde teorierne direkte, uden først at træffe en række sammenhængende slutninger.

Et interessant spørgsmål at stille er, om teorierne afspejler en udvikling i de faktiske forhold over tid, eller om man bare får indtryk af en ændring af forholdene i udviklingslandene gennem et skift i det teoretiske fokus, med andre ord om teorierne afspejler en tidsbestemt trend. Rostow taler om en udvikling gennem en række faser, der skal lede til vækst. Tager man industrialiseringen i Vesteuropa i betragtning, samt den succes man havde haft med Marshall planen, kan man foranlediges til at slutte, at Rostow udviklede sine teorier med denne udvikling i bagtankerne. Senere i 60’erne og i forbindelse med diverse studenteroprør, blev marxismen og neomarxismen introduceret i en lang række videnskaber, herunder de forskellige socialvidenskaber. Fremkomsten af både Amin og Franks teorier på denne tid, kan måske netop ses i relation til studenteroprøret, som kom til at række langt ind i akademiets rækker. Kendetegnet ved både vækst- og moderniseringsteorierne og de neomarxistiske teorier er, at begge teorisystemer tager afsæt i en vestlig udvikling, eller etnocentrisk udvikling om man vil. Monetaristerne opfatter udvikling i entydige økonomiske termer, som gældende for ethvert land til enhver tid. På samme måde som med de neoklassiske økonomer, er monetaristerne tilhængere af en universel lov, der skal kunne forklare al økonomisk adfærd.

Amin, S. (1990). Delinking. Towards a polcentric World. P. vii-xvi, 1-40.

Buzan, B. (1991). "New Patterns of Global security in the Twentyfirst Century" in International Affairs, Vol 67, no.3 1991, pp. 431-451.

Cypher, J.M. et Dietz, J.L. (1997). The Process of Economic Development. London and New York: Routledge.

Dalberg-Larsen, Jørgen (1994). Rettens enhed - en illusion? : Om retlig pluralisme i teorien og i praksis, Akademisk forlag.

Dixon, Chriss (1990). Rural development in the third world. London.

Evans, Peter (1989). "Predatory, Developmental, and Other Apparatuses: A Comparative Political Economy Perspective on the Third World State" i Sociological Forum, vol. 4:4:561-587.

Frank, A.G. (1969). Latin Amerika: Underdevelopment or Revolution. P. 3-17, 39-47.

Griffin, Keith (1989). Alternative Strategies for Economic Development. MacMillan, p. 164-179, 188-189.

Hill, Hal (1994). ASEAN Economic Development: "An analytic survey - State of the Field",

World Development Report 1991.

Hooker, M. B. (1971). Se Dalberg-Larsen (1994).

Huntington Samuel P. (1968). Political Order in Changing Societies. Yale University Press. Pp 1-39.

Hydén, Göran. Se Martinussen (1997).

Johnson, Chalmers (1982). MITI and the Japanese Miracle. The Growth of Industrial Policy, 1925-75. Stanford, Stanford University Press in Martinussen (1997).

Johnston, R.G.; Gregory, Derek; Smith, David M. (Ed.)(1994, 3.ed.). The Dictionary of Human Geography. Oxford, UK, Blackwell Publishers.

Linderoth, Hans; Geil, O. Kurt; Smith, Valdemar; Westergård-Nielsen, Niels (1993). Beskrivende økonomi. København, Jurist og Økonomiforbundets Forlag.

Lipton, Michael (1977). Why Poor People Stay Poor. Urban Bias in World Development. London: Temple Smith i Martinussen (1994).

Lund, Christian (1997). "Legitimacy, Land and Democracy in Niger", Review of African Political Economy, no. 71, pp. 99-112.

Madsen, Nielsen et Pedersen (1987). Økonomisk teori i internationalt perspektiv. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Martinussen, J. D. (1994): Samfund, stat og marked. København, Mellemfolkeligt Sammenvirke.

Martinussen, John (1997, 2.ed.). Society, State & Market: A guide to competing theories of development. London, Zed Books Ltd.

Mellors, John (1986). "Agriculture on the Road to Industrialization". pp. 67-90 i Lewis, John; Kallab, Valeriana (eds.) (u.å.). Development Strategies Reconsidered. New Brunswick: Transaction Books. I Cypher, James M.; Dietz,

Myrdal, Gunnar (1978). Ulighed og underudvikling. Odense, Mellemfolkeligt Samvirke.

Nurkse, Ragnar (1953). Problems of Capital Formation in Underdeveloped Countries. Oxford, Blackwell in Martinussen (1997).

Pretty, Jules; Guijt, Irene; Scoones, Ian; Thompson, John (u.å.). "Regenerating Agriculture: The Agroeecology of Low-External Input and Community-Based Development" i Kirkby; O’Keefe; Timberlake (Ed.) (1995). The Earthscan Reader in Sustainable Development. Earthscan.

Rostow, W.W. (1960). The stages of Economic Growth. Cambridge p. 4-17.

Samuelson P. A. (1976). Economics. McGraw-Hill Konakusha.

Schmitz, H. (1995). "Colective effienciency: growth path for small-scale industry", Journal of Development Studies, Vol 31, No 4, April 1995, p.529-566.

Sørensen, Georg (1997). "Svage stater", En introduktion, i politica, 29. Årg., nr. 2, pp. 125-136.

UNDP (1990). Human development report 1990, New York, Oxford, University Press.

Wilson, F (1993). "Workshops as domestic domains: reflections on small-scale industry in Mexico", World Development, Vol. 21, No.1, 1993, p. 67-80.

World Bank (1991). World Development Report 1991: The Challenge of Development, Oxford University Press p. 31-51.

World Development Report (1997). Restraining Arbitrary Staten Action and Corruption, . Oxford University Press.