Formålet med rapporten er, at belyse modtagelsen af Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori og den efterfølgende diskussion, i perioden fra 1922 til 1931, i Storbritannien.

Redegørelsen bygger på en kvantitativ kilde analyse af primære kilder, fundet ved en systematisk gennemgang af 22 forskellige fagtidsskrifter fra Liberary of Geological Society of London.

I rapporten gennemgås de geologiske traditioner i det 19. århundrede, Wegeners teori og den naturvidenskabelige argumentation, for og imod teorien.

Afsluttende diskuteres hvilke faktorer der var afgørende i modtagelsen af kontinentaldrift teorien.

Det er vores opfattelse, at der er fire udslagsgivende faktorer, der har indflydelse på debatten.

- De britiske geologers vurdering af Wegener.

- De geologiske og historiske traditioners betydning.

- Tvetydigheden af teoriens empirisk underbyggende grundlag.

- Uenighed om de geofysiske forudsætninger for drift.

Dette projekt tog udgangspunkt i en interesse for videnskabshistorie og i lyset af dette faldt interessen på Wegeners kontinentaldriftsteori og modtagelsen af denne. På daværende tidspunkt havde vi ikke gjort os klart, hvor og i hvilken periode modtagelsen af Wegeners teori kunne være mest interessant af beskæftige sig med. Endvidere var der også spørgsmålet om vægtningen af videnskabsteorien som et analyseværktøj, og om hvor vidt denne indgangsvinkel ville bibringe noget nyt. At behandle emnet som et eksempel på et Kuhn’sk paradigmeskift, Laudan’s evolutionære udvikling eller udfra Lakatos’s forskningsprogrammer ville ikke være særligt originalt. Især når man tager den mængde af basisrapporter på RUC i betragtning, der netop har dette formål.

I lyset af dette valgte vi ikke at inddrage en bestemt videnskabsteori.

Gennem en snak med adskillige geologer, ansat på RUC, forsøgte vi at finde en indgangsvinkel, der kunne leve op til vores forventninger om et spændende projekt. Det kom der en spændende diskussion ud af, men egentlig ikke lige det, vi havde tænkt os. Det var først gennem læsning af en lang række artikler på området, at ideerne blev formet. Noget af den litteratur vi igennem denne første kildesøgning stiftede bekendtskab med, var artikler skrevet om modtagelsen i geologiske kredse rundt omkring i verden, og vi erfarede, at der rent faktisk havde udspillet sig en yderst interessant debat i Storbritannien, som ydermere var rimeligt godt dokumenteret i årene 1922 og frem til Wegeners død i 1931. Nu stod vi så overfor at finde frem til de primære kilder, vi havde indsamlet en liste over, gennem referencer i de allerede læste sekundære kilder.

Hele marts måned gik med denne omfattende kildesøgning, der skulle vise sig at blive meget udbytterig. På biblioteker i Danmark fandt vi frem til klassiske værker af britiske geologer fra 20’erne, såsom Harold Jeffreys og John Joly, som vi var klar over havde spillet en væsentlig rolle i den debat, vi ønskede at belyse. På RUC’s eget bibliotek kunne vi finde tidsskriftet Nature, som havde været hovedmediet i debatten. Men for virkeligt at komme til bunds i debatten, anså vi det for nødvendigt at tage til Geological Society of London, som med deres omfattende geologiske bibliotek gjorde os istand til at gå ind og undersøge mødereferater og interne diskussioner i diverse geologiske, geografiske og naturvidenskabelige selskaber fra den tid. På denne måde fik vi mulighed for at få et dybdegående indtryk af debatten.

Ved en førstebehandling af kilderne gennemgik vi dem rent kronologisk, hvilket også gjaldt for nedskrivningen, men behandlede dem derefter udfra den helhedsopfattelse, vi havde fået af debatten og kunne så forme det behandlede kapitel til vores og læserens fordel. I appendiks I er der en oversigt over hvilken litteratur vi har gennemsøgt og i hvilken periode.

Vi har med henblik på den omfattende litteratur og analysen af samme måtte begrænse os en del, især med henblik på den brede faglighed, der kendetegnede datidens geologi. Vi har igennem vores analyse prøvet at fange essensen af debatten og så vidt muligt forsøgt af forstå karakteren af de faglige argumenter, men p.g.a. den faglige mangfoldighed har vi været nød til kun at gå i dybden på visse centrale punkter, for på den måde at kunne favne hele debatten så vidt muligt. Vi har i denne fase af projektet søgt faglig vejledning igennem geologiske lærebøger, samt gennem yderligere samtaler med vores vejleder og Erling Bondesen, geolog ansat ved RUC.

Vi håber, vi har nået de mål vi har sat os, og at læseren vil få en fornøjelig læsning.

Indledning..................................................................................................................................5

Teorier for jordens udvikling i 1800-tallets England................................................................6

- Kontraktionismen.

- Landbroteorierne.

- Permanentismen.

Alfred Wegeners "The Origin of Continents and Oceans"......................................................

- Præsentation af kontinentaldrift og afvisning af eksisterende teorier.

- Geofysiske argumenter.

- Geologiske argumenter.

- Palæontologiske argumenter.

- Palæoklimatologiske argumenter.

- Geodætiske argumenter.

- Drivkræfterne.

Den Britiske debat fra 1922 til 1931..........................................................................................

- Tidlige reaktioner i 1922.

- Kritikken begynder langsomt.

- Debatten og kritikken intensiveres.

- Teorien om kontinental drift og månens oprindelse.

- Referater af Wegeners bog, oversat til engelsk

- Geologerne mødes, på ny.

- Holmes går i spidsen for drift.

- Rastall og Simpson afrunder debatten.

- Et sidste farvel.

Diskussion...................................................................................................................................

Konklusion.................................................................................................................................

Litteraturliste...........................................................................................................................

Appendiks I - Gennemsøgte tidsskrifter....................................................................................

Appendiks II - Ordforklaringsliste...............................................................................................

Alfred Wegener (1880-1930), hvis videnskabelige udgangspunkt oprindelig var fysik med Ph.d i astronomi, fremsatte i 1912 for første gang teorien om, at kontinenterne oprindelig havde været samlet i et superkontinent Pangæa, hvis landmasser siden da var drevet fra hinanden.

Wegeners kontinentaldriftsteori udkom for første gang tre år senere i 1915 på skrift i " Die Enstehung der Kontinente und Ozeane" og medførte en vis debat i de fleste lande på det europæiske fastland. På de britiske øer blev førsteudgaven af bogen forbigået med tavshed, af et måske uinteresseret videnskabeligt miljø, med undtagelse af en enkelt notits i et af de større engelske fagtidskrifter. Først ved tredie udgavens udgivelse i 1922 og den engelske oversættelse af denne i 1924, startede den engelske debat om Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori.

" The Origin of Continents and Oceans" fra 1924 var produktet af Wegeners videnskabelige arbejde, i de mellemliggende år, indenfor flere videnskabelige discipliner såsom, palæontologi, geodæsi, geologi, geofysik etc.

Fra introduktionen af Wegeners teori i 1922 til den reelle afslutning af debatten i 1931 med meddelelsen om Wegeners død på den grønlandske indlandsis, blev rigtigheden af kontinentaldriftsteorien diskuteret af ligeså mange videnskaber, som Wegener havde brugt i sin bevisførelse af kontinentaldrift. Debatten varierede fra år til år i omfanget af publicerede artikler i britiske fagtidsskrifter relateret til Wegeners teori. Nogle år var der over ti, mens der andre år kun var enkelte. Diskussionsmøderne i de forskellige geologiske og geografiske selskaber varierede også i antal fra år til år. Igennem de ti år, hvor debatten varede, ændredes holdningen til Wegeners teori langsomt fra positiv til kritisk skeptisk. I Wegeners nekrolog i Scottish Geographical Journal 1931 stod der; " Latterly Wegeners ideas have suffered a decline in popularity. The mere fact that no force is known competent to actuate continental drift has decided the verdict in certain quarters. In others it is held that the correct attitude is one of watchful agnosticism."

Dette projekts formål er at belyse den diskussion, der var på de britiske øer i perioden fra 1922 til 1931. Fra de første positive tilkendegivelser til den senere udbredte afvisning af kontinentaldriftsteorien. Eller sagt på en anden måde; hvorfor vandt kontinentaldriftsteorien ikke indpas i det britiske geologiske miljø i perioden i 1922-1931, herunder hvilke naturvidenskabelige argumenter der blev fremført under debatten.

Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori blev modtaget i et geologisk samfund, der ved starten af det 20. århundrede kunne se tilbage på 100 år præget af flere faglige konflikter.

Det engelske geologiske miljø havde fra begyndelsen af det 19. århundrede fostret radikale tænkere, som brød med de vante teorier for jordens udvikling. Indtil da havde teorierne om jorden brugt katastrofer til at forklare jordens geologiske historie. Fælles for teorierne var en tro på geologiske omvæltninger indenfor et begrænset tidsrum, snarere end geologisk kontinuerlig udvikling. Vulkanudbrud, oversvømmelser og jordskælv i en langt større skala end dem vi kender i dag, var de enorme kræfter, som havde ændret jorden med deres pludselige tilstedeværen.

En fællesnævner for, hvad der prægede de geologiske teorier i årene lige efter århundredeskiftet , finder man hos den franske palæontolog Baron de Cuvier. Cuvier skrev i 1817;

"These repeated advances and retreats of the sea, have neither been slow nor graduel; most of the catastrophes which have occassioned them have been sudden; and this is easily proved, especially with regard to the last of them, the traces of which are most conspicuous".

James Huttons (1726-1797) værk fra 1795 "Theory of the Earth" og senere Charles Lyells fra 1830 "Principles of Geology", var et brud med dette geologiske billede af pludselige katastrofer og introducerede en hidtil ubrugt forklaringsfaktor ved geologiske processer; tid.

Hutton og Lyell gik udfra at jordens udvikling var sket uniformt, gennem gnidninger i skorpen, der over uendelig lang tid ville hæve eller sænke kontinenterne og havene. En cyklisk jord med et geologisk vægtskålsprincip, hvor eroderingen og denuderingen af kontinenternes sediment ud i verdenshavene blev modsvaret af ophævninger af sediment fra havbunden, som blev aflejret på kontinenterne. Jordskælv og erosion skabte små ændringer, der over uendelig lang tid ville have ændret jordens udseende. I Lyell og Huttons model for verden, hvor jordens udvikling blev forklaret gennem den konstante materialetransport mellem hav og land, var det ikke nødvendigt at introducere katastrofer. Jordens udvikling var kontinuerlig i den forstand, at det var uniforme kræfter af art og størrelse, som gennem historien ændrede jordens udseende.

Den uniformitaristiske forestilling om jordens udvikling var præget af teorien om, at nutidens fænomener indeholdt nøglen til fortidens geologiske mysterier. Kun fænomener og kræfter som man kunne se i operation ude i naturen, var gyldige som forklaring.

Lyells uniformitarisme afviste, ligesom Hutton havde gjort det årtier før, brugen af katastrofer til at forklare jordens geologi "The present is the key to the past".

Lyell skrev i 1830; " In our attempt to unravel these difficult questions, we shall adopt a different course, restricting ourselves to the known or possible operations of existing causes; feeling assured that we have not yet exhausted the resources which the study of the present course of nature may provide. Therefore, we are not authorized in the infancy of our science, to recur to extraordinary agents. We shall adhere to this plan, because history informs us that this method has always put geologists on the road that leads to truth.".

Omend Lyell og Huttons uniformitarisme havde indflydelse på udviklingen i det engelske geologiske miljø, var det ikke selve udviklingsmodellen for jorden, som kom til at sikre dem deres berømte eftermæle. Det var grundtanken om den geologiske metode bag "No extraordinary agents".

En af konsekvenserne af uniformitarismens "triumf" og den medfølgende angst for "extraordinary agents" var, at de fleste engelske geologer ikke arbejdede med at opstille teoretiske modeller for jorden og de bagved liggende mekanismer, men derimod med at klassificere, ordne og kortlægge indenfor specialiserede områder. Geologien så sig selv som en induktiv videnskab og der var blandt engelske geologer ingen større trang til at forfalde til " the tyranny of hypothesis", som John Phillips sagde det i 1860 foran Geological society of Liverpool.

De fleste geologer beskæftigede sig ikke med større teoretiske udredninger, udfra den betragtning at disse ikke ville være troværdige, pga. mangel på kendskab til jordens indre og jordens formationer/overflade. I og med de engelske geologer så manglen af empiri som deres videnskabs største udfordring, var det hovedsagligt praktisk geologisk arbejde, de fleste geologer brugte deres tid på.

De få som beskæftigede sig med overordnede teorier om jordens udvikling, arbejdede indenfor en teoretisk pluralisme. Geofysikerne arbejdede udfra een teori, palæontologerne udfra en anden, mens andre havde en helt tredie arbejdshypotese. Fælles for dem alle var, at de hver især opfyldte et tomrum for forskellige dele af det geologiske miljø.

Fra midten af 1800-tallet og fremefter, begyndte underlaget at smuldre for den strenge uniformitarisme. Lyells uniformitaristiske billede af jordens udseende krævede uendelig mængder af tid, og fra fysikkens side var man ikke indstillet på at bevilge denne.

Da Lord Kelvin, som det sidste århundredes mest prominente fysiker, startede det, som senere er blevet kendt som debatten omkring jordens alder, markerede det et skift i de fleste geologers billede af, at jorden var i cyklisk balance til, at jorden var et afkølende legeme, som kontraherer.

Kelvin og de senere kontraktionister tog udgangspunkt i at jorden var opstået som et glødende legeme og at den var under fortsat afkøling med deraf medfølgende skrumpning af den efterhånden stivnede skorpe. På grund af denne størkning foldedes overfladen og bjergkæder hævede sig udfra kontinenterne, mens andre dele af jordens skorpe gav efter for trykket og blev presset ned i oceanbunden.

Ifølge kontraktionismen kunne jordens udviklingshistorie inddeles i forskellige geologiske epoker med pludselige ændringer eller perioder med stabilitet. De nuværende kontinenter havde engang været del af større palæokontinenter. Disse var brudt sammen og var pga. jordskorpens vertikale mobilitet, nedsunket til at være havbund. Bevægelser og ændringer i skorpen skyldtes denne neddykning af masse eller en trykpåvirkning fra den skrumpende stive skorpe. På forskellige tidspunkter ville skorpen så kollapse på forskellige steder, pludseligt og uforudsigeligt. F.eks. mente man, at Alperne var et produkt af et sådant brud rettet syd mod Middelhavet, hvor kontinenterne var blevet neddykket. Havbundsarealerne voksede på bekostning af kontinenterne.

