Følgende referater er fra, dels fra to af grundbøgerne, ’ samfund, stat og marked’ samt ’the process of economic development’, dels fra kompendiet. Alle har de det til fælles at de kigger på henholdsvis markedet og statens rolle som udviklingsdynamo. Teksterne forsøger at besvarer en række spørgsmål: Hvad var det der skabte det SØ Asiatiske udviklingsmirakel? Hvad kan vi lærer fra udviklingen i SØ Asien? Hvad er den rigtigt måde at anskue denne udvikling? Og, kan denne model førers over på andre underudviklede nationer, mere eller mindre modificeret, for derved at sætte en udvikling i gang? Sidst, hvilken type og hvor stor en rolle skal regeringsindgreb have?

Den statsstyrede udviklingsmodel kendetegnes ved to centrale elementer: statsopbygningstrategi, der tager sigte på at forankre staten i det omkringliggende samfund, gennem at udbygge statsinstitutionerne, så de når ud til alle lag af befolkningen; statsstyret udviklingsindsats, der indebærer anvendelse af statsforvaltningen som udviklingslokomotiv og som en central planlægnings- og fordelingsmekanisme.

Argumentet for omfattende statsinterventioner har drejet sig omkring uudviklede markeder og fraværet af en effektiv entreprenørklasse. Dette nødvendiggøre at staten griber ind, fordi der ikke kan finde en selvforstærkende vækst sted. Samtidig har det været underforstået at staten ville kunne fungere som en rationel aktør til gavn for samfundet og den økonomiske vækst.

Der bliver i kapitlet nævnt 5 typer af statsinterventioner:

1. tilvejebringelse af almene juridiske og institutionelle betingelser for produktion og distribution, herunder retslig regulering og effektuering af ejendomsrettigheder, kontrakter, mv.
2. Makroøkonomisk politik såsom finanspolitiske, indkomstpolitiske og valutapolitiske indgreb.
3. Tilvejebringelse af materiel og social infrastruktur, herunder veje, jernbaner, uddannelse og sundhedssystemer.
4. Operationelle kontrolforanstaltninger og andre direkte indgreb i de private virksomheders forhold.
5. Statens direkte deltagelse i produktion af varer og tjenester.

Andre argumenter for statens indblanding kunne typisk dreje sig om dele af produktionen, som krævede særligt store mængder af kapital, eller var forbundet med en stor risici, lav profitabilitet, eller lang omslagstid for kapitalen før der ville være en fortjeneste. Derpå vender teksten opmærksomheden mod kritikken af den statsstyrede udviklingsmodel (specielt punkterne c, d og e), dels med henvisning til empiriske erfaringer, dels med henvisning til mere generel økonomisk teori, herunder neo-klassisk teori.

Bl.a. verdensbanken har pointeret at statsinterventioner ofte har været dyre, ineffektiv og til tider væksthæmmende/udviklingshæmmende. Baggrunden for dette har været manglende financieringsgrundlag, samt utilstrækkelig administrativ og teknisk kapacitet, til at klarer opgaverne. Dette har skabt problemer for den private sektor, som ofte selv har måtte etablere parallelle strukturer og forsyninger. Statens operationelle kontrolforanstaltninger er blevet kritiseret for at være dyre løsninger på kortsigtede problemer. Forsøg bl.a. på at forhindre magtkoncetrationer i Indien, har i stedet virket som en barriere for industriel vækst. Derudover er der ofte blevet peget på manglende effektivitet og overbeskæftigelse i den offentlige sektor.

Disse mange problemer, som har vist sit ansigt i årenes løb, har fungeret som grundlag for den neo-klassiske økonomisk teoris fortolkninger, der bekræfter de uheldige konsekvenser af statsinterventioner, hvor staten blander sig i virksomhedernes dispositioner og de fri markedskræfter. Dette er på ingen måde nyt og kan spores tilbage til de oprindelige neo-klassiske formuleringer og senere disse kritik af Keynes ide om nødvendigheden af forholdsvis omfattende statsinterventioner (i forhold til det såkaldte ’market failure’). Den grundlæggende for mange neo-klassiske økonomer var en grundtese om, at markedskonkurrencen og markedsmekanismerne i alle lande og under alle omstændigheder ville give en mere optimal fordeling af både produktionsfaktorer og varer end en reguleret økonomi med administrativ kontrol og planlægning. Desuden afviser mange neo-klassiske økonomer, at man skal operere med særlige teorier om ulandene. Markedsfejl har for dem langt mindre negativ effekt i forhold til statsfejl, i forhold til den økonomiske fremgang.

