Historien begynder I de store mørke troldeskove langt oppe nordpå hvor månen spejler sig i Kevojärvi søens blanke vand og hvor Perkkele elven slanger sig igennem Mumi dalen. Mumi dalen? Ja Mumi dalen.

Og nu kan det være i tænker, det er da vist en værre røverhistorie. Mumitrolde de findes slet ikke. Og nej, de bløde og søde blegfede trolde fra børneprogrammet er selvfølgelig pure fantasi. Men Mumi betyder i virkeligheden bare trold på gammel samisk. Og trolde, ja de er jo lige så virkelige som du og jeg og er i øvrigt nært beslægtede med jætterne fra de gamle nordiske sagn og myter, som for øvrigt også er absolut sandfærdige.

trold

Ligesom deres fjerne slægtninge Jætterne er trolde også drikfældige og har hang til narrestreger og kan finde på at bryde i pludselig skrål og sang ud på de små timer. Hver dal har sit eget troldelaug der mødes efter behov dog mindst 4 gange om året. Formanden for Mumidalens troldelaug var Troldefar. Troldefar var egentlig ikke far for nogen, men han var både gammel og besad en vis myndig og vis udstråling og ja, blandt trolde er det jo sådan, at man aldrig helt kender troldeungernes fædrene ophav. Så hvem ved hvad der kan henlægges til kåde sammenstød i skjul for midnatsolen eller under nordlysets slørede skær. Som alle trolde ved, så kan et troldepus eller to føre hvad som helst med sig. Alt lige fra små troldeunger til en smadret skal kunne blive udfaldet at et sådant stævnemøde, for troldekvinder var bestemt ikke til at spøge med.

Der var årligt indtil flere højtider som troldene holdt troligt fast i. Især vintersolhverv var en stor dag. Der dansede troldene om de store stendysser som indeholdte deres forfædres grave. Der blev drukket i rigeligt mængder og ofte samledes indtil flere dale og troldelaug sig ofte. Fjerne slægtninge kunne finde på at komme på besøg denne aften, hvilket trolde hadede. De vidste nemlig ikke noget værre end at andre skulle komme og drikke deres Sahti. Sahti er en let sødelig øl men med en styrke som var en trold værdig og man var som trold kronisk angst for at ens sahti skulle slippe op. For en trold med respekt for sig selv var sahti kilden til livet selv. Troldefar syntes godt om vintersolhverv og al den gode mad man fik til den lejlighed, men han var skam også god til at passe på sin sahti. Han var faktisk så god til at passe på sin sahti at de andre trolde i lauget ofte drillede ham og kaldte ham halv-Elver, for som alle ved så er elvene både spidsørede og nærige.

Der var dog én højtid over dem alle som troldefar nød, årets Kesällä fest. Hvert år når dagene og lyset vandt ind på mørket, så krøb troldene i hi, men inden de gjorde det holdt de en kæmpe fest hvor det galt om at tømme de sidste kar med sahti og finde sig en troldekvinde at gå i hi med. Med udsigt til at svælge sig i egern ragout, elgkølle svøbt i vildsvinebacon og sahti glædede Troldefar sig som en lille troldedreng. Og så var der selvfølgelig udsigten til at kurtisere Peikkojavittu. Åh Peikkojavittu med hendes svulmende former af fedt og muskler. Udsigten til at ligge mellem hendes kraftige lår med den sensuelle duft af surströmming fra hendes skød hængende i luften var æggende for ham. Men han vidste også at der var andre bejlere til Peikkojavittu gunst bl.a. hans kammerat Bumle-Kuk. Bumle efter Troldefars mening helt uden takt og tone, så meget som man nu kan tale om takt og tone blandt trolde. Bumle var ildelugtende og usoigneret, selv for en trold at være og han havde for vane at drikke al sahti inde for hans rækkevidde uanset eliksirens tilhørsforhold. Men Bumle var også sjov, han var god til at skråle og fortælle historier om sine eventyr som rejsende troldeskjald og så var han en loyal kammerat der altid var klar når der skulle drikkes en skål og var samtidig Troldefars højre hånd i troldelauget.

Mumidalen syede af skrål og troldehormoner og Troldefar sørgede for at overdøve alle med sin sang, som vel nærmest var en usammenhængende råben. Gennem tågerne holdt han øje med, om Peikkojavittu bemærkede ham mens han langsomt rykkede tættere og tættere på hende. Pludselig sad han ved siden af hende og hun virkede venlig og tilnærmelig, ja måske endda kælen – eller var det bare noget han forestillede sig i sahti ’ens rus? Men hun var absolut ikke uvenlig og skrålede med på sangen ”Perkkele lugter af pis” mens hun sendte ham lange og kærlige blikke, ja måske endda kåde blikke. Troldefar følte sig ovenpå han følte kødet svulme mellem sine ben og blev mere og mere rødsprængt i ansigtet som trolde nu bliver når de er ophidsede eller fulde eller begge dele. Men så skete der noget Troldefar ikke havde set komme. Med en pludselig bevægelse havde Bumle sat sig ved siden af Peikkojavittu og først sin hånd dybt op i skridtet på hende og til sin forskrækkelse hvinede Peikkojavittu ikke af skræk men af fryd. Hendes sortbrune øjne rullede rundt i hovedet og fråd væltede ud ad mundvigen alt imens hun holdt godt fast i Bumles troldeskaft. Troldefars hjerte sank som en sten for hans bryst. Skulle det virkeligt blive endnu en lang ensom søvn udi sommerens ulidelige sol og varme som så mange gange før?

Det skal siges om trolde at de er ikke glade for varme, sol og sollys. Det er ikke som nogle tror og har beskrevet at de bliver forvandlet til sten når solens stråler rammer dem. Men varmen gør dem kuldrede, u fokuserede og sløve og så ser de utrolig dårligt ved højlys dag. Det er faktisk så slemt at de begynder at skele på øjnene og ikke længere kan skelne mellem farver og former.

Her sad Troldefar så og druknede sine sorger og uforløste kødelige lyster med det ene anker med sahti efter det andet alt imens udsigten til et ensomt sommer hi skyllede ind over ham. Hver gang en af de andre trolde forsøgte at nærme sig ham, for han arrigt op og bedte dem pisse i Perkkele elven. Troldefar var blevet ond i sulet som kun en stiv trold kan blive og i kan tro det var ondt!

Men Troldefar var ikke sådan at kue, heller ikke selv om han var nærmest komatos af al den sahti