Andre geologer tog ikke udgangspunkt i at jorden var blevet afkølet men afviste det ikke.

Palæobiogeografiske ligheder på kontinenterne påvist udfra aflejringer af samme datering kunne forklares udfra, at der engang havde eksisteret landbroer mellem de forskellige kontinenter. Gennem sådanne spredningskorridorer ville flora og fauna have spredt sig og derved kunne man forklare det, som ellers ville være en uløselig gåde i forhold til Darwins evolutionslære om skabelsescentre.

Landbroerne var oprindelig landområder, som ved transgression var forsvundet og som ved regression til tider blev genoprettet. Landbroteorierne kunne således godt favnes indenfor den kontraktionistiske model, hvor landområders nedsænkning i havet var indbygget.

Andre mente, at det ikke var muligt at bevise at jorden kontraherede og tog således ikke udgangspunkt i en sådan mulig afkøling af jorden, men afviste kontraktionismens forklaring om landsænkninger på op til 5 km. Engang var kontinenterne og havene blevet skabt og havde siden da været permanente. Der havde været mindre opløftninger og sænkninger af kontinenterne og havbundene indenfor et par hundrede meter, men der var ikke sket store ændringer. Engang et kontinent, altid et kontinent, et synspunkt som også passede godt overens med Isostasiprincippet. Lettere kontinenter kunne ikke permanent neddykkes i tungere oceanbundsmatriale, det ville være en fysisk umulighed. Fælles for de forskellige teorier, udover at de enten tog udgangspunkt i jordens kontrahering eller ihvertfald ikke udelukkede denne, var at de alle havde indbygget muligheden for vertikale bevægelser i skorpen. Derimod var der ingen af teorierne, der opererede med horisontale bevægelser i skorpen. Som vi i det næste kapitel skal se gennem præsentationen af Wegeners argumenter og modargumenter, var der indenfor alle teorierne begyndt at opstå forklaringsproblemer omkring århundredeskiftet, hvad enten man arbejdede udfra kontraktionismen, landbroteorierne eller permanentinismen. Wegeners kontinentaldriftsteori opfyldte derfor et behov, på baggrund af de problemer man havde med de eksisterende teorier og Wegeners 3. udgave af "the Origin of Continents and Oceans" var fuld af påpegninger af de anomalier, som stod i åben modsætning til de eksisterende forklaringer omkring jordens udvikling.

Alfred Wegeners værk om kontinenternes og havenes oprindelse var i indhold og form en bog som postulerede revolutionære tanker, mens den på samme tid skarpt kritiserede de almindeligt anerkendte teorier om jordens udvikling. I tredie udgaven præsenterede Wegener først den overordnede ide om kontinentaldrift dvs. hans teori, og hvilke problemer de rivaliserende teorier havde. Dernæst var der i bogen en lang empirisk understøttelse af selve teorien indenfor flere fagområder, der indeholdt svar på mange af de kritikpunkter, der var blevet rejst fra udgivelsen af førsteudgaven. Sidst i bogen giver Wegener sit bud på drivkræfterne.

Vi har valgt at følge bogens struktur i grove træk, da vi ønsker at give læseren et indtryk af Wegeners teori, som Wegener selv havde tænkt den.

Wegener, der i 1910 var blevet forundret over den geografiske kongruens mellem Sydamerika og Afrika og mellem Nordamerika og Europa, gik systematisk til værks i sin argumentation for kontinentaldrift. Årene fra 1910 var blevet brugt til at indsamle videnskabelig evidens indenfor flere forskellige faggrene, som understøttede hans teori om kontinenternes drift hen over kloden.

Hans værk bar præg af denne differentiering af bevismateriale og indeholdt argumenter som byggede på dataindsamling indenfor geologien, palæontologien, geofysikken og astronomien. En rigdom i beviser som ifølge Wegener selv betød at " The theory of displacements of continents thus replaces the contraction theory, which must be completely rejected".

Wegeners bevæggrund for værket var, udover at være en ny forklaringsmodel for geologisk udvikling, at vise at kontinentaldriftsteorien samtidig var overlegen i forhold til andre teorier.

Wegener påpegede, at kontraktionismen stod i skarp kontrast til hans teori, såvel som til en lang række nye opdagelser inden for geologien og beskyldte kontraktionismen for at være en ubrugelig teori, der måtte forkastes.

Wegener forklarede bjergenes opståen udfra to forskellige scenarier. Den ene måde var, som i tilfældet med Alperne samt Himalayabjergene, hvor blokkene af sial foldes via kollision. Den anden type foldning, som i tilfældet med Andesbjergkæden, fremkom ved sialblokkenes drift gennem simaen. Pga. simaens større hårdhed ville den vestlige kontinentmargen, grundet modstanden, blive foldet. Wegener påpegede kontraktionismens problemer med at forklare bjergenes opståen, f.eks. hvordan Alperne var blevet foldet: "The already difficult explanation of the mountain chains by reason of a shrinkage of the earth has been made to appear even more unsatisfactory by the discovery of the imbricated sheet folding or overthrusting in the Alps".

Problemet for kontraktionismen var, ifølge Wegener, at jorden ikke kunne have afkølet så meget, at det kunne forklare foldningen af Alperne og andre bjergsystemer. Det var fysisk umuligt ,at jorden kunne skrumpe i sådant et omfang. En sådan afkøling af jorden og deraf følgende kontraktion ville være sket uniformt, men hvorfor havde bjergdannelsen begrænset sig til enkelte steder i verden. Kontraktionisterne havde selv fremsat en analogi, der beskrev jordens kontrahering og deraf følgende rynkedannelse, som rynkedannelse på et udtørrende æble. Men netop på et æble, påpegede Wegener, var rynkerne ligeledes uniformt fordelt. Wegeners kritik stoppede ikke her, men brugte den "nyligt" opdagede radioaktivitet som yderligere begrundelse for kontraktionismens sammenbrud:

Store mængder af varme ville blive genereret ved henfald af det radioaktive materiale radium, et grundstof der, som John Joly påpegede, var rigeligt af i jordskorpen. Hvis man antog, som Wegener og Joly gjorde det, at radium eksisterede hele vejen ned igennem jorden, ville det let kompensere for ethvert varmetab. Wegener påpegede, at man ikke kunne være absolut sikker på, at det forholdt sig sådan, men tilføjede: "...but it is evident in any case that a noteworthy contraction of the earth from loss of heat by radiation cannot be seriously maintained".

Wegener angreb kontraktionismen for at mangle en forklaring på en kausal forbindelse mellem dannelsen af bjerge, og kontinenternes og oceanernes udvikling. Kontraktionismen måtte forlades, og den teori som bedst kunne udfylde tomrummet efter denne var kontinentaldriftsteorien, som Wegener herefter i sit værk agiterede for og understøttede med en lang række beviser.

Wegeners egen model byggede på en overordnet tanke om en lagdelt jord, hvis struktur udgjordes af en kerne af tungere grundstoffer som jern og nikkel. Udenom dette var der et viskøst lag af lettere materialer af alkin og basalt, som Wegener benævnte sima. På denne overflade af sima befandt der sig i kontinentalarealerne et lag af lettere materialer af hovedsagelig silicium og aluminium, sial, som flød rundt i simaen, som is flød rundt i vand.

Væsentligt for Wegeners argumentationer var hans opfattelse af jordens viskositet. Jordens viskositet, pointerede Wegener, havde i de seneste år været et yndet diskussionsemne blandt geofysikere, hvor nogle mente at jorden var viskøs, andre at den var fast. Wegener fremhævede endvidere, at ikke kun vertikal deformation havde brug for en forklaring af eksistensen af en viskøs sima, men at horisontal drift ligeså havde brug for en sådan forklaring af den isostatiske ligevægt, der måtte være. Wegener påpegede endvidere, at uanset materialesammensætningen dybt nede, ville materiale forekomme flydende og viskøst i en tilstrækkelig dybde. Dette illustreres bedst med følgende citat: "We cannot erect an indefinetely high column of steel without reaching a limit at which the foot of this column begins to flow. If we imagine an entire continental margin of steel, it’s uppermost portion would certainly remain rigid, but the lower layers would become plastic under the pressure of the mass lying above it, and would flow out laterally". Wegener mente altså ikke, at det var et materiales molekylære sammensætning der var afgørende for om det kunne flyde eller ej, men at det var de molare kræfter der var determinerende herfor, dvs. tyngdekraften.

Wegeners ekvilibristiske model for jorden indebar en balance mellem oceanbund og kontinentflade, som passede ind i de isostatiske rammer, som de fleste geofysikere arbejdede udfra på dette tidspunkt. Gravitationsmålinger i Himalaya og Alperne omkring århundredeskiftet havde vist en afvigelse fra, hvad man havde forventet i disse bjergfyldte områder, værdierne i massetyngden var mindre end tidligere troet og afveg ikke fra de værdier, man havde opnået i andre mere jævne områder. Der var derfor nød til at være et underskud af masse under bjergene.

Isostasiprincippet blev formuleret på baggrund af dette og løste problemet ved et balance scenarie, hvor det yderste lettere lag flød i et tættere lag. I kontinenternes tilfælde hvor dele af skorpen var neddykket i simaen, ville sialen fortrænge simaen. Denne tilførsel af sima til de omkringliggende havbundsarealer ville betyde en opstigen af det tættere lag i simaen. Kontinenterne ville synke ned i simaen, indtil de havde indfundet sig i balance med de omkringliggende områder. Gennem Isostasien kunne Wegener og andre forklare problemerne ved gravitationsmålingerne i bjergfyldte områder ved at hævde, at under bjergene hvor vægten var størst, ville en neddykning i simaen finde sted. Wegener forestillede sig derved, at under kontinenterne ville simaen være presset ned i undergrunden, mens den i oceanerne, hvor der ikke var nogen kompression, udgjorde overfladen (se figur 1). Jordens overflade kunne således kategoriseres i to typer, et punkt han vendte tilbage til senere i sit værk.

Wegener opererede ikke kun med vertikal depression, men også med horisontale dynamiske forskydninger i jordskorpen og afveg derved markant fra det gængse ligevægtsprincip.

Ifølge Wegener havde alle kontinenterne engang været samlet i et superkontinent, Pangæa, men var engang i kridttiden begyndt at bryde op og dele sig i mindre kontinenter (se figur 1.1).

Ved den første deling var Atlanterhavet langsomt begyndt at opstå, skabt gennem den første adskillelse af Sydamerika fra Afrika. Op i gennem de geologiske tider var adskillelsen af de forskellige kontinenter blevet mere og mere markant, til den sidste deling foregik i kvartærtiden

med separationen af Nordamerika fra Europa.

Årsagen til denne kontinuerlige og evolutionære opbrydning af store kontinenter udi små kontinenter skyldtes ifølge Wegener, at kontinenterne simultant drev i to forskellige retninger, mod vest og mod ækvator. Med disse rammer gik Wegener i gang med at indsamle videnskabelige data fra flere forskellige videnskaber.

" In the hole of geophysics there is scarcely another law of such clearness and certainty as this one, which states that there are two favoured levels of the earth, which occur alternately side by side and which are represented by the continents and the floors of the oceans".

Wegener arbejdede udfra, at hvis hele jordens overflade blev opdelt i områder af kvadratkilometer, ville man, udfra målinger af overfladen, kunne se to foretrukne højdeniveauer for jordens overflade. Kurven i figur 2 viser, at maximaerne fandtes ved +100m og ved -4700m. Wegener påpegede gennem den samme figur, at jordens udvikling ikke kunne forklares udfra landsænkninger og landhævninger, for hvis det var tilfældet, ville der kun være et hyppighedsmaxima liggende omkring -2450m (den stiplede linie). Et sådant hyppighedsmaxima eksisterede ikke, og Wegeners konklusion var klar: Enhver højde regulering af sial og sima måtte ske i overensstemmelse med isostasiprincipet. Udfra denne konstituering af to originale niveauer for jordens overflade sluttede Wegener: "... that in the continents and the floors of the oceans, we have to different layers of the body of the earth, which - expressed in a somewhat exaggerated form - act as water does between great sheets of ice.". Wegener mente, at det man observerede ved +100 m var sialen, mens simaen lå ved -4700m .

Et andet argument, som Wegener brugte til at understøtte tesen om kontinenternes og havbundarealernes forskellighed i komposition, var magnetiske modeller. Wegener udtalte sig på følgende vis: "Since it is generally assumed that the iron content increases with depth in the silicate mantle of the earth, and further, that the interior of the earth is mainly composed of iron, this signifies that we are dealing with a deeper layer.".

For Wegener var dette endnu et muligt bevis på de før beskrevne forhold, om eksistensen af to forskellige lag; sialen og simaen.

Wegener underbyggede endvidere sit synspunkt ved at sammenligne trykbølgerne fra jordskælv og deres hastighed gennem henholdsvis kontinent og oceanbund. Man havde målt hastigheden af trykbølger ved flere forskellige jordskælv og var nået frem til at trykbølgernes hastighed igennem oceanbund var ca. 0,1 km. pr. sekund hurtigere end igennem kontinenterne. Ifølge Wegener pegede denne hastighedsforskel på rigtigheden af hans teori om, at oceanbunden var af et andet materiale, med højere densitet, end kontinenterne. En anden indikator var forekomsten af basalt i områder med vulkansk aktivitet. Basalt regnedes for at stamme fra dybere lag og da basalt’s densitet var højere end gnejs og indholdet af metal generelt større, ansås det som endnu et bevis på, at densiteten i jorden er stigende mod midten. Det virkede plausibelt at oceanbunden bestod af basalt.

Manglen af foldede bjergkæder på oceanbunden var for Wegener endnu et bevis på, at havbunden udgjordes af simaen. Bjergdannelse var for Wegener og andre det samme som præservering af isostasien. I kontinenternes tilfælde, hvor langt den største del af kontinenttykkelsen på ca. 100 km. var neddykket i simaen, ville størstedelen af komprimeringen ske nedadrettet og kun en lille del opadrettet. Men ved en komprimering af simaen ville denne ikke foldes opad og nedad, men blot

blive presset ud under kontinentmassen, ligesom vandet mellem to kolliderende isbjerge. Da der netop ikke var konstateret nogle eleveringer på havbunden, måtte denne bestå af sima. For hvis denne også skulle bestå af sial, ville der have været synlige eleveringer af foldet materiale.