En Indisk økonom ved navn Jagdish Bhagwati, tilhænger af de ovennævnte synspunkter, udviklede et særligt begreb, direkte uproduktiv profitsøgende adfærd (DUP-adfærd). Profitmaksimering var godt, men profitmaksimering rettet mod udnyttelse af den knaphed, der blev skabt ved markedsforstyrrende statsinterventioner, anså han ikke for nyttig. Når staten blandede sig, gjorde det det hele værre ved at forskyde ressourcerne bort fra den produktive virksomhed og over i den uproduktive virksomhed. Den britiske økonom Ian Little mente at der var behov for en mikroøkonomisk tilgang, som tog udgangspunkt i profit- og vækstmaksimering på et virksomhedsniveau. Dette ville fordre bedre resultater end tilfældet er det med statsinterventioner.

En anden kritik er kritikken rettet mod årsagerne til statsfejl, nævnt her:

1. Egoistisk og kalkulerende politikere og andre aktører, som danner koalitioner for at styre fordelingen af ressourcer til egen fordel.
2. Korrupt adfærd hos politikere og embedsmænd.
3. Mangel på kompetente embedsmænd med den fornødne indsigt i økonomiske sammenhæng og forretningsmæssig drift.
4. Generel manglende viden om den private sektor og dens måde at fungere på.

De neo-klassiske økonomer foreslog følgende strategier:

1. Alle fordrejede indgreb i prismekanismerne skulle afvikles for at opnå maksimering af vækst og udvikling.
2. Udenrigshandelen skulle liberaliseres for at få fjernet tilskyndelserne til inadrettet økonomisk adfærd og i stedet skabe incentiver for en uadrettet, eksportorienteret økonomi.
3. Den offentlige sektor skal reduceres i størrelse gennem privatisering af offentlige virksomheder og overdragelsen af så mange økonomiske opgaver som overhovedet muligt til private virksomheder.

Bl.a. gennem at indarbejde anbefalinger i konditionerne for adskillige strukturtilpasningslån til udviklingslandene, kunne man presse adskillige regeringer til at fører en neo-klassisk økonomisk politik.

Senere blev diskussionen en hel del mere nuanceret og det blev et spørgsmål om at finde den rigtigt arbejdsdeling mellem marked og stat. En Belgisk økonomisk historiker ved navn Platteau, har i denne sammenhæng bl.a. peget på, at udbredt og gensidig tillid/ærlighed mellem personlige aktører er centrale forudsætninger. Dette er ofte ikke tilfældet i mange ulande (s.321).

Med inspiration fra ny institutionel økonomisk teori har Jerome Davis bl.a. fremhævet, at for at markedet kan fungere effektivt er det vigtigt, at der er den rette adgang til kredit, overførbarhed og standardisering af kontrakter, eksistensen af risikospredenede organisationer, mv. Neo-strukturalisterne anerkender et stykke af vejen det perfekte marked med fri konkurrence som en standard for vurderingen af specifikke økonomiske strukturer, men føjer hertil en række yderligere standarder, som omhandler den sociale fordeling/omfordeling af udviklingsresultaterne.

Den direkte kritik af neo-klassikerne har været rettet mod det uholdbare i stat-marked differentieringen (offentlig vs. Privat) og har i stedet fokuseret på pluraliteten af markeder samt de glidende overgange mellem den offentlige og private sfære, dvs. mellemformer af institutioner og ejerskabsforhold (bl.a. Joseph Stiglitz). Der er primært tale om en omstrukturering af statens rolle, snare end en indskrænkning af dens aktiviteter. Hvad er det økonomisk passende og hvad er det politisk mulige?