Wegeners tværfaglighed indebar også brug af geologiske argumenter til understøttelse af kontinentaldriftsteorien, argumenter der pegede på en tydelig korrespondens mellem stenarter i forskellige bjergformationer, der var placeret på hver sin side af Atlanten. Atlanterhavet, der var en kæmpemæssig kløft udvidet gennem vestdriften, havde på hver sine sider bjergformationer, der engang havde været samlet i større bjergsystemer.

Wegeners beviser af strata strakte sig i Sydamerika og Afrikas tilfælde fra det sydligste, hvor adskillelsen af de to kontinenter først var sket, fra de øst-vest permian foldede sorte bjerge til forlængelsen af disse i Argentina. Fra Sierra bjergene i Buenos Aires, som ligger i forlængelse af Cape Mountains i Sydafrika til Afrikas gnejssiske plateau, som har en slående lighed med det i Brasilien.

Wegener udtrykte ikke kun overordnet disse slående ligheder, men fandt paralleller indenfor klippetyper som, ældre granit, yngre granit, alkaline klippe, vulkanisk klippe fra Jura etc.: "...This similarity is not only confined to broad characters is at once shown by the agreement of the igneous rocks and sediments, and also that of the ancient directions of folding on both sides of the ocean".

Også hvad angik mineralforekomster så Wegener en vis overensstemmelse med sin teori. Wegener pegede på forekomsten af Diamanter i Transvaal i Sydafrika, som også var at finde i det østlige af Argentina og Brasilien.

Men hvor Wegener mente, at Sydamerika og Afrika var blevet adskilt engang i yngre Kridt, var adskillelsen mellem Europa og Nordamerika sket i nyere tid og der var også her en stor mængde af geologiske beviser som understøttede kontinentaldriftsteorien.

Fra de Termian foldede Canadiske Appalachians, som havde de samme træk som bjergformationer i Skotland. Til de gnejs foldede bjerge i Labrador og skandinavien som engang havde været samlet med formationerne på Hebriderne og i resten af Skotland. Der var for Wegener ingen tvivl om at de geologiske beviser var overvældende. Enkelte forklaringsproblemer, som opstod ved analysen af det geologiske datamateriale, blev løst hurtigt og opfindsomt, f.eks. i tilfældet med Nordamerika og Europa. Hvis der udelukkende var tale om en vestlig og ækvatorial drift i den nuværende retning, ville puslespillet mellem Nordamerika og Europa ikke passe, og derfor var Wegener overbevist om at: "The American portion, in the restoration of the original conditions, undergoes such a transverse movement and simultaneous rotation, that it is directly attached to the European portion, and appears as its continuation".

I Wegeners kontinentaldrifts model hvor der var tydelige geologiske beviser for, at Madagaskar og Afrika engang havde været samlet, hvor Indien havde ligget ved Madagaskar, hvor Indien havde været samlet med Australien, var det nuværende geografiske verdensbillede præget af denne geologiske vestdrift. Eksempler på dette kunne man finde overalt i verden, hvor kontinenterne slæbte øer af sial efter sig. Et eksempel på dette kan man se i figur 3, der tydeligt viser vestdriftens påvirkning af Sydamerika og Antarktisk i Drake-strædets tilfælde.

Wegeners geologiske beviser måtte ifølge ham selv betyde, at en rekonstruktion af kontinenternes tidligere placering blot ville være at samle de enkelte dele, eller som han selv sagde; "It is just as if we put toghether the pieces of a torn newspaper by their ragged edges, and then ascertained if the lines of print ran evenly across. If they do, obviously there is no course but to conclude that the pieces were once actually attached in this way".

Wegener pegede på den geografiske distribution af planter og dyr som bevismateriale.

Han fremhævede, at netop dette bevismateriale ofte var blevet fremhævet af folk, der tilsluttede sig landbro-hypotesen i et forsøg på at bevise denne. Wegener havde studeret arbejde af Arldt, som han fremhævede i sin bog. Arldt havde forespurgt en række af de førende tilhængere af landbro-hypotesen om hvilken geologisk tid disse broer skulle havde eksisteret og udarbejdede efter denne statistik en tabel, her lavet om til en grafisk illustration (se fig. 4). Disse voteringer var for den enkelte forskers vedkommende baseret på personens forskningsresultater, der netop kun dækkede deres eget lille område, for som Wegener udtrykte det: "The question whether a connection has prevailed between two continents will frequently be answered in different ways by specialists in different directions, because each of them tends to generalize the results of his own particular field of research". På figuren er: "...de bekræftende stemmer afsat opad, de benægtende nedad, og det til Differencen (Majoriteten) svarende Areal er blevet skraveret".

Wegener pegede på den gode overensstemmelse med hans teori, angående de tidspunkter kontinenterne skulle være drevet fra hinanden, men der var dog en undtagelse. Ifølge Wegener kunne Nord Amerika og Nord Europa ikke være drevet fra hinanden før i Kvatær tiden, men ifølge Arldt’s figur havde kontinenterne her været skilt i Cambrien, Permian, Jura og igen i Kridt. Men dette skyldtes ifølge Wegener en periode med Transgression.

Wegener pegede endvidere på en palæontologisk ensartethed mellem Sydamerika, Australien, Indien og Antarktisk i hans favør. Australiens dyregrupper grupperede sig ifølge Wegener i tre ulige gamle elementer, hvor det ældste element havde slægtskabs med Forindien og Sri Lanka. Det mellemste element, som bestod af Pung- og Kloakdyr havde slægtskabsforbindelse med Sydamerika, og det tredie element var en ganske ung fauna på Sunda’øerne, som også herskede i Nordøst Australien. Specielt i det mellemste element, der bestod af amfibier, fisk og pattedyr i det Sydlige Australien, der tåler højere kulde, og hvor varme elskende dyr såsom reptiler var borte, var forklaringen af en landforbindelse over Antarktis nødvendig. Disse forhold mente Wegener ikke kunne forklares tilfredsstillende i forbindelse med teorien om en sunken landbro. For ham var det tvivlsomt, om en landbro mellem Australien og Sydamerika, i henhold til deres nuværende position, ville kunne være i stand til at forklare dette slægtskab.

Både fossile planter og dyr, samt overfladen på geologiske formationer fungerede som palæoklimatologiske argumenter for Wegener. Der var ifølge Wegener ikke tvivl om, at kontinenterne havde været lokaliseret anderledes i forhold til polerne, eller at det omvendte havde været tilfældet, og som Wegener skrev: "Today most geologists take the standpoint..., that the assumption of a great Tertiary displacement of the poles is in any case "difficult to avoid" .

Ved at kigge på fossile planter og dyr, sammenlignet med de klimatiske betingelser de kunne leve under, mente Wegener, at han havde et godt argument for kontinental drift og polskift.

Wegener fremhævede et eksempel på fossile planter, der var blevet fundet nord for polarcirklen i Spitsbergen, som i dag ligger under is, men som kun kunne havde eksisteret under klimatiske forhold, der svarede til dem man i dag finder i det sydlige Frankrig. Kul og olie forekomster lå i bælter, der ikke stemte overens med de nuværende sub- og tropiske bælter. Et andet geologisk fænomen var leraflejringer, samt ridsede og polerede overflader, der kunne pege på, at overfladen havde ligget under en gletscher, og derfor at området havde været lokaliseret i et koldere klima. Dette fænomen kunne let forklares ifølge Wegeners teori, hvilket var hensigten. Tydelige tegn på eksistensen af gletschere var at finde i det sydlige Australien, Sydamerika og i det sydlige Afrika. Dette var ifølge Wegener tydelig evidens på, at kontinenterne engang havde været samlet. Udfra de gængse teorier var det ikke muligt at forklare disse spredte glaciale forekomster, da det ville indebære at ismassernes udbredelse fra polerne ville være for omfattende, hvis ikke disse kontinenter havde været forbundet. Ved kontinenternes samhørighed ville disse glaciale forekomster lettere kunne redegøre for polernes ændrede position i Pangæa. Wegener pegede endvidere på Glossopteris floraens udbredelse på kanten til den før omtalte glaciale udbredelse og som er i tidssammenhæng med indlandsismorænen, som argumentation for hans teori. Denne Glossopteris flora kunne nemlig også findes både i Australien, Sydafrika og Sydamerika.

" The displacement theory possesses the advantage over all other theories, with similarly far-reaching ideas, that it can be proved by accurate astronomical determination".

På baggrund af tidsbestemmelse af de forskellige geologiske epoker og derved den omtrentlige alder for adskillelsen af kontinenterne sammenholdt med kontinenternes driftretning og længden af denne drift, kunne Wegener anslå i grove tal, hvor stor driften var forskellige steder. Den største drift måtte findes i Grønlands øst-vestdrift væk fra Europa, med en drift på 11-21 m. pr. år.

Wegener tog endvidere udgangspunkt i J. P. Kochs geodætiske undersøgelser under Danmarks-ekspeditionen. Disse opmålinger blev sammenlignet med opmålinger fortaget på Grønland i 1823 på Sabine øen og i 1870 af Börgen og Copeland. J. P. Koch nåede gennem denne sammenligning af længdegradsmålinger frem til, at Grønland var drevet vestpå med følgende værdier:

9 meter pr. år i perioden 1823-1870.

32 meter pr. år i perioden 1870-1907.

For Wegener var disse tal bevis for Grønlands vestdrift. Selvom han erkendte, at der i målingerne var usikkerhedsfaktorer og fejlmålinger pga. forskellige forsøgssteder, ville disse ikke kunne forklare den store forskel i længdegradskoordinater. Wegeners konklusion var klar; med flere positionsmålinger via radiobølger og derved færre usikkerhedsfaktorer, ville Grønlands vestdrift blive konstateret udover al tvivl. Nord Europa, Grønland og Nord Amerika var drevet fra hinanden i Kvartær tid.

I spørgsmålet omkring hvilke kræfter der måtte udgøre drivværket var Wegeners svar defensivt; " The question as to what forces have caused these displacements, folds and rifts cannot yet be answered conclusively. Here information can only be given as to the present position of the investigations concerning it". Wegener så kontinentaldriftsteorien som empirisk bevist, da hans iagttagelser havde vist, at empirien støttede hans teori og ikke andre teorier. For Wegener var det ikke et spørgsmål, om hans teori var sand, blot om det på daværende tidspunkt var muligt at erkende årsagen til bevægelserne.

Ifølge Wegener havde Köppen beskrevet en polkraft, der kunne fungere som forklaringsmodel for kontinenternes drift mod Ækvator. Forudsætningerne for denne polkraft var jordens rotation og form og opstår når et kontinents tyngdepunkt ligger mere end 2 km. højere, end tyngdepunktet i simaen. Niveaufladerne gennem disse to punkter havde forskellig afladning, således at den stiplede linie bliver bøjet (se fig. 5) undtagen ved ækvator og polerne. Vægt og opdrift var derfor ikke rettet mod hinanden, men gav en lille, mod ækvator rettet resultant. Denne polflugtskraft var ifølge Wegener udregnet til en tremilliontedel af tyngden. Denne værdi, fremhævede Wegener,var fire gange så stor som tidevandskraften og nok til at skabe en kontinental drift på 20 cm. om året. Dette, pointerede Wegener, var dog muligvis ikke nok til at forklare bjergenes dannelse og lod dette stå åbent.

Årsagen til kontinenternes vestlige drift kunne ifølge Wegener skyldes andre eksterne faktorer.

Een var "tidevandsbølger" i jordens viskøse indre, skabt gennem månens og solens tiltrækningskraft, som gennem friktion med overfladen ville forårsage en vestlig rotation af hele lithosfæren. I tidligere tider havde månen roteret hurtigere, men var pga. disse viskøse tidevandsbølger blevet sænket i sin rotationshastighed. Dette forhold mellem "tidevandsbølgerne" og månen ville altså betyde en stor friktion på overfladen og måske være skyld i vestdriften. Til denne meget lidt videnskabelig undersøgte forklaringsmulighed var Wegeners egen tørt humoristiske kommentar;

"There remains only the question as to whether such tides exist at all". Men Wegener påpegede, at hvis de eksisterede, ville selv små kræfter over uendelig lang tid være i stand til at flytte kontinenterne.

En anden årsag til kontinenternes vestdrift kunne ifølge Wegener bunde i jordaksens precession under indflydelse af solens og månens tiltrækning. Denne teoris udgangspunkt var, at enkelte dele af jorden (kontinenterne) kunne forskydes i forhold til hinanden pga. der var en distinktion mellem jordens rotationsakse og kontinenternes rotationsakse. En tanke som modstandere af kontinentaldriftteorien havde afvist, da der jo ikke kunne finde indbyrdes forskydninger sted. Wegener var således ikke sikker på de bagved liggende mekanismer, men ét var sikkert:

" ... Continental displacements, folding and rifting, vulcanicity, the alternation of transgressions and the wandering of the poles is in one great causal connection with one another".

Allerede i 1913 havde den første skriftlige respons på Wegeners kontinentaldriftsteori vist sig i et engelsk fagtidsskrift, men det var først ni år senere i 1922, at Wegeners teori begyndte at vinde større opmærksomhed i de engelske faglitterære tidsskrifter. I 1922 og det følgende år publiceredes 20 artikler, bogreferater/anmeldelser og mødereferater omhandlende Wegeners teori.

Den første respons var hovedsagelig en præsentation af teoriens indhold. Den forholdt sig sekundært til den betydning teorien ville få for geologisk tankegang, hvis det viste sig, at Wegeners revolutionerende tanker var sande.

Den 16. februar bragte Nature en ikke-signeret anmeldelse af den tyske 2. udg. af Die Enstehung der Kontinente und Ozeane. Anmeldelsen indledtes med: "The author replaces the whole theory of sunken continents, land bridges, and great changes of earth temperature by a displacement theory". Derefter gjordes der i korte træk rede for hoved indholdet i bogen/teorien og artiklen afsluttedes med: "The Revolution in thought, if the theory is substansiated, may be expected to resemble the change in astronomical ideas at the time of Copernicus".

Dette revolutionerende aspekt fremhævede botanikeren og geologen Weiss igen en måned senere, da han i marts skrev en artikel i The Guardian of Manchester om denne fantastiske nye teori.

Weiss fastholdte sin entusiasme i sit oplæg i Manchester philosophical society den 21/3, som han holdt med kollegaen og biologen Wright, da de præsenterede teorien direkte til det videnskabelige samfund. Wright gennemgik for første gang de egentlige geologiske og palæontologiske beviser. Weiss forelagde de litologiske aspekter, som knytter siderne af Atlanten sammen og dernæst de sammenfaldende forekomster af fossiler. Wright gik igennem Wegeners palæoklimatologiske beviser og demonstrerede, at Wegeners teori var den bedste til at forklare distributionen af flora og fauna.

Modreaktionen på Wright og Weiss lovprisning af Wegeners teori kom, da Dawkins to uger senere d. 2. maj læste et oplæg op om jordens skorpe, som forkastede Wegeners teori med den begrundelsen, at kontraktionismen var den rigtige forklarings model. Dawkins fremhævede, at den kontraktionistiske model understøttedes af eminente matematikere og fysikere som Helmholtz og Kelvin, og kontraktionismen var blevet accepteret af så eminente zoologer og botanikere som Huxley, Wallace og Darwin. Dawkins tog ikke stilling til indholdet i kontinentaldriftsteorien, da han mente, at man ikke med sikkerhed kunne sige noget om jordens tilstandsform ved store dybder. Denne holdning skyldtes, at man ikke vidste nok om forholdet mellem varme og tryk ved store dybder. Dawkins så ikke nogen trussel mod kontraktionismen i Wegeners teori; " This theory of the earth’s crust holds the field at the present time. It is not shaken by Dr. Wegeners speculation".

Senere samme år i sommeren 1922 kom geologerne Roe-Thompson og Lake med flere indledende indvendinger mod Wegeners metode, omend de stadig var positivt stemt overfor teorien.. Indvendingen tog udgangspunkt i hvilken metode, der kan bruges, hvis man vil sidde hjemme ved sin globus og samle kontinent-puslespillet ved brug af pergamentpapir, som foreslået af Wegener. De var begge enige om at modellervoks måtte tjene det formål klart bedre og Lake sagde, at Wegeners metode var højest utilfredsstillende.

Lake var i sit andet og mere dybdegående indlæg i Geological Magazine stadig lidt positiv overfor Wegeners samlede ideer; "In examining ideas as novel as those of Wegener it is not easy to avoid bias. A moving continent is as strange to us as a moving earth was to our ancestors, and we may be as prejudiced as they where. On the other hand , if continents have moved many former difficulties disappear". Lake kritiserede dog Wegener på flere enkelte punkter gennem sin analyse af de forskydninger af landområder, der skulle have fundet sted og de geologiske spor der talte for og imod. Lake var enig med Wegener i at selv en meget hård substans såsom jern, hvis den blev udsat for tilstrækkeligt med tryk over længere tid, ville sænke viskositeten uden dog at være flydende i almindelig forstand. Lake fremhævede, at dette dog ikke var noget nyt. Lakes kritik gik på manglen af bevis for, at kontinenterne skulle kunne være udsat for horisontal bevægelse, samt de kræfter der skulle til at flytte kontinenterne. Ifølge Lake var Wegener ikke istand til at redegøre for sådanne kræfter i hans bog. Lake fremhævede, at man trods alt kendte til tyngdekraften i forbindelse med vertikal bevægelse af kontinenterne. Lake sagde følgende om Wegener på dette område af teorien om kontinental drift: "His contention is that whether the cause is known or not the movements have actually taken place". Ifølge Lake var megen af Wegeners evidens overflødig, da Wegener ikke var den første til at foreslå en forbindelse mellem kontinenterne. Endvidere kritiserede Lake måden, hvorpå Wegener havde fået kontinenterne til at passe sammen, ikke bare den førnævnte pergamentmodel men i det hele taget. Lake mente, at Wegener havde tilladt sig selv en for stor frihed i forbindelse med at få hele "puslespillet" til at passe sammen. Wegener havde ikke kun flyttet kontinenter, men også roteret landmasser og rettet bjerge ud, hvilket ikke faldt i god jord hos Lake der havde følgende at sige om dette: "...but if, in addition to moving the masses of sal, we are also allowed to mould them as we will, the coincidences that we deduce become evidens of imaginative powers, not of former realities".

Interessen for Wegeners teori var stigende og den 11. september 1922 var der møde om kontinentaldrift i The British Association for the Advancement of Science. Der var 11 deltagere, heriblandt geologen John Evans, Wright og geofysikeren Harold Jeffreys. Der blev bragt referater af mødet i tre tidsskrifter. Med vidt forskellige faglige baggrunde blev der diskuteret forskellige argumenter både for og imod.

Evans, der var en kritisk tilhænger af kontinental drift, påpegede den åbenlyse ensartethed mellem flora og fauna på hver sin side af Atlanten, men satte spørgsmålstegn ved Wegeners beregninger af jordskorpens tykkelse, både kontinentskorpen og oceanskorpen. Da oceanbundskorpen formentlig var ligeså stærk som kontinentskorpen, ville dette ifølge Evans forhindre kontinental drift.

Wright udtrykte sin fulde opbakning omkring Wegeners teori med det argument, at der var en slående stratigrafisk og palæontologisk lighed på begge sider af Nordatlanten, fra Archæisk til Kridt. Jeffreys så to problemer ved Wegeners teori; (1) at jordens rotationskraft, der evt. kunne fungere som en forklaring på kontinentaldrift, ikke var stor nok til at kunne forklare horisontal drift; (2) oceanbunden ville udgøre et problem, da denne, bestående af basaltisk materiale, er mindre radioaktiv og derfor hårdere end kontinentalskorpen.

Kritikken af Wegeners teori fortsatte sidst i december i Nature ved geologen Grenvilles korte anmeldelse af den tyske tredjeudgave af Die Enstehung die Kontinente und Ozeane. Anmeldelsen var kritisk overfor jordskorpens horisontale mobilitet og anklagede Wegeners model for at være alt andet end videnskabelig: "He will shatter the outermost layer of the crust to bits, and remould it, by successive arrangements of the pieces, nearer to his heart’s desire".

Begyndelsen af 1923 markerede starten på et år, hvor debatten og kritikken af Wegeners kontinentaldriftsteori publikationsmæssigt var på sit højeste. John Joly, en højt anerkendt irsk geolog, havde gennem sit arbejde med radioaktivitet vist, at varmeudviklingen i jordens indre var i modstrid med den kontraktionistiske model og havde udfra dette konkluderet, at jorden ikke var et afkølende legeme. I starten af 1923 gav han udtryk for sin mening med hensyn til drivkraften i Wegeners udgave af kontinental drift og fremsatte derefter et alternativt forslag. Joly mente ikke, at Wegener havde fremsat en kraft, der kunne have drevet kontinenterne vest på og mente, at det var en fejltagelse at betragte problemet udfra en anskuelse om vestdrift. Derimod foreslog han, at den faktiske retning af driften skulle have været østlig. Og at drivkraften skulle være en tidevandseffekt, der påvirker det flydende sima men ikke sialen og der igennem skabe en rotation af kontinenterne.

Joly omtalte ikke evidensen fra de andre områder af geologien, men grundliggende var han, som Wegener, overbevist om rigtigheden af isostasiprincippet og muligheden for drift over længere afstande. Dette mente han, fordi simaen, grundet radioaktivitet, måtte være flydende i perioder, måske permanent.

Samme måned gennemgik geologen Baker de mineralogiske forekomster på Falklands øerne og Syd Afrika og sammenholdt dem i lyset af kontinental drift. Hans konklusion var entydig;

"From the orthodox point of view one has to believe in the persitence, in minute detail, of a stratigraphical sequence representing the passage of a great period of geological time, across the 5000 miles of ocean which separate Cape Colony from the Falkland Islands, and, in face of the array of facts marshalled into such an orderly and effective host by Wegener and again by Du Toit, this becomes, on a sudden, an unexpected strain upon one’s faith".

Baker fandt fuld overensstemmelse, på nær et enkelt punkt, mellem forekomsterne af alle typer sten fra de forskellige geologiske perioder på Falklands øerne og Sydafrika. Baker blev omvendt på baggrund af dette, på trods af hans umiddelbare afvisning af muligheden for kontinental drift.

I slutningen af januar bragte Nature et referat fra et møde i Sydafrika med engelsk deltagelse, om sammenhængen mellem udspredelsen af liv på den sydlige halvkugle og Wegeners hypotese.

Det faglige indhold af mødet var distributionen af nulevende planter og dyr. Der blev givet flere eksempler på arter, hvor det ville være væsentlig nemmere at redegøre for arternes nuværende position, hvis man antog teorien om kontinental drift. F. eks isopoden Phreatoicus der eksisterer i Australien, New Zealand, Tasmanien og Afrika.

Men der kunne ikke opnås nogen konsensus om, hvorvidt de omtalte zoologiske tilfælde var af betydning for en verifikation af teorien. Dog var der enighed om, at man ikke kunne uddrage noget nyttigt fra entomologien, da datamaterialet var for ringe. Professor Compton blev citeret for at have sagt, at alt botanisk materiale er i fuldstændig modsætning til Wegeners teori.

Men professor Compton var ikke tilfreds med udlægningen af hans indlæg i referatet, så der udspillede sig en brevveksling og Nature udtrykte efterfølgende beklagelse over udlægningen.

I brevet til Nature understregede Compton, at der ikke eksisterede et modsætningsforhold, men at det ikke var sandsynligt, at der ville kunne findes nogle nulevende arter i botanikken, der ville kunne udgøre en kritisk test eller underbygge teorien.

Nature og Geographical Journal indeholdt i februar og marts måned referater af det oplæg og dets hårde kritik af Wegeners teori og metode, som Phillip Lake havde leveret på et møde holdt i Geographical Society 22. januar. Dele af Lakes kritik var en gengivelse af G. Douglas og A. Douglas’s kritik fremført i Geological Magazine omhandlende Wegeners hyppigheds kurve. Formålet med kritikken var: "The object of this note is (1) to show that Wegeners two-maxima frequency curve is capable of being interpreted in more than one way, so that the deduction which he draws from it, though not impossible, is certainly not conclusive; (2) to show that Wegeners single-maxima frequency curve cannot bear the interpretaion which he puts upon it".

Kritikken gik på, at dobbeltmaksimumkurven uden problemer kunne tolkes udfra geosynklinalteorien, og derfor ikke var et entydigt bevis for kontinental drift, som Wegener fremlagde det. Jordskorpen kunne godt være sammensat af en serie af antiklinoriumer og synklinoriumer i et sinuskurve formet landskab (ikke i en stringent matematisk forstand), der netop ville have to maksimumer.

Enkeltmaximumkurven forkastede de til gengæld fuldstændig. For det første fandt de, at de matematiske statistiske forudsætninger for databehandlingen var helt forkerte. For det andet blev summeringen af det samlede areal dobbelt så stort for enkeltmaximumkurven som for dobbeltmaksimum kurven, hvilket de ikke mente kunne være sandt.

Lake kritiserede endvidere Wegener, for den metode han havde brugt i rekonstruktionen til at skabe overensstemmelse mellem kontinental blokkene, fra deres nuværende form og placering til Pangæa’s form og placering i Karbon. Lake påpegede endnu engang, at Wegener havde tilladt sig selv for mange friheder. I rekonstruktionen tog Wegener ikke udgangspunkt i grænsen mellem sial og sima ved foden af kontinental blokken, men ved toppen af den. Det fandt Lake uforklarligt og inkonsistent med Wegeners egen teori. Et vigtigt punkt for kontinentaldriften var forklaringen af en tydelig anomali, nemlig Glossopteris floraens udbredelse i Sydamerika, Sydafrika, Australien og Indien. Lake påpegede, at Wegener har undladt at omtale tilsvarende forekomster i Sibirien, Kashmir og Tonquin. Mødets efterfølgende diskussion var præget af modargumenterne mod Wegeners teori og værdien af hans videnskabelige metode.

Geologer som Lamplugh og Debenham var i deres indlæg positivt stemt overfor Wegeners teori, men tilføjede at Lake’s modbeviser var slående og ikke kunne overses. Lamplugh og Debenham afviste med beklagelse Wegeners teori: "We are discussing his hypothesis seriously because we should like him to be right, and yet I’m afraid we have to conclude, as Mr Lake has done, that in essential points he is wrong".

Geologerne Evans, Oldham og Wright anerkendte, at Lakes argumenter havde skabt problemer for Wegeners teori, men så ingen grund til at forkaste den. Mens Evans påpegede, at anerkendte geologiske teorier gennem historien før havde haft problemer med at blive accepteret, havde Wright sin egen mening, om hvordan en omfattende teori skulle bedømmes; " With a hypothesis that touches so many sciences, I think the only effective attack is a criticism of the hypothesis treated as a hole, not on a few points of detail". Wright og Oldham var enige i, at andre teorier havde ligeså store forklaringsproblemer og at kernen i diskussionen ikke var, om Wegener havde ret eller uret; " But whether the continental masses have throughout all times maintained their present positions relative to each other and to the poles; in other words, it is the doctrine of the permanence of oceans and continents.".

En anden indfaldsvinkel stod geofysikeren Harold Jeffreys for. Jeffreys forholdte sig ikke til Lake’s geologiske og palæoklimatologiske modbeviser, men forkastede Wegeners teori på baggrund af manglen af kræfter, der var store nok til forårsage kontinenternes drift. Et punkt som kom til at præge den senere diskussion af Wegeners teori.

Mens kontinentaldriftsteorien var begyndt at møde kraftig modstand hos geologerne, palæoklimatologerne og geofysikerne i starten af 1923, var der blandt andre en utvetydig accept af Wegeners tanker. I marts i Nature mente Fulton at have fundet et biologisk "bevis". Han så den europæiske ferskvands åls adfærdsmønster og evolutionære udvikling, som en meget sandsynlig følge af kontinental drift. Pointen er, at både den amerikanske og europæiske ål gyder ud for den nordamerikanske atlanterhavskyst. Men mens den amerikanske ål kun er et år om udviklingen fra larve til ål, der går op i floderne igen, er den europæiske ål over tre år om at nå den samme udvikling, da den skal overstå turen tilbage til de europæiske floder, før det sidste metamorfosiske udviklingstrin. Forklaringen på det fælles gydested må oprindeligt ligge i et samlet udgangspunkt både evolutionært og geografisk, og at den europæiske ål langsomt, med opsplitningen af kontinenterne, har tilpasset sig den længere tur til gyde pladsen.