På side 325 (fig. 18-1) i den danske version af Martinussens bog finder man en model som bl.a. illustrere to forskellige måder en privatisering kan finde sted, den øvre, eller den nedre kvadrant. Dette afhænger selvfølgelig af i hvilken grad staten kan fundere som udviklingsdynamo, hvilket er væsentligt hvis udviklingspolitikken skal være realistiske. Privatiseringen skal dog ikke være et mål i sig selv, selv om det kan være nødvendigt i de henseende hvor staten ikke råder over de nødvendige ressourcer til udbyggelse af f.eks. infrastruktur, men hvor det private gør. Mange ulande har netop ikke den fornødne kapacitet til at facilitere al den nødvendige sociale og praktiske infrastruktur. Omvendt er det vigtigt at staten påtager sig udviklingen inden for de sektorer som ikke umiddelbart er kommercielt bæredygtige, dvs. der hvor der hersker markedsfejl.

Der kan sondres mellem to typer statslige politikker i relation til markedet:

1. De markedsorienterede politikker, som forsøger at virke igennem og sammen med markedets prismekanismer.
2. De kontrolorienterede politikker, hvormed goder og tjenester søges tilvejebragt efter politisk og administrativt dekret, dvs. uden om markedsmekanismerne.

De neo-klassiske økonomer foretog ikke denne skelnen. Dette blev der dog senere rådet bod på, bl.a. da det gik op for økonomer og udviklere, at den økonomiske succes i SØ Asien ikke beror på et fravær af statsinterventioner, men derimod at det modsatte var tilfældet. Dette har leddet at der nu eksistere mindst tre uensartede opfattelser: rendyrket neo-klassisk tilgang; kritik af denne fra revisionisterne; og den såkaldte funktionelle tilgang. Eksempler på disse findes i de tre tekster der kommer sidst i dette referat.

Under denne kritik har WB revideret deres opfattelse og måtte konkludere, at konkurrence med staten som ’dommer’ i væsentlige henseender har virket lige så godt eller endog bedre end fri markedskonkurrence, men understreger også, at de forhold der har været at finde i SØ Asien, næppe er at finde i mange andre lande i den 3 verden, med andre ord at vækstlandene i Asien har været underlagt statsinterventioner der har været markedsorienterede og markedsvenlige (market friendly). Der er her tale om en anderledes tilgang der er mindre dogmatisk i fortolkningen af WB studier i 80’erne. Det anbefales nu at staterne udbygger og effektivisere deres markedsorienterede interventioner til støtte for udviklingen i den private sektor, samt til støtte for eksporten. Udover dette anbefales en land række andre interventioner der er rettet mod bl.a. miljø og fattigdom, men hovedfokusen er dog til stadighed rettet mod økonomisk vækst.

Både i Indien og Latinamerika havde man det nødvendige fundament, i form af naturressourcer, til at industrialisere gennem en import substitution (ISI), men institutionelle/strukturelle barrierer lå i vejen for en mere optimal udnyttelse af ressourcerne, dvs. en sekundær ISI. Dette bliver af Cypher og Dietz kaldt ressourceforbandelsen. Det var ikke muligt at eksportere flere ressourcer ved at øge primærproduktionen, for at imødekomme forringede bytteforhold.

Asien havde ikke det samme naturressource grundlag som Indien og Latinamerika og var tvunget til at opretholde indtjeningen af udenlandsk valuta, gennem en sekundær ISI strategi. Samtidig var denne transition ikke en trussel mod nogen herskende klasse, som tilfældet var det i Indien og Latinamerika. Teksten fremhæver en lang række forhold der muliggjorde industrialiseringen og den sekundære ISI strategi der gav den økonomiske vækst i SØ Asien. Deriblandt det høje uddannelsesniveau, samt en politisk vilje til reformer over en bred kam. Med tiden har selekterede industrier, f.eks. kemikalie, elektronik og bilindustri, afløst den primære ISI strategi. Dette er sket med støtte fra staten i form af bl.a. konkurrence beskyttende foranstaltninger.

Disse nye industrier har kunne tilbyde bedre lønninger, hvilket er en af grundene til at der findes en større økonomisk lighed i Asien, sammenlignet med Indien og Latinamerika. At erstatte en simpel ekportproduktion med en mere kompleks eksportproduktion, har medført en højere indkomstelasticitet. Men for at kunne tage del i de fordele staten kunne udstikke, i form af fordelagtige skatter og import tariffer, skulle en virksomhed kunne imødekomme et krav fra statens side, om en forøget eksport på længere sigt.