Senere i samme måned var George P. Bidder ophavsmanden til et alternativt argument, der skulle være med til at verificere Wegeners teori. Bidder mente, igennem Wegeners teori, at kunne give en forklaring på, at en af de store pyramider ikke lå som den burde ud fra en betragtning om, at pyramiderne skulle danne et bestemt mønster. Den ene pyramide skulle have forskudt sig fra de andre, som følge af ændringer i kontinental blokken under drift.

Kritikken af Wegeners teori som Jeffreys startede i sit indlæg til geographical Society blev uddybet i Nature den følgende måned. Jeffreys slog igen ned på den opfattelse, at kontinenter kunne drive uanset hvor lille den kraft, der påvirkede dem, var, bare påvirkningerne foregik over en lang nok periode. Der var ikke nogen mekanisme, der kunne generere en tilstrækkelig stor kraft. Dog fremhævede Jeffreys udfra den forudsætning, at den geologiske evidens var af meget overbevisende karakter, at der kunne være en forklaring. Driften skulle så skyldes den asymmetriske fordeling af kontinentalskorpe. Denne asymmetri kunne kun ændres ved en opsplitning af kontinenterne, der først vil stoppe når kontinenterne ligger symmetrisk fordelt på kloden. Asymmetrien skulle så være fremkommet ved at månen blev "født" ud af jorden, efterladende Stillehavet som et kæmpekrater, men det regnede Jeffreys ikke for sandsynligt.

Igen i maj blev spørgsmålet rejst omkring drivkraftens art og størrelse gennem en omfattende udredning af Joly. Joly mente, at jorden gennemgik cykliske omvæltninger med 30 millioner års mellemrum. Drivkraften skulle være radioaktivitet og akkumuleringen af varme under kontinental blokkene. Som han selv udtrykte det: "Hence we must recognice that in every cubic centimetre of this great magmatic ocean upon which the continents and seas float there is a source of slow thermal evolution". Opvarmningen, som skulle tage 25 millioner år, ville sænke simaens viskositet, og ville, som logisk følge af isostasiteorien, medføre en sænkning af kontinenterne.

Det skulle medføre en varmeafgivelse, der vil øge visko-elastisiteten af simaen og hæve kontinenterne igen. Hævningen ville medføre voldsomme ændringer, som bjergdannelse og vulkan udbrud. Joly mente selv, at hans mekanisme kunne indpasses i kontinentaldriftteorien som den manglende drivkraft til jordskorpens ændringer. Afslutningsvis filosoferede Joly over sin teoris perspektiv: "The living being working out his destiny on this poor raft, unknowing of the fiery ocean upon which his world is floating: unknowing of the inevetable sinking and uplifting which in truth largely control the destinies of his race. Death-dealing for all around, and yet the light of life shinning age after age upon the earth".

I Februar skiftede kritikken igen og Wegener blev igen angrebet på sin empiri gennem Charles Closes gennemgang af de geodætiske målinger på Grønland i 1907, foretaget af J. P. Koch under Danmarks-ekspeditionen 1906-08.

Close påpegede, at hvis man betragtede en anden serie opmålinger på sydvest Grønland, som Koch betragtede sine egne målinger, ville man opnå en østdrift af Grønland.

Close’s endelige konklusion var, at der nok var tale om en usikkerhed i målingerne af længdegraden, og at dette ville være et mere sandsynligt svar, og ikke at Grønland flyttede sig 20 meter om året. Close tilføjede til sidst følgende bemærkning: "Whilst, then, the hypothesis remains where it was, there is, on the other hand, no geodetic evidence against it". Det Close her påpegede var, at trods hans egen overbevisning, kunne man på daværende tidspunkt hverken bevise eller modbevise Wegeners geodætiske beviser.

Samme år udkom Jeffreys The Earth, hvori han gjorde rede for sin opfattelse af jordens termiske udvikling. Ifølge Jeffreys var jordens materialers varmeledende evner uafhængig af dybde, dvs. variationer i tryk og temperatur, dog var der på daværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt med eksperimentelle beviser på at det faktisk forholdt sig sådan. Jeffreys nåede frem til, at der i en dybde på ca. 700 km. ikke foregik nogen afkøling, men allerede ved en dybde på 300 km. ville der være forekommet en afkøling på mellem 200° og 300° C. Disse tal refererede til den del, der er dækket af landjorden, afkøling under oceanbunden ville være større. Den fysiske konsistens af materie nede i ret dybe lag, var ifølge Jeffreys forblevet uændret, dvs. viskøs, siden jorden begyndte at kondensere, men samtidig ikke i stand til at lede deformerende bølger. I en dybde af 300 km. ville jorden ifølge Jeffreys være stiv med viskøse egenskaber, mens den i en dybde af 100 km. ville være stiv i den egentlige forstand. Men for at opnå deformation ved udsættelse for tryk over en lang periode, skulle man ned i en dybde på over 700 km., hvilket tydeligvis var i modstrid med Wegeners 100 km. Jeffreys kom med en direkte kritik af Wegeners teori i sin bog. Jeffreys mente ikke, som Wegener gjorde det, at kontinenterne kunne drive, bare der var en uendelig lille drivkraft til stede, og at denne kraft fungerede over en meget lang periode, hvilket han i en tidligere artikel havde påpeget. Ifølge Jeffreys måtte Amerikas færd over Atlanten blive standset af den modstand, der blev ydet af stillehavsbunden, eller den foldning af bjerge som ville forekomme, som resultat af kontinenternes sammenstød, ville blive modvirket af tyngdekraften. Jeffreys afsluttede sin kritik af Wegeners teori med følgende sætning: "The assumption that the earth can be deformed indefinitely by small forces, provided only that they act long enough, is therefore a very dangerous one, and liable to lead to serious errors".

Pickering, som var astronom og ansat på Harvard College Obsevatory, forsøgte i 1924 at sammenkoble Wegeners teori og George Darwins teori om, at månen skulle være udskilt fra jorden og at Stillehavet i virkeligheden var et efterladt krater. Princippet i driften skulle så være asymmetrien som hos Jeffreys. Jeffreys havde dog understreget, at det var højst usandsynligt og meget spekulativt.

Pickering’s artikel i Geological Magazine var en genopfriskning af en af hans artikler fra Journal of geology, 1907. Ifølge Pickering skulle månens udskilles fra jorden være sket for ca. 7 milliarder år siden, dog påpegede han, at dette kunne være sket så sent som for 1 milliard år siden.

For at forene dette med Wegeners kontinental drift skulle driften altså være forekommet ca. 900-6900 mil. år tidligere, eller også skulle månen være blevet revet ud af jorden tilsvarende senere. Det sidste betvivlede han, da en sådan omvæltning formentlig ville have dræbt alt liv, hvilket ville usandsynligøre det evolutionære stade, liv havde nået. Pickering gjorde også opmærksom på, at driften kun udgjorde 10 cm årligt gennemsnitligt, hvilket han anså for sandsynligt. Pickering var klar tilhænger af drift og erkendte den geologiske evidens, der indikerede tidsrammen for opsplitningen, men han var ikke i stand til at forklare det lange tidsrum fra månens fødsel til kontinenternes drift. Han kom ikke med nogen endelig konklusion på problemet.

Året efter i en artikel af geologen Dr. R. H. Rastall den 2 Maj 1925, blev jordens indre betragtet som opdelt i tre niveauer; en hård jernholdig kerne, et mellemlag bestående af sulfur og muligvis oxider og en ydre kappe bestående af granit. Denne tredeling skulle være en følge af isostasi, hvor fordelingen ville være afhængig af densiteten. Tungest inderst og lettest yderst. En sådan deling skulle give et lag med en jævn fordeling over hele jorden af granit. Da granitten kun udgør omkring en tredjedel af jordens overflade, forklarede han det som Pickering udfra månens opståen og det deraf følgende behov for kontinental drift, for på den måde at oprette en slags symmetri eller jævn fordeling af kontinenterne.

6. juni 1925 kommenterede Holmes denne udlægning af problematikken som værende meget tvivlsom. Idet en sådan omvæltning tidligt i jordens tilblivelse ville have medført en øjeblikkelig spredning af kontinental masserne. Og han påpegede, at den nuværende distribution ikke var i overensstemmelse med hvad der så, i givet fald, burde have kunne forventes.

Rastell kom endvidere i sin artikel med en kritik af debatten, som den havde taget sig ud hidtil. Han pegede på, at indlæggene havde været alt lige fra svært tekniske til mere eller mindre populærvidenskabelige, samt at debatten havde været offer for en ringe koordination.

Efter oversættelsen af Wegeners tredje udgave i 1924 kommer der fire anmeldelser af bogen.

Gregory og Lake skrev hver en og Cadell de to sidste.

Geofysikeren J. W. Gregory havde ikke nogle umiddelbare indvendinger mod Wegeners teori og mente, at rigtigheden af Wegeners teori afhang af dens formåen til at forklare flere anomalier, end den skabte. Ifølge Gregory fremgik det klart i Wegeners geofysiske argumentationer, at viden på dette område stadig var under debat og at dette var et udtryk for, at der stadig herskede uvished på dette område. Så selv om Wegeners metoder var ganske gode, var konklusionerne på det geofysiske område upræcise, og man kunne ikke komme frem til nogle endegyldige konklusioner.

Gregory mente, at landbro-hypotesen ligeså godt kunne forklare de geologiske og palæontologiske data, Wegener brugte i bekræftelsen af sin teori. Han påpegede, at selv om to stykker træ på hver sin side af en å passer sammen i deres årringe, ville det ikke nødvendigvis betyde, at de var drevet fra hinanden, men der kunne ligeså godt være tale om en nedad bøjet planke, som var dækket af vand på midten. Ifølge Gregory kunne to grupper af bjerge godt tilhøre den samme bjergkæde, uden at havde hængt sammen, som Wegener forestillede sig. Derfor var det store spørgsmål for Gregory, om de sammenhørende strukturer var drevet fra hinanden, eller om der havde været tale om en landsænkning. Gregory mente endvidere, at Wegeners teori måtte blive accepteret eller forkastet, før man nåede til enighed om jordens struktur på baggrund af geodætiske observationer. Gregory henviste her til Wegeners geodætiske beviser, men disse var ifølge Gregory ikke overbevisende, da de var baseret på pejling af deres position i forhold til månens placering på himlen, men tilføjede at man ved hjælp af trådløs radiopejling over en længere periode, ville kunne råde bod på dette.

Gregory fortsatte i sin artikel med at påpege flere inkonsistente punktér i Wegeners teori, bl.a. at Wegener mente, at det havde taget ca. 20 mio. år for at skille kontinenter på hver sin side af central Atlanten. Wegener havde samtidig hævdet at Brasilien og Cameroun flyttede sig fra hinanden med 20 cm. om året, hvilket ville betyde, at det ville tage dem 40 mio. år at nå deres nuværende position.

Omkring den følgende kritik i Gregory’s artikel, er der god grund til at tro, at Gregory har mistolket Wegeners bog en smule. Den førnævnte afvigelse mellem Nordeuropa og Nordamerikas drift fra hinanden, nemlig at den flere gange har været skilt af vand, som et resultat af transgression, for så endelig at drive fra hinanden i Kvatærtiden, opfattede Gregory netop som at Wegener havde postuleret svingninger hvor periodevise brud var tilfældet. Gregory mente ikke at der kunne være tale om horisontale svingninger, men at dette fænomen måtte være resultatet af vertikale svingninger. Dette kunne han godt have ret i udfra hans egne tolkninger af Wegeners bog, men som sagt er vi af den opfattelse, at der her er tale om en mistolkning. Gregory konkluderede i en positiv stil om Wegeners teori: "It shows that the once widely adopted view that oceans and continents have always been in their present position no longer hampers geological interpretation, and it marks the growing belief in the effective mobility of the earth’s crust".

I juli samme år kom den anden anmeldelse af Wegeners 3. udgave på engelsk. Denne anmeldelse var skrevet af Lake og bar præg af at være alt andet end faglig kritisk. Med andre ord kom der ikke nogle nye kritikpunkter frem i denne anmeldelse, men derimod beskyldte han Wegener for mangt og meget. Lake beklagede sig over, at Wegener ikke havde ændret forholdene omkring hans hyppighedskurve og tilføjede: "...for his own sake it may be hoped that Dr. Wegener will never venture on a "system" of his own at Monte Carlo". Lake fortsatte: "...the reader should be warned that Dr. Wegeners exposition is entirely one-sided".

Lake sammenlignede Wegeners bevisførelse med den af en sagfører, der fremlagde alle de beviser der underbyggede hans teori. Samtidig med at han udelader alle beviser, der går imod hans teori. Lidt senere i teksten sagde Lake følgende om Wegener: "The scoffer will say that he supposes this is the Scientific Method ; such evidence may do very well for Science, it would not do for the Law Courts".

Geologen Cadell kom med to meget enslydende anmeldelser , der var udformet som referater. Cadell kom ikke med nogen egentlig kritik, og det fremstod derfor nærmest som en ordret gengivelse. Det fremgik dog af referatet, at der stadig var mange ubesvarede spørgsmål, der var blevet frembragt af folk som Lake i deres kritik af Wegeners teori. Cadell forholdte sig dog meget positivt til ideen om drift og kaldte Wegeners bog: "...a work of such originality".

Evans, der som før beskrevet, var tilhænger af kontinental drift, skrev en artikel i august, hvori han bl.a. diskuterede kontinenternes tykkelse, med reference til Wegeners opfattelse på dette område. Evans mente, at Wegeners estimat på 100 km. var ganske fornuftigt, men pegede endvidere på, at de mange forskellige tykkelser forskellige forskere var nået frem til, nok var et udtryk for, at der ikke var tale om en uniform tykkelse, men at denne kunne variere. Det ville for det første afhænge af højden på kontinentet over simaen, men også på densiteten af sialen. Han pegede på, at tykkelsen af sialen ikke nødvendigvis var den samme, som den tykkelse, der ville være ved en ensartet densitet. Evans mente her, at densiteten formentlig var lavere i den ældre del af sialen.

Evans tog endvidere udgangspunkt i isostasiprincippet i sin kritik af kontraktionismen. Han pegede på umuligheden af kontinentale nedsænkninger, da dette ville betyde, at oceanbunden så ville bestå af det samme material som kontinenterne. For Evans var det eneste alternativ at kontinenterne i deres drift rundt i simaen, var drevet fra hinanden og driften havde derved skabt de dybe oceaner. Dette var sket gennem den kontinuerlige påvirkning fra ydre kræfter.

I 1925 afholdtes et møde i Royal Geographical Society, hvor den alpine geolog Collet var gæsteforelæser.

Han gennemgik alpernes opståen udfra to forklarings modeller, geosynklinal og drift. Den klassiske geosynklinal forklaring lød som følgende: "The southern jaw of our vice (Indo-Africa of Argand) has approched the northern jaw (Europe) overriding it, and has led to the contraction of the great intervening geosyncline along with the two geanticlines which modified its initial simplicity. These two geanticlines have developed into the two dominant nappes of the Alps". Collet ændrede så forklaringen for at påvise dens konsistens med Wegeners teori om kontinental drift på følgende vis: "A southern continent (Africa or Gondwanaland) made of Sial, is separated from a northern continent (Europe or Eurasia), also made of Sial, by a geosyncline or the sea of Tethys of Suess. The southern continent being drifted northwards, the floor of Tethys thinly coated with Sial has been folded (geanticlines) northwards, thus forming a mountain chain (the Alps)".

Han kom på denne måde frem til, at alperne godt kunne være opstået som følge af en afrikansk nord drift. Dette resultat var han nået frem til uafhængigt af Wegener, og han betragtede det som en understøttende faktor for Wegeners kontinentaldrift. I den efterfølgende diskussion holdt geologen Bailey en hyldest tale for de fremragende schweiziske alpine geologer og afslutningsvis konkluderede han "..., we find that some sort of continental drift becomes a matter not of interpretaion but of observation".

Lake anså det for uvæsentlig, om det var Afrika eller Europa, der var i bevægelse, da der var tale om en relativ drift. Han understregede at Collet’s redegørelse ikke udgjorde en støtte for Wegener, da Lake fandt at der var flere uoverensstemmelser mellem Collet og Wegener. Lake pointerede yderligere, at Wegener ikke ordentligt havde kunne forklare hvilke kræfter der skulle kunne forme bjerge som alperne. Han understregede, at det også gav kontraktionisterne forklaringsproblemer.

Nicholas fandt ikke, at der var nogen grund til at tilskrive Wegeners drift nogen understøttelse som følge af Collet’s argumenter. Han mente, at man skulle skille den faktuelle skildring af bjergenes strukturer fra den teoretiserende diskussion.

Evans tilsluttede sig Bailey’s udtalelser, men fandt Lake’s kritik meget interessant. Han sagde:

"Personally, I do not think that anybody exept Wegener himself is prepared to accept everything that he contended for". Men det var ikke ensbetydende med, for Evans, at der ikke havde fundet drift sted. Evans sagde, at Wegeners bog var skrevet af en geodæt, ikke en geolog.

Lenox-Conyngham, der var geodæt, nægtede at udtale sig om noget, før Evans havde ført Wegener tilbage i geologernes række. Han ville ikke vedkende, at Wegener nogensinde havde understøttet sin teori med nogle seriøse geodætiske målinger.

Året efter i 1926 afholdt The American Association of Petrolium Geologist et symposium om Wegeners kontinentaldrift, og i den forbindelse udgav foreningen en bog med indholdet. Symposiet havde deltagelse af 14 geologer, heriblandt Wegener, Joly og Gregory. Symposiet blev indledt ved geologen van der Gracht, som gav en meget grundig introduktion til Wegeners teori, og derefter blev enkelte dele af teorien diskuteret af de enkelte deltagere. Wegener selv tog udgangspunkt i kritikken, som gik på at tilstedeværelsen af glaciale forekomster i midtvesten i USA var i direkte modstrid med hans teori. Wegeners modargument gik på den mangelfulde indsamling og analyse af disse data og betvivlede, at disse forekomster rent faktisk var glaciale. Joly tog igen udgangspunkt i hvilke kræfter, der skulle ligge bag kontinenternes drift og indledte med: "I think continental movement is not improbably during periods of fluid substratum". Joly gentog, at hans egen teori om den periodevise opvarming og nedkøling af simaen, godt kunne være drivkraften der lå bag kontinentaldriften. I de palæontologiske, geologiske og palæoklimatologiske overvejelser fandt Gregory, at evidensen, der talte for Wegener, ligeså godt kunne forklares med landbroer. Gregory fandt i disse beviser ingen mulighed for, at afgøre om Wegeners teori var sand og understregede, at den endelige afklaring ville komme fra trådløse geodætiske målinger af Grønlands længdegrads position.

I Storbritannien blev bogen anmeldt tre gange, en gang af Holmes og to gange af Lake. Begge byggede anmeldelsen op som et referat af indholdet, som de så kommenterede. Holmes gav et meget objektivt billede af diskussionen og gav argumenterne, for og imod, lige meget plads i sit referat.

Lake lagde i langt højere grad vægt på modstandernes synspunkter og nedgjorde tilhængernes, f.eks. skriver han om van der Gracht: "he forces the evidence into conformity with the conclusion". Holmes understregede, at pointen ikke var at modbevise Wegener, men at undersøge om drift havde fundet sted. Lake og Holmes anså begge symposiet som værende et værdifuldt indslag i diskussionen.

I et af de få indlæg i 1927, pointerede Joly at indenfor de sidste tre år, var tykkelsen af kontinental blokkene blevet anslået til mellem 12 og 60 km. Det skyldtes usikre resultater ved de seismiske målinger, der var foretaget. Med reference til Wegeners isostatiske metode til udregning af tykkelsen anslår Joly den til 37 km. Tidligere havde Joly fået denne værdi til 30.7 km. Men han ændrede den gennemsnitlige havdybde og tog højde for, at en del af havbunden formentlig er sial nedbrudt til sediment i overensstemmelse med geosynklinal teorien.

Arthur Holmes publicerede i april, maj og juni i 1929 tre sammenhængende tekster i Mining Magazine. Holmes redegjorde i april i grove træk for Wegeners teori og analyserede hans geografiske og geologiske evidens. Holmes understregede, at der ikke var grund til at tillægge Wegeners sammenligning af Atlanterhavets kyster for stor betydning, for hvis driften hade fundet sted, ville det være umuligt, at sialblokkene skulle have drevet uden at have været udsat for deformationer og overfladeændringer; " Matching is to be anticipated, but that it will be as precise as has been claimed is not to be expected" . Holmes fremhævede, at Wegeners billede af kysternes fuldstændige symmetri, var et for dogmatisk billede og modificerede samtidig Wegeners teori om, at oceanbunden udelukkende udgjordes af sima. Holmes tog udgangspunkt i, at seismiske målinger foretaget i Atlanterhavet og Stillehavet havde vist, at seismiske bølger overførtes med næsten samme hastighed i enkelte punkter af Atlanterhavsbunden, som det man kunne forvente i et kontinentalt lag af sial. Ifølge Holmes måtte dette forhold betyde, at Atlanterhavet var dækket af et tyndt lag af sial, som blev mindre og mindre gennem den fortsatte strækning af Atlanterhavsbunden pga. kontinenternes drift fra hinanden.

Holmes fortsatte i maj med at imødegå den kritik af Wegener, der tog afsæt i andre opfattelser af jordskorpens struktur, end den Wegener og Holmes arbejdede udfra. Holmes påpegede, med klar adresse til de gængse teorier: "... it must be clearly realized that those who hold it must be prepared to face geophysical difficulties just as serious as any with the advocates of continental drift can be confronted".

Holmes kritik tog udgangspunkt i hvilke faktorer, der spiller ind ved transmissionen af jordskælvenes trykbølger gennem undergrunden. Fundamentet i Holmes kritik af Jeffreys byggede på en anden opfattelse af jordens indre lags sammensætning, en opfattelse der grundlæggende var den samme som Wegeners.

Ifølge Holmes var der en mekanisme, der ville kunne være istand til at forklare kontinental nedsænkning. Dette ville involvere fjernelsen af jordskorpen via en understrøm af magma, undercurrents, der så ville "skylle" det nederste lag af jordskorpen væk. Men denne proces ville også, ifølge Holmes, kunne strække kontinenter, væk fra hinanden.

Igen i juni var Holmes forsvar for kontinentaldriftsteorien et angreb på de andre eksisterende teorier. For Holmes var der ingen tvivl om, at modstanderne af Wegeners teori ikke havde nogen måde hvorpå de kunne forklare de glaciale forekomster i Karbon. De glaciale forekomster, Holmes her hentydede til, er dem der findes i Sydafrika, Australien og Sydamerika og som ifølge Wegener kun kunne forklares ved en kontinental forbindelse over Antarktis. Ifølge Holmes var der ingen anden mulig forklaring for de glaciale forekomster, end at kontinenterne måtte havde hængt sammen, samtidig med at de måtte havde befundet sig tættere på Sydpolen.

Holmes pegede, at de glaciale forekomster i det centrale Amerika, ikke havde været mulige at forklare udfra Wegeners teori. Men forklarede Holmes; heller ikke kontraktionismen eller nogen anden eksisterende teori, havde været istand til at forklare dette fænomen. Holmes pegede på, at der let kunne være tale om en lokal glacial forekomst, som ville være et resultat af højdeelevering (f.eks. som det er med bjergdannelser), og som følge deraf en temperaturforandring. Men Holmes mente endvidere, at forekomster, der strakte sig over et så stort område, som det diskuteret af Wegener, kun ville kunne forklares, ved at have ligget tæt ved en af polerne.

Holmes refererede ligeledes til debatten om bjergenes opståen, og startede med henvise til Bailey, der havde ment, at da sialen ikke var så stærk som simaen, ville man ikke kunne redegøre for Rocky Mountains opståen som en følge af vestdrift, hvor presset fra simaen mod den fremrykkende sial ville have bevirket, at sialen var blevet pløjet op til bjerge. Holmes fortsatte med at referere til Bowie som havde påpeget, som det så mange gange før var blevet, at Wegener ikke havde været istand til at redegøre for de kræfter, der skulle havde kunnet danne bjerge. Denne inkonsistens i Wegeners teori havde været nævnt ved flere lejligheder. Holmes påpegede, at det ikke var sial og sima der var stødt sammen, men at der havde eksisteret en geosynklin, hvor synklin-dalen havde udgjort havet, og at det var materiale i denne dal, der var blevet presset op foran den drivende sial.

Det, der ifølge Holmes skete var, at det varmere og mere radioaktive materiale blev eroderet nedad, for så at fylde synklin-dalen. Dette materiale ville så, når to kontinenter kolliderede, blive presset op, og bjerge ville således bliver dannet. Denne strøm af argumentation sluttede Holmes som følger:

"It must not be overlooked, of course, that a sedimented continental shelf may also be relatively weak, and may be pilled up into mountains against th oceanic obstacle".

Holmes indikerede, at Wegener i for kraftige vendinger havde hævdet vestdrift, hvilket Holmes mente overordnet var sandt, men påpegede at noget kunne tyde på, at bl.a. den Afro-Arabiske blok i Kridt havde drevet Øst-Nordøst. Holmes påpegede endvidere, at flere af de tilstedeværende ved symposiet, havde været uenig med Wegener i driftretningen, uden dog at være absolut uenige med ideen om kontinental drift.

Holmes vendte igen tilbage til spørgsmålet om hvilke kræfter, der ville være i stand til at skabe kontinentaldrift: "Our next tasks are to deduce from the evidence what kind of unbalanced force is implied, and to try and identify a natural process competent to wield it effectively". Han inddrog her Jeffreys argumenter, som havde vist at tidevandsfriktion på undersiden af kontinenterne, ikke ville være istand til at forklare drift pga. modstand fra oceanbunden. Det faktum at disse kræfter skulle være mange gange større end både modstanden fra oceanbunden og tyngdekraften, gjorde ifølge Holmes, det nødvendigt at lede efter de drivende kræfter i selve Jorden. Holmes pegede, som ved tidligere lejligheder, på Jolys videnskabelige arbejde for en mulig forklaring. Ifølge Jolys teori blev der periodevis produceret et viskøst substratum, som var mindre viskøst end det eksisterende substratum. Derved ville der skabes mulighed for en glidningseffekt mellem kontinentalskorpen og jordens kerne. Denne periodevise glidningseffekt ville, sammen med tidevandsfriktionen, muligvis kunne redegøre for kontinental drift. Holmes gjorde opmærksom på, at Jolys bidrag til symposiet havde påpeget, at et superkontinent som Wegeners pangæa, ikke ville kunne forblive samlet pga. den generering og akkumulation i undergrunden af varme med radioaktiv oprindelse, som nødvendigvis måtte slippe ud før eller siden. Holmes konkluderede, at det, der var behov for, var en mekanisme, som virkede under kontinentalskorpen, som var istand til strække kontinenterne, for så endelig at rive dem fra hinanden og "slæbe" de enkelte dele over en større afstand. Holmes fremsatte igen muligheden af "undercurrents" som forklaringsmekanisme.

Holmes holdning til Wegeners teori og til de problemer, der var omkring påvisningen af kræfter som var store nok til at forårsage drift, var ydmygt videnskabelig afventende; " The least ignorant among us, the most daring, the most restless, ask ourselves questions; we demand when the voyage of humannity began, how long it will last, how the ship goes, why do its decks and hull vibrate, why do sounds sometimes come up from the hold and og out by the hatchway; we ask what secrets do the depths of the strange vessel conceal, and we suffer from never knowing the secrets"

Den 12. januar 1928 var Holmes igen på banen, denne gang som oplægsholder ved et møde i Glasgow Geological Society. Her fremsatte han en teori for en mekanisme, der skulle kunne redegøre for driften af kontinenterne. Det fremgår ikke, hvem der deltog i mødet, men Geological Magazine trykte umiddelbart efter et tre siders referat, der opsummerede Holmes pointer. I 1931 blev hele redegørelsen, på 48 sider, udgivet af Transactions of the Geological Society of Glasgow. På mødet gennemgik Holmes den overordnede kontinentaldriftshypotese, sialen og simaens sammensætning af mineraler, den termiske energi i sten, radioaktivitets aftagen med dybde, understrømninger i simaen, geologiske konsekvenser deraf og afsluttende konkluderede han:

"It is not to be expected that the first presentation of a far reaching hypothesis and its manifold applications can be wholly free from errors. The workings of the inner earth reveal themselves only indirectly, and their actual nature in space and time is certain to be far more complex than can be visualized. Nevertheless, the preliminary survey that has been given seems to show that the convection-curent hypothesis goes far to account for". Herefter opremsede han, hvad de magmatiske understrømninger var i stand til at forklare: Kontinentaldrift, dannelse af alle betydningsfulde træk ved jordoverfladen (bjerge, dale, øer, havdybder og små forskydninger, der forårsager trans- og regression), jordskælv og vulkansk aktivitet. Strømningerne, der forårsager alt dette, skulle opstå som følge af en uensartet opvarmning af siam’en.