F.eks. i Japan, Sydkorea og Taiwan skulle man ’konkurrere’ om retten til kreditter og licenser, ved at vise deres konkurrenceevne, f.eks. ved at øge effektiviteten, minimere omkostningerne, mv. Ifølge Alice Amsden var det vigtigt at man valgte ’the high road’, dvs. effektivisere produktionen, modsat ’the low road’, som ville betyde en nedskæring af omkostningerne, deriblandt lønninger.

Virksomhederne blev vurderet at banker og bureaukrater, dvs. dem der sad på kreditterne. Derfor er det nødvendig med et meget lavt niveau af korruption, dvs. at de rette incentiver skulle være til stede specielt overfor de statsansatte, for netop at kunne undgå dette. Dette er ofte en af de barriere der forhindre en effektiv statsindblanding i mange Afrikanske lande.

I en række Latinamerikanske lande (Brasilien, Mexico, Chile og Argentina) fandt der en eksport promovering sted. I stedet for en sekundære eksport substitution, praktiserede de hvad Ranis (1981) kalder, eksport promovering. De tillage de eksisterende eksportstrukturer en eksport af en række specielt promoverede sekundær eksportprodukter, men uden at mindske betydningen af eksporten af primærprodukter i forhold til den overordnede eksportstruktur.

SØ Asien er trådt ind i en ny fase, med en produktion af ’cutting-edge’ teknologier med en langt højere markedsværdi (se tab. 10.3 på s. 320) bl.a. gennem deres omfattende investeringer i uddannelse, et veluddannet bureaukrati, samt en bejling til teknologisk effektivitet gennem en facilitering af kreditter og licenser til de mest egnede virksomheder.

Denne tekst omhandler den udvikling der gik forud for, og som dannede grundlaget for, udviklingen i Asien. Der er vigtigt her at man gør sig bekendt med, at de Asiatiske økonomier kan deles op i tre grupper med Japan i spidsen. Den første gruppe er ikke en gruppe men gøres op af Japan alene. Den næste gruppe er de fire tigerøkonomier Hong Kong, Taiwan, Sydkorea og Singapore. Den sidste grupper er de nyindustrialiserede økonomier (NIE) som udgøres af Indonesien, Malaysia og Thailand. Fælles kan de alle betegnes som HPAEs (High Performing Asian Economies).

Det fælles kendetegn for udviklingen i Asien er, at regeringerne i form af økonomisk støtte, subsidier og politisk støtte har været en af drivkræfterne bag udviklingen. Det der er bemærkelsesværdigt, set med et udviklingsperspektiv, er at denne økonomiske vækst er koblet sammen med en mere ligelig fordeling af goderne.

Der er flere måder NPAEs adskiller sig fra andre udviklingslande/regioner. Der nævnes tre sådanne adskillelser i teksten, den to første er en høj investeringsrate, både offentlig og privat, den tredje er enorm vækst i den nationale opsparing. Forskellen mellem NPAEs og andre udviklingslande forklares også ud fra forskelle i akkumulation. F.eks. den rolle det offentlige spiller i forhold investeringsraten. Regionen er også kendetegnet ved en stærk landbrugssektor. Den grønne revolution har resulteret i en høj grad af selvforsyning, samtidig har men ikke overbebyrdet landbrugssektoren med for høje skatter (skævhed til fordel for by og industri).

Ifølge teksten findes der to grupper af politiske valg, fundamentale og selektive interventioner. Med fundamentale politikker skal forstås interventioner rettet mod makroøkonomisk stabilitet, investeringer i menneskelige ressourcer, stabile og sikre financielle systemer, begrænsning at prisforskydninger og en åbenhed overfor fremmede teknologier. De selektive interventioner indefatter at man holder renten lav, men positiv, at der ydes direkte kreditter, at der ydes en selektiv industriel promovering og eksport orienterede politikker. Det er vigtig for enhver økonomisk-politisk tiltag at der fokusere på akkumulation, effektiv allokering og hurtig teknologisk opfølgning.

Men det er ikke nok at regeringerne er indstillet på at opstille de nødvendige faciliteter for en succesfuld økonomisk udvikling, der er brug for komplementære instanser der kan besigtige udviklingen, i form af en teknokratisk elite og et offentligt bureaukrati. Den økonomiske vækst i Asien havde to komplementære elementer. Makroøkonomisk management var usædvanligt god og den makroøkonomiske udvikling utroligt stabilt, som er nødvendige rammer for at tilkalde private investeringer. Politikker rettet mod en ændring af bankvæsenet, så det nu også var muligt at tiltrække utraditionelle opsparere og derved øge den samlede opsparing. Uddannelses politikker der øgede det generelle uddannelsesniveau, bedre infrastruktur, tilstedekomst af ny teknologi gennem en åbenhed udadtil, primært overført som en del af FDI. Med andre ord en generel åbenhed overfor udenlandske investeringer. Alle forhold en del af historien bag denne økonomiske succes.

For at opnå makroøkonomisk stabilitet og vækst i eksport benyttede man sig af en lang række økonomiske og politiske foranstaltninger. Iblandt disse var eksport kreditter, toldfri import til eksportører og deres leverandører, fokus på specifik eksport og skattefordele. Dette blev akkompagneret med en reduktion i import beskyttelser.

Den institutionelle basis for vækst blev skabt på en lang række måder og områder. Først og fremmest blev der skabt et bureaukrati bestående af en teknokratisk elite som fik magt, det samme gjorde visse segmenter af den private sektor. Derudover proklamerede regeringerne i flere tilfælde at væksten skulle fordeles ligeligt så alle kunne tage del i processen. Derfor skulle lederne overtale den økonomiske elite at de skulle støtte pro vækst politikker, såvel som at dele overskuddet med de fattigere lag i befolkningen. Dernæst skulle der være en velfungerende kommunikation mellem politikkerne og de implementerede parter, dvs. at der skulle være de nødvendige institutioner for derigennem at skabe et forretningsvenligt miljø. Den økonomiske elite skulle omstilles til at foretage økonomisk sunde investeringer og dette kunne kun foregå i det rette institutionelle setup.

Regeringerne i HPAE har været mindre sårbare overfor arbejdernes krav, bl.a. hvad angår minimumslønninger. Derimod har de fokuseret på jobskabelse, og resultaterne heraf har været positive. Dette har øget produktiviteten og markedsandele, der igen har biddraget til højere lønninger. Lønningerne har været fleksible nedadtil som en respons på arbejdskraftefterspørgslen, samt makroøkonomisk ’shock’. Høj produktivitets- og indkomstforøgelse i landbruget, har været med til at urbane lønninger har været på linie med efterspørgslen på arbejdskraft. I Asien er der en indkomstforskel på kun 20 % mellem land og by.

De fleste HPAE lande påvirker kredit allokering på tre måder.

1. Gennem reguleringer der forbedre private bankers projekt selektioner.
2. Skabelsen af financielle institutioner, især langsigtede kredit (udviklings)banker.
3. Rette kreditter mod specifikke sektorer og virksomheder gennem det offentlige og private banker.

Direct credit programmes har haft stor succes i de fleste HPAE lande.

Med en åbenhed overfor FDI har man sikret en teknologitilførsel.

Eksport af manufakturerede produkter var en vigtig kilde til forøgelsen af produktiviteten. Politikker omhandlende valutakurserne blev liberaliserede og valutaen blev ofte devalueret for at støtte eksporten. Gradvis, men kontinuer liberalisering af landenes regimer, kædet sammen med institutionel supplering af eksportørerne, var alt sammen med til at giver det nødvendige export-push. Eksportvæksten virker også som en dynamisk mekanisme når det gælder teknologisk ’upgrading’.

Selv om WB hævder at producere objektive økonomiske analyser, så er det i høj grad et politisk organ. Dette giver sig i særdeleshed til udtryk ved at topledelsen er politisk udpegede repræsentanter og ikke nødvendigvis økonomer. AA kritisere bl.a. WB reporten (den der er på tale i forgående referat) for at være politisk og ideologisk, Desuden kritiseres den for at være for simplistisk idet at den foreslår andre udviklingslande at glemme statsinterventioner og i stedet fokusere på det fundamentale/det basale (private domestic investment & rapidly growing human capital). Det makroøkonomiske kan ikke adskilles fra dets micro fundament, dvs. de understøttende institutioner og organisationer.

Det pointeres at det er svært at vurdere statsinterventionerne, da man ikke vurdere tilfældet uden interventionerne, når de først har fundet sted, dvs. at forholdene er ufalsificerbare. Det er ikke muligt at etablere kausalitet mellem vækst og specifikke interventioner, på samme måde er det heller ikke muligt at etabler kausalitet mellem vækst og ikke-interventioner. Eftersom at neo-klassisk økonomi fortrinsvis er en teoriretning, giver de politikker/handlinger der er associeret med neo-klassisk teori ikke altid de forskrevne resultater. AA peger på verdensbanken fejlagtige slutning. WB slutter at det ikke kunne påvises at statsinterventioner havde haft nogen egentlig positiv effekt, dette mener AA ikke at WB kan slutte sig til. AA er nok revisionist og WB reporten tager kun højde for det neo-klassiske dogme og kun meget lidt fokus på revisionismen (hvis da noget overhovedet). Med andre ord, så angriber AA reportens og derfor også verdensbankens videnskabelighed.

Ifølge AA var det teknologiske innovationer der bl.a. var med til at gøre det let for USA og GB at industrialisere uden den større regeringsstøtte. Udviklingslandene har svært ved at industrialisere uden denne regeringsstøtte, da de ikke har de samme komparative fordele. De bliver derfor nød til at skære ned på omkostningerne eller sætte produktionen i vejret. WB tager ifølge AA afstand fra rent neo-klassiske ortodokse teorier samt revisionismen og tilbyder sin ’markeds venlige’ tilgang som en ’tredje vej’. Ofte leder ’markeds venligheden’ til en ’ikke-så-venlig-mod-arbejderne’ situation. Ifølge AA er der ikke nogle reformer i sigte hvad angår WB politikker og strategier.

Strukturforandringer i Afrika har stort set alle forfejlet. WB, som er en af fortalerne for SAP (structural adjustment programmes) har været skuffet over de ringe resultater, men mener stadigt at det er den rette vej frem. De seneste WB reporter er dog positive. WB har den grundholdning, at staten skal holde sig fra interventioner i den økonomiske sfære. Essensen af den neoliberale filosofi.

Strukturforandringer indebærer to komponenter:

1. makroøkonomiske reformer der sigter på økonomisk stabilitet (kortsigtet, IMF).
2. Strukturtilpasning der sigter på en langsigtet vækst gennem en åbning over for de frie markedskræfter (Verdensbanken, ’getting the prices right’).

Makroøkonomisk stabilitet går ofte forud for strukturtilpasning, eller de følges ad. Derfor er det vigtigt at studere tilpasningerne frem for det makroøkonomiske. Verdensbankens holdning til SAPs: Markedet er essentielt effektivt, statsinterventioner essentielt ineffektive, med undtagelse af situationer med markeds fejl mht. til uddannelse og især social infrastruktur. Tilpasningsmodellen forudindtager at det frie marked fungere optimalt, dvs. er effektivt i forhold til allokering af ressourcer. Dette leder til langsigtet vækst.

Ifølge SL har WB en for simplificeret forestilling om læreprocesserne. WB strategier bygger på for mange teoretiske forestillinger der ikke helt svarer til virkeligheden. Selv om WB er klar over at disse forestillinger er for simplificeret, så virker det som om at det trods alt er disse forestillinger der udgør byggestenene i SAPs. Det er desuden svært at evaluere SAPs effektivitet, da disse programmer varierer fra region til region, land til land.

Den såkaldte technology capacity (TC): En proces rettet mod at opnå en effektivisering af industrien er langsom, risikofyldt, dyr og ofte langstrakt, samtidig kan den stå over for en lang række markedsfejl, som kan gøre behovet for statsinterventioner nødvendige i både faktor- og produktmarkedet. TC foreskriver også at interventioner kan være skadelige, hvis ikke de rettes med nøje præcision mod markeds fejlen. TC tilgangen kræver en meget præcis strukturtilpasning, ordentligt designede og selektive interventioner, i stedet for farlige importsubstitutions strategier. WB er i stand til at fjerne uhensigtsmæssige statsinterventioner, men risikere bare at erstatte disse med markeds fejl.

Tab. 1, s. 152 (i kompendiet) viser at de lande i Afrika der har gennemført den mest omfattende omstrukturering, også har set den største vækst i MVA (manufacturing value-added). Dette SL viser umiddelbart at SAP er godt for industriel vækst, dog har han hertil 3 kritikpunkter.

1. Tallene viser egentligt resultatet af makroøkonomiske reguleringer. Påvirkningen af ressource allokering for at imødekomme markeds orienteringen, kan ikke bedømmes.
2. Tallene er ikke særligt signifikante hvis det viser sig at variationerne inden for kategorierne er større end mellem dem. Ved hjælp af en T-test (?) har det vist sig at der ikke er nogen særlig forskel i vækstraterne mellem grupperne.
3. Den tilbagegående gruppe har en større vækstrate, den lave forøgelse i denne grupper kan derfor blot være et udtryk for at den allerede forinden havde en høj vækstrate, eller har modtaget mere støtte udefra i form af bl.a. bistand.

Makroøkonomisk tilpasning/forbedring ser ud til at have en positiv påvirkning på den økonomiske vækst. Det lader til, at strukturforandringer biddrager til vækst i produktionen, bedre end i lande hvor strukturer er i forfald (se Tab. 2). Dette siger dog ikke noget om langsigtede strukturtilpasninger, da grupperingen kun reflekterer forskelle i makroøkonomisk management. Går man tallene nærmere efter, viser det sig at Kenya og Nigeria står for 75% af MVA og ingen af disse lande anses af WB, som lande der har gennemført en fuldstændig liberalisering af importen. SL fortsætter med en række opstillinger der viser, at WB forestillinger med lethed kan drages i tvivl og konkludere at man er nød til at vurdere lande specifikt, hvis man skal have et mere korrekt billede.

SL forslår en række reformer der skal erstatte den makroøkonomiske fokusering med en række ’rigtige’ strukturtilpasningstiltag. Ideal SAP skal erstattes af en mere realistisk SAP. Industrier skal f.eks. have tid til at optage nye processer (tilbage til TC), deriblandt den nødvendige teknologiske kapacitet. Det der er brug for er en mere gradvis og nuanceret liberaliseringsstrategi, altså at man ikke forhaster sig, men bruger den nødvendige tid på at opbygge kapacitet, bl.a. ved hjælp af statsinterventioner.

Investeringer i uddannelse er nødvendigvis en del af kapacitetsopbygningen. Interventioner i forbindelse med uddannelse skal dog være hensigtsmæssig, bl.a. p.g.a. de få ressourcer. Det er tillige nødvendigt med en teknologisk infrastruktur. Investeringer i F & U, der mangler her en link mellem industri og teknologisk infrastruktur. Der skal ydes økonomisk støtte til alle disse formål.

Teksten kigger på statsdannelsen og dens form og starter med at fastslå at historien er en retrospektiv illusion. Illusionen er tofoldig, den består af; 1) en opfattelse af at gennemgående invarians og; 2) Vi er, set i retrospekt gennem et selektivt udvalg af aspekter fra den historiske illusion, en kulmination af denne gennemgående invarians. Dette kalder Balibar også "The myth of origins and national continuity".

Formationen af national staten kan ledes helt tilbage til middelalderens Europa hvor monarkiet var med til at etablere monetær monopol, relativ standardisering af det juridiske system (gennem hvilket den kunne pacificere) o.m.a. Dette var en revolutionering af de territoriale institutioner og strukturer. Disse strukturer forekommer i retrospekt præ-nationale, fordi de muliggjorde visse træk, der senere ville kendetegne national staten. Formationen af national staten kan derfor ses som et produkt af historien, af tidligere tider. Men dette er ifølge Balibar en del af myten om en lineær historisk, samfundsmæssig udvikling. Derimod kan man opfatte udvikling som en et resultat af begivenheder spredt ud over tid og uden nogen egentlig, eller nødvendig, sammenhæng.

Denne formation af national staten udfra den præ-nationale stat er hvad Balibar kalder den ufrivillige nationalisering (eks. på dette er bl.a. merkantilismen og domesticeringen af et feudalt aristokrati).

Det er ifølge Balibar umuligt af adskille den nationale form fra kapitalismens form, han kalder da også formationen af national staten for et "bourgeois project". Den konkrete historiske form på kapitalismen er således en hierarkisk verdensøkonomi, med et center og en periferi. I ethvert henseende er den moderne nation et produkt af denne center periferi form (kolonialismens form), enten kolonister eller koloniserede. Til tider har der været/er andre former, de væsentligste har været imperiet (f.eks. det Engelske imperium) og senest kan man snakke om transnationale politiske og økonomiske sammenslutninger, hvilket indikere at der er flere former for ’bourgeois’ projekter/former.

Verdensøkonomien er ikke en selv regulerende, globalt invariant system, hvis sociale formationer kan ses som simple lokale effekter; det er et system af begrænsninger, underlagt interner uforudsete dialektiske modsigelser. En spørgsmål kan måske være hvilken form der skal have den økonomiske kontrol...staten? Kapitalismens modsigelser var bl.a. med til statsdannelsen i form af en social formation (velfærd), som svar på kapitalismens modsigelser. Så måske var nationaliseringen et resultat af et ønske om en regionaliseret økonomisk kontrol?

En social formation reproducere kun sig selv i form af en nation til det punkt hvor, at man gennem et netværk af organisationer/apparater og daglig adfærd, at individet bliver institutionaliseret som homo nationalis fra vugge til grav, på samme tid som han/hun bliver institutionaliseret som homo æconomicus politicus religiosus... Ligesom historien er en retrospektiv illusion, ligeså er den sociale reproduktion imaginær, det er kun de marginale samfund der er virkelige.

Men hvad gør mennesker til det de er? Hvordan definere man individet? Her forslår teksten at individet skal ses ud fra en social kontekst, ikke ved at sætte individet op i forhold til det kollektive. Den ideologiske form må være en a priori betingelse for kommunikationen mellem individer og mellem sociale grupper. Men hvad er den ideologiske form så? Alt afhængigt af omstændighederne kan den kaldes patriotisme eller nationalisme.

Ingen nation besidder en etnisk base naturligt, men som sociale formationer er nationaliseret, bliver populationen inden for nationens rammer, delt op i forhold af etnisk dominans. Teksten taler derfor om fiktiv etnicitet der kan identificeres med den ideelle nation som er objektet for patriotisme, uden hvilket nationen ville virke alt for abstrakt. Etnicitet fremkommer gennem race og sprog. Sidestykket hertil er social klasse, som også kan være udtrykt gennem sprog og til dels race. Den sprogmæssige konstruktion af identitet er per definition åben.

Skolen er ofte det element der er skaber at national identitet gennem en socialisering. Men uden at nævne det kan man tale om en lang række andre socialiserende institutioner.

Denne tekst taler om definition af kultur, symboler og etnicitet.

I antropologien har opfattelsen af kultur gennemgået en række paradigmer, her nævnt:

• Som determination af adfærd.
• Miljø, teknologi og økonomisk metode var med til en kultur, som diktere vores adfærd.
• Kultur som en måde hvorpå diskrete processer af det sociale liv, såsom politik, religion, økonomi og familie, blev integreret på en måde som gjorde dem logisk konsistente med hinanden.

Kultur defineres ofte udefra. Når kulturen så går hen og bliver synonym med identitet, kan man tale om en politisering af kulturen.

Kulturen er bærer af symboler, som igen er bærere af mening. Symboler er grundlæggende meningsløse, de er ikke leksikal; de har ingen sandhedsværdi. De er pragmatiske værktøjer som er tilkendt mening gennem forskellige former for sociale processer. De er potente ressourcer i en arena af politik og identitet.

Etnicitet referere til de beslutninger folk tager for at adskille dem selv symbolsk fra andre, som bærere af en bestemt kulturel identitet. Etnicitet er endvidere blevet til en politisering af kultur. At hævde etnisk herkomst er ikke det samme som at hævde national herkomst. Etnicitet er ikke et juridisk spørgsmål med juridiske rettigheder og obligationer, det er et politisk spørgsmål. Fordi etnisk identitet er udtrykt gennem symboler, er det muligt at bevarer den interne heterogenitet, selv om den er maskeret gennem simple symbolske former.

Symboler er simple i form, men komplekse i deres substans. Man kan tale om kulturelle ikoner såsom en bestemt kulinarisk tradition, eller en bestemt form for musik. Men disse ikoner er uspecificerbare, fordi deres mening variere alt afhængig af dem der bruger dem, meningsløse dog kraftfulde.

Symboler kan også være i form af traditioner. Men traditioner kan ofte forekomme som en del af en politisk strategi, eller det som i teksten bliver kaldt ’the invention of tradition as political tactics’.

Det er også vigtigt at slå fast at kultur ikke har sin egen ontologi. Kultur eksistere ikke uafhængigt af menneskers adfærd, men netop gennem menneskers adfærd.