I 1929 filosoferede Rastall over forløbet i debatten. Han understregede, at manglen på kendskab til en tilstrækkelig kraft ikke var det samme som, at en sådan kraft ikke eksisterede. Rastell gav tre historiske eksempler, hvor matematifisering af en geologisk problemstilling, havde afsporet en vigtig geologisk debat, pga. manglende geologiske forudsætninger, for opstillingen af de matematiske modeller. Rastell spurgte, om det samme ikke kunne være tilfældet med kontinental drift.

Rastells næste pointe var distributionen af forskellige arter. Den kunne forklares udfra landbroer eller kontinentaldrift. Problemet med landboerne, udover isostasi, var at tropiske dyrearter skulle have vandret over landbroer og krydset sydpolen undervejs. Der fandtes ikke nogen geologiske spor efter landbroers eksistens. Rastell betegnede landbroteorien som en uigennemtænkt ad hoc tilføjelse:

"The fact of the matter would appear to be that in reality they never thought about it at al: otherwise the diffilcuties would at once have been apperant, but a well-established dogma is not easely displaced, and British geology above all is dominated by orthodoxy. At any rate it is clear that the conception of continental landbridges is in need of drastic revision and investigation in the light of modern knowledge". Til sidst gennemgik han det tre-fase system, der tidligere hade været beskrevet i Nature. Rastell mente at månens fødsel, gav en plausibel og matematisk holdbar model, der kunne redegøre for kontinenternes nuværende placering. Han afsluttede: "Whether the continents have driftet or not, they would thus be given a fair chance of doing so.".

I det sidste indlæg i 1929 gjorde Simpson opmærksom på et symmetriforhold, der ifølge ham ikke tidligere havde været skrevet om. Denne enestående symmetri skulle opstå når kontinenterne betragtedes udfra et kort, med nordpolen i centrum. Kontinenterne var nærmest samlede symmetrisk omkring nordpolen og udenom dem alle var der vand. Vand var overrepræsenteret i den sydlige halvkugle. De to forhold mente Simpson ikke kunne være tilfældige, men han ville ikke kaste sig ud i spekulationer om, hvad der kunne være årsagen til denne distribution.

Periodens sidste bemærkning kom i form af Wegeners nekrologer i Nature og Scottish Geographical Magazine . Nature gennemgik hans universitetsgrader, ansættelsesforhold og større videnskabelige værker. Han blev fremstillet som kontinentaldriftens fader, men det blev understreget, at teorien var i kraftig modvind på daværende tidspunkt. Det afsluttes med "The science of meterology and geophysics has lost a very valuable worker". Scottish Geographical Magazine gennemgik Wegeners teori lidt mere detaljeret. Nekrologen slutter "Latterly Wegeners ideas have suffered a decline in popularity. The mere fact that no force is known competent to actuate continental drift has decided the verdict in certain quarters. ... At any rate, even if Wegener eventually is proven to be mistaken, his bold suggestion has helped geology...".

Det burde fremgå med al tydelighed, at indlæggene i debatten var af meget forskellig karakter.

Indlæggene varierede fra strengt faglige til mere kuriøse indslag, som Bidders indslag om pyramiderne.

Mange af indlæggene var præget af sarkastiske kommentarer, men det virker som om debatten blev mere seriøs under forløbet. Fagligt udviklede debatten sig fra at være generel og faktuel indenfor flere fagområder, til at være af geofysisk karakter og spekulativ. Det faktuelle bestod bl.a. af geodætiske, palæontologiske og palæoklimatologiske observationer, der kunne tolkes ud fra forskellige teorier. Den spekulative indebar en mindre rationel tilgang. Det spekulative lå i, at der ikke var direkte adgang til simaen, som var dækket af vand eller mellem 10 og 100 km sial. Det betød, at man skulle tolke resultater på en teoretisk baggrund, der ikke nødvendigvis var korrekt. Et eksempel er antagelsen om, at radioaktiviteten er aftagende med dybden, hvilket der ikke var noget faktuelt belæg for. Et andet var antagelsen om, at jordens kerne primært var udgjort af jern og nikkel. Efter den indledende præsentation drejede indlæggene sig mest om fortolkningen af den faktuelle evidens. Efter et stykke tid indså man tilsyneladende, at denne evidens ikke udgjorde et testbart grundlag, hovedsagelig fordi evidensen var tvetydig og kunne tilpasses forskellige teorier. Men uanset hvad man var kommet frem til ad den vej, ville det stadig falde tilbage på simaen og sialens egenskaber. Derfor gik de senere indlæg mere på at konstituere simaens karakter m.h.t. bestanddele, temperatur, viskositet, radioaktivitetens betydning etc. der danner grundlaget for diskussionen om drift er fysisk mulig.

Det er vores opfattelse, at der er fire udslagsgivende faktorer der har indflydelse på debatten.

1. De britiske geologers subjektive vurdering af Wegener som person, dvs. Wegeners nationalitet,

metode, faglige baggrund og status.

2. De geologiske og historiske traditioners betydning.

3. Tvetydigheden af den faktuelle evidens.

4. Geofysiske argumenter.

Det er svært at vurdere, hvad den enkelte geolog lagde vægt på i sin stillingtagen til Wegeners teori. Det er umuligt at vurdere hvilken betydning Wegeners tyske nationalitet, og det faktum at meget af det understøttende arbejde var lavet af tyskere og skrevet på tysk, havde. Perioden ligger lige efter afslutningen af 1. verdenskrig og ifølge Carozzi ignorerede de franske geologer Wegeners teori på grund af en chauvinistisk indstilling og sprogbarriere. Briterne ignorerede ikke Wegener, men det kan ikke udelukkes at hans nationalitet har spillet en rolle i afvisningen. Krigen medførte i hvertfald at tysk litteratur var svært tilgængelig i en årrække, hvilket kan være forklaring på en del af forsinkelsen fra Wegener fremsatte teorien, til den blev "opdaget" i Storbritannien.

Et tilsvarende problem opstår ved vurderingen af betydningen af Wegeners videnskabelige fremgangsmåde. I flere af de tidlige indlæg bliver Wegener kritiseret for sin deduktive fremgang og appellerende/overtalende stil. Bl.a. Lake fremhæver, gang på gang, at Wegeners metode og præsentation er uhensigtsmæssig. Wegener bliver kritiseret for, at have understøttet sin ide gennem en kraftig selektiv udvælgelse af materiale. I tilfældet med Lakes artikel fra 24. juli, kunne man fristes til at tro, at det Lake her gjorde var at sætte spørgsmålstegn ved Wegeners faglige kompetence.

Det kunne meget vel skyldes, at det i det britiske geologiske miljø var kutyme at indsamle empiri i modsætning til Wegeners teoretiseren over allerede tilvejebragte oplysninger. Mange geologer så geologiens videnskabelige genstandsområde udelukkende som tilvejebringelsen af data, samt en yderligere systematisering af denne data. Globale teorier blev kun brugt som arbejdshypoteser i det omfang, det var nødvendigt for den enkelte geolog.

I debatten bliver Wegener karakteriseret som meteorolog, geodæt, astronom, geofysiker og geolog.

De mange påklistrede etiketter skyldtes måske, at mange ikke ville anerkende Wegener i egne faggrupper. Men det kan også være udtryk for den forvirring, der herskede som følge af den meget alsidige omtale af teorien. Det faktum at Wegener, i de engelske geologers øjne ikke "tilhørte" nogen faggruppe, har sikkert haft betydning for debatten blandt de specialiserede engelske geologer og bevirket at det var lettere for dem at afvise teorien. Selvom geologer som Evans mente, at Wegeners teori skulle vurderes udfra en helhedsopfattelse, var dette ikke den almene holdning.

Som indlæggene har vist, blev Wegeners teori oftest afprøvet i de enkelte geologiske subdiscipliner og deres afgrænsede arbejdsområde.

Vi mener, at kunne se klare træk i argumentationen, der viser, at mange britiske geologer var så fast forankret i de geologiske traditioner, at de ikke formåede at frigøre sig fra dem. Symptomatisk for perioden omkring de tidlige reaktioner var den umiddelbare/instinktive reaktion , og ikke så meget en faglig tilbagevisning af det empiriske grundlag, der understøttede Wegeners teori. Et godt eksempel på dette er Dawkins, der afviser Wegener med den begrundelse, at kontraktionismen i gennem 60 år er grundlagt af store navne i geologien, fysikken, matematikken og biologiens historie.

Aktualitetsprincippet om at kun kræfter, observeret ude i naturen er gyldige som forklaring, var den engelske geologis uniformitaristiske arv og det er spørgsmålet, om ikke netop denne tradition spillede en væsentlig rolle. Debattens hændelsesforløb viser, at netop manglen på eksisterende kræfter som kunne forklare kontinentaldrift, var for folk som Jeffreys og Lake et punkt som de forkastede teorien udfra. Det var Joly og Holmes enige i, men de opstillede alternative forslag, til drivkræfter i stedet for at forkaste Wegeners forklaring.

Traditionerne kommer også til udtryk i Watts indlæg i British Association for the Advancement of Science´s årlige status. Watts tale berører ikke nogle konkrete eksempler, men det er meget tydeligt, det er Wegener han hentyder til. Watts omtaler, i meget generelle vendinger, hvilken type videnskab geologi er, hvad den beskæftiger sig med og hvordan man bør beskæftige sig med den. Ifølge Watts var geologien en videnskab, der beskæftigede sig med observering og gruppering, og den krævede derfor veludviklede videnskabelige færdigheder hos den enkelte forsker, for at kunne afgøre hvilke data, der var af betydning. Talen afspejler de geologiske traditioner der herskede og hvilken indflydelse de havde. Dette kan forklare noget af den skepsis Wegeners teori blev mødt med, da Wegener netop prøvede, at favne samtlige discipliner i og omkring geologien.

Problemet med Wegeners teori var, at den forklarede observationer, der allerede var forklaret med andre teorier. Det betød, at der var to forklaringsmodeller for næsten hele det empirisk understøttende grundlag, og derfor behøvede man ikke skifte teori. Denne evidens omfatter sammenfald i litologiske forekomster på kyststrækninger, glaciale forekomster, glossopteris floraen, klimaindikatorer, alligatorer, ål ogandre biologiske eksempler. Der var ikke noget krucialt ved den type beviser, fordi tolkningen af dem altid kunne drages i tvivl. Et eksempel er dobbeltmaximumkurven, som Wegener tolker som udtryk for, at der oprindeligt var to niveauer. Det afviser Lake, Douglas og Douglas som ubetydeligt ved at vise kurven kan tolkes i overensstemmelse med kontraktionismen. Men de ignorerer at Wegener underbygger sin tese, om to niveauer, med yderligere tre andre "beviser", der ikke stemmer overens med kontraktionismen. Wegener påpegede at oceanbund og kontinentalblok havde forskellige magnetisk styrke, hastighed for trykbølger og bundprøver viste en anderledes kemisk sammensætning. Der kan sås tvivl om alle fire beviser, men sammenholdt burde beviserne øge sandsynligheden for Wegeners formodning. Sammenfattende for hvert enkelt tilfælde af empiri af denne type var, at mange geologer ikke anså den for overbevisende. Punkt for punkt var Wegeners argumentation ikke stærk nok og punkt for punkt blev der sået tvivl om plausibiliteten af teoriens grundlag. Hovedparten af debatanterne fokuserede så meget på detaljerne indenfor deres speciale, at de glemte teoriens overordnede forklaringskraft.

Wegeners kontinentaldrift tilbød en helhedsteori, der gav svar på anomalier indenfor mange fagområder, og den sammenkædede jordens morfologiske træk igennem tid med den evolutionære udvikling af levende organismer. Enten var geologerne uopmærksomme på dette forhold, eller også negligerede de betydningen af det. Teoriens, måske største, styrke, blev ikke værdsat.

Der var kun en ting, der kunne slå en stadig drift fast med 100% sikkerhed; geodætiske målinger.

De udgjorde et testbart grundlag for teorien og kunne afgøre, om der stadig fandt drift sted i størrelsesordnen postuleret af Wegener. Men selv ikke disse målinger var entydige mht. drift retningen. Og hvis de havde været det, ville de ikke have været statistisk signifikante. Der kom ikke en afklaring af dette problem i de ti år diskussionen varede. Wegener døde under forsøget på at oprette en målestation på indlandsisen i Grønland, der bl. a. skulle afklare dette problem. Da geodæsien alligevel kun kunne give svar på, om der stadig fandt drift sted, vendte geologerne øjnene mod geofysiken i håbet om, den kunne afklare, om der tidligere havde fundet drift sted. Geologerne mente, det måtte være op til geofysikerne at be- eller afkræfte om der fandtes en drivkraft, der var eller havde været, tilstrækkelig stor til at flytte kontinenterne og forårsage bjergkædernes opfoldning. Derfor var det måske oplagt, som man gjorde, at gå videre med Holmes teori, da den var rettet mod at løse gåden om drivkræfterne bag kontinentaldrift.

I 1931 var der fire konkurrerende teorier, der udgjorde to fundamentalt forskellige fløje, henholdsvis for og imod drift: Wegeners kontinental drift, Jolys periodevise opvarmning og nedkøling, med efterfølgende omvæltninger, Holmes understrømninger og Jeffreys kontraktion. Holmes teori var en direkte udløber af Wegeners, men den var kun understøttet af geofysiske argumenter. Joly understregede flere gange, at hans egen teori godt kunne passe ind i Wegeners teori, som den manglende kraft, der skulle til at drive kontinenterne. Jeffreys teori stod i stærk kontrast til Wegener, da han byggede sin teori på en afkølende og kontraherende jord med en størknet kappe, der ikke tillod drift.

Af disse personer var det Holmes og Jeffreys, der havde de mest udbyggede geofysiske forklarings mekanismer. Tilsyneladende fik Jolys teori ikke nogen tilhængere, for, i modsætning til Holmes, har vi ikke kunne finde nogen referencer til Joly. Hvis drift skulle have fundet sted, måtte det have være efter Holmes model. Valget geologerne skulle tage, var altså mellem Jeffreys traditionelle og Holmes banebrydende forklaring. Her skal vi huske på, at emnet kun var af indirekte betydning for langt de fleste problemstillinger, geologerne arbejde med. Kun geofysikere og geologer, der arbejdede med orogeni (bjergkæders opståen), var direkte påvirket. For mange geologer var der ikke nogen fordel i at skifte den overordnede teoretiske ramme ud og måske derfor hældte mange til Jeffreys traditionsbundne kontraktion. Jeffreys forklaring var underbygget af et hav af indviklede matematiske modeller, som det var de færreste geologer der kunne gennemskue. I hele debatten kommenterede Jeffreys ikke på noget tidspunkt evidens, der ikke var geofysisk. For Jeffreys var det ikke så væsentligt, hvad der kunne observeres, det var et spørgsmål om man kunne finde en mekanisk forklaring der kunne forklare kontinenternes drift.

Forskellen i de modstridende modeller for jorden lå i de forskellige opfattelser af gnejs, basalt og andre stenarters egenskaber. Holmes og Wegener mente, at stenene havde forskellige egenskaber afhængigt af, hvilket tidsperspektiv de blev betragtet i. På kort sigt havde stenene de testbare egenskaber at være hårde og faste. Men set over tilstrækkelig tid ville de være viskøse. Jeffreys var dybt uenig i denne tolkning af tidsfaktorens indvirkning på faste stoffers egenskaber. Derfor kunne han ikke anerkende brugen af isostasi-princippet som et argument. Dette var en grundlæggende forskel i opfattelsen som udelukkede, selv delvis, accept af hinandens arbejde. De præmisser, som Wegener og Holmes argumenterede udfra, var ikke identiske med dem Jeffreys brugte. Pga. denne forskel i deres grundlæggende antagelser sluttede de sig frem til forskellige modeller for jorden. Jeffreys, der var kontraktionist, ydede helt til slutningen stor modstand mod Wegeners teori om kontinental drift. Efter ordforlydender var Jeffreys en af de sidste, der skulle komme til at acceptere pladetektoniken.

Vi finder, at det er to helt essentielle ting der er afgørende for teorien ikke vandt indpas i Storbritannien. For det første, det faktum at mange geologer prioriterede usikkerheden ved detaljerne i hvert enkelt argument på bekostning af teoriens reelle styrke; helheden i den overordnede sammenfatning af vidt forskellige problemer indenfor forskellige geologiske sub-discipliner.

Mange geologer var ikke istand til at vurdere forklaringskraften af en teori der var så vidt favnene fagligt. Som følge deraf, blev de nedarvede traditioner, der implicit lå i valget mellem Jeffreys og Holmes udslagsgivende. Jeffreys og Holmes uoverensstemmelse var, kort sagt. om den yderste jordskorpe (700 km) var viskøs eller ej. Dette spørgsmål lå uden for de geologiske specialisters område og var i vid udstrækning uden betydning og der var ikke en rationel begrundelse for valget. Det var et spørgsmål om tro. Det er vores overbevisning, geologerne i højere grad bekendte sig til Jeffreys, alene af den grund, at han videreførte de velkendte teorier, der var tæt knyttet til de geologiske traditioner.

Bailey, E. B. Structural Features of the Earth, Nature, 19/6 1926, s. 863-4, Vol. 117.

Baker, H. A. Continental Flotation and Drift, Nature, 20/1 1923, s.:80-81, Vol. 111.

Bidder, G. P. The Wegener Hypothesis and the Great Pyramid, Nature, 31/3 1923, s. 428-9, Vol. 111.

Cadell H. M. The Hypothesis of Continentel Drift, Transactions of the Edinburg Geological Society, 17/12 1924, s. 171-2.

Cadell, H. M. The Origin of Continents and Oceans: A Review, Scottish Geographical Magazine, 1925, Nr. 4.

Close, C. The Geodetic Evidence for the Supposed Westerly Drift of Greenland, The Geographical Journal, 24/2 1924, s. 147-50, Vol. 63 Nr. 2

Collet, L. W. The Alps and Wegeners Theory, The Geographical Journal, 1926, s. 301-12,Vol. 67

Compton, R.H. Botanical Aspects of Wegeners Hypothesis, Nature, 21/4 1923, s. 533 Vol. 111.

Dawkins, W. B. The Crust of the Earth, Proceedings of Manchester Litterary and Philosophical Society, 2/5 1922, s. xxiv-xxvi.

Douglas, G. V. og Douglas, A. V. Note on the Interpretation of the Wegener Frequecy Curve, The Geological Magazine, Marts 1923, s. 108-11. Vol. 60.

Evans, J. W. et al. Discussion on Wegeners Hypothesesis of Continental Drift, Report of the British Association for the Advancement of Science, 1922, s. 364-5

Evans, J. W. et al. Discussion on Wegeners Hypothesesis of Continental Drift, Geological Magazine, 1922 s. 555-557

Evans, J. W. Continental Drift and the Stressing of Africa, Nature 22/9 1923, s. 438-9, Vol. 112.

Evans, J. W. Regions of Tension and Continental Drift, Nature 1/8 1925, s. 173-5, Vol. 116.

Fulton, T. W. The life-Cicle of the Eel in Relation to Wegeners Hypothesis, Nature, 17/3 1923, s. 359-60, Vol 111.

Geographical Journal, November 1913, s. 508, Vol. 42.

Gregory, J. W. Continental Drift, Nature, 21/2 1925, s. 255-7, Vol. 115.

Grenville, A. J. C. Wegeners Drifting Continents, Nature, 16/12 1922, s. 798-801, Vol. 110.

Holmes, A. The Origin of Continents, Nature, 6/6 1925, s.873-4, Vol. 115.

Holmes, A. Radiactivety and the Earth’s Thermal History. Part IV: A Critisism of Part I, II and III, Geological Magazine, 1925, s. 504-15.

Holmes, A. Radioactivety and Continental Drift, Geological Magazine, 12/1 1928, s. 236-8, Vol. 65.

Holmes, A. Continental Drift, Nature, 22/9 1928, s. 431-3, Vol. 122.

Holmes, A. A Review of the Continental Drift Hypothesis, Minig Magazine,April 1929 s. 205-9, Maj 1929 s. 286-8 og Juni 1929 s. 340-7, Vol. 40.

Holmes, A. Radioactivety and Earth Movements, Transactions of the Geological Society of Glasgow, 1931, s. 559-606, Vol. 18.

Jeffreys, H. Hypothesis of Continental Drift, Nature, 14/4 1923, s. 495-6, Vol. 111.

Joly, J. Continental Flotation and Drift, Nature 20/1 1923, s. 79-80, Vol. 111.

Joly, J. The Surface Movements of the Earth’s Crust, Nature, 5/5 1923, Vol. 111.

Joly, J. The Thickness of Continents, Nature, 29/10 1927, s. 620-1, Vol. 120

Kelvin, W. T. On the Secular Cooling of the earth, Philosophical Magazine, 1863, s. 1-14.

Lake, P. Wegeners Displacement Theory, Nature, 15/7 1922, s. 77, Vol. 110.

Lake, P. Wegeners Displacement Theory, Geological Magazine, 1922, s.338-46. Vol. 59.

Lake, P. Wegeners Hypothesis of Continental Drift, Nature, 17/2 1923, s. 226-8, Vol. 111.

Lake, P. et al, Discussion on Wegeners Hypothesesis of Continental Drift, Geographical Journal, Marts 1923, s. 179-94, Vol. 61 Nr. 3.

Lake, P. Mathematical and Physical Geography, Geographical Journal, July 1925, s. 70-2, Vol. 66.

Lake, P. Theory of Continental Drift: A Symposium on the Origin and Movement of Land Masses, Geological Magazine, 1928, s. 422-4, Vol. 65.

Lake, P. Theory of Continental Drift: A Symposium on the Origin and Movement of Land-masses both Inter-continental and Intra-continental, as proposed by Alfred Wegener, Geographical Journal, Juni 1929, s. 570-1, Vol. 73, Nr. 6.

Nature, Wegeners Displacement Theory, 16/2 1922, s. 202-3 Vol. 109.

Nature, The Distribution of Life in the Southern Hemisphere, and its Bearing on Wegeners Hypothesis, 27/1 1923 Vol. 111.

Nature, Reply to Compton, s. 533-4, Vol. 111.

Nature, Origin and Structure of the earth, 22/11 1924, Vol. 114.

Nature, Research Items: The Origin of Continents, s. 481, Vol. 116.

Nature, Obituary, 6/6 1931, s. 861, Vol. 127.

Phillips, J. Annual Presedential Adress, Januar 1860, Quarterly Journal of Geological Society London, s. 270

Pickering, W. H. The Separation of the Continents by Fussion, The Geological Magazine, 1924,

s. 31-4, Vol. 61.

Rastall, R. H. The Continents and the Origin of the Moon, Nature, 2/5 1925, s. 646-48, Vol. 115.

Rastall, R. H.On Continental Drift and Cognate Subjects, The Geological Magazine, 1929,s. 447- 56, Vol. 66

Roe-Thompson, E. R. Wegeners Displacement Theory, Nature, 12/6 1922, s. 214.

Scottish Geographical Magazine, Obituary, Juli 1931, s. 231, Vol. 47, Nr. 4.

Simpson, G. C. Continents and Oceans, Nature, 30/11 1929, s. 837-8, Vol. 124.

Watts, W. W. Geology in the Service of Man, Report of the Ninety-Second Meeting of the British Association for the Advancement of Science, 6-13/8 1924, s. 89-99.

Wayland, E. J. Continental Drift and the Stressing of Africa, Nature, 25/8 1923, s. 179-80, Vol. 112.

Wegener, A. Tre foredrag, Meddelelser fra fra dansk geologisk forening, 1921-25, Nr.16, s.1-26.

Wright, W. B. og Weiss, F.E. Wegeners Theory of the Origin of Continents and Oceans, Proceedings of Manchester Litterary and Philosophical Society, 21/3 1922, s. xx-xxii.

Wright, W. B. Discussion on Wegeners Hypothesesis of Continental Drift, Nature, 6/1 1923,

s.30-1, Vol. 111.

Jeffreys, Harold. The Earth, Cambridge University Press, 1924

Joly, John. Radioactivity and the Surface History of the Earth, Clarendon Press, Oxford 1924.

van der Gracht, W. A. J. M. v. W. et al. Theory of Continental Drift - A Symposium. The American Association of Petrolium Geologists, The University of Chicago Press, Chicago 1928.

Wegener, Alfred. The Origin of Continents and Oceans, 3. ed. Translated by J. G. A. Skerl, Methuen & Co. London 1924.

Carozzi, A. V. The reaction in continental europe to Wegeners theory of continental drift,

Earth Science History, 1985, s. 122-37 Vol. 4, Nr. 2.

Craw, C. R. Conservative prejudice’ in the debate over disjunctively disrtibuted life forms. Stud. Hist. Phil. Sci., Vol. 15, No. 2 s. 131-140, 1984.

Frankel, H. Alfred Wegener and the Specialists. Centaurus, Vol 20, pp. 305-24. 1976.

Frankel, H. Biogeography, before and after the rise of sea floor spreading.

Stud. Hist. Phil. Sci., Vol. 15, No. 2 s. 141-168, 1984.

Hallam, A. Alfred Wegener and the Hypothesis of Continental Drift.

Sci. Am. Feb 1975 s. 88-97.

Jones, B. Plate tectonics: a Kuhnian case? New Scientist Vol. 63, s. 536-8, 1974

Le Grand, H. E. Specialities, Problems, and Localism. The Reception of Continental Drift in Australia 1920-40. Earth Science History, s. 84-95, Nr. 5 1986.

Mott, T. G. Alfred Wegener. Social Research, Vol. 51, No. 3 1984.

Oreskes, N The rejection of continental drift. Historical studies in the Physical and Biological Sciences Vol. 18, Part 2, s. 311-348. 1988.

Rupke, N. A. Continental Drift before 1900. Nature Vol. 227, s. 349-50, 1970.

Albritton, C. Jr. Philosophy of geohistory. Dowden, Hutchinson & Ross. Penn 1975.

Andersen, T. Fra kontinental drift til pladetektonik, Lademann læremidler, København 1987.

Beloussov, V. V. Basic problems in geotectonics. McGraw-Hill Book Co. US 1962.

Briggs, J. C. Biogeography and plate tectonics. Elsevier 1987.

Cloud P. ed. Adventures in earth history. W. H. Freeman and company, San Francisco 1970.

Hallam, A. Great Geological Controversies. 2. ed. Oxford Uni. Press 1989.

LeGrand, H. E. Drifting continents and shifting theories, Cambridge University Press, GB 1988.

Raup, D. M. The Nemesis affair, W. W. Norton & Co. New York 1986.

Robson, D. A. Pioneers of Geology,The Natureal History Society of Northumbria, Newcastle 1986.

Secord, J. A. Controversy in Victorian Geology, Princeton University Press, New Jersey 1986.

Collins, H & Pinch, T. The Golem. Cambridge University Press, GB 1993.

Dolphin Books, Dictionary of geological terms, 3. ed. US 1962.

Kjeldstadli, K. Fortida er ikke hva den engang var: Universitetsforlaget. Oslo 1994.

Kragh, H. An Introduction to the Historiography of Science.Cambridge University Press, GB 1987.

Scott, R. C. Essentials of Physical Geography.West Publishing Co. US 1991.

Skinner, B. J. & Porter, S. T. Physical Geology, John Wiley & Sons, Inc. US 1987.

Geographical Journal, Mining Magazine, Geological Magazine, Transactions of the Geological Society Glasgow, Scottish Geographical Magazine, Nature, Quarterly Journal of the geological Society London

Procedings of the Leeds Philosophical and Literary Society, The Naturalist, Transactions Geological Society Cornwall, Transactions of the Hull Geological Society, Mineralogical Magazine, Transactions of the Edingburgh Geological Society, Proceedings of the Yorkshire Geological Society, Journal of the Manchester Geological Association, Proceedings of the Geologist’ association, Science Progress, The Annals and Magazine of Natural History, Proceedings of the Geological Association, Proceedings of the Birmingham Natural History Society, Proceedings of the Cambridge Philosophical Society, Economic Geology (US), Journal of paleontology (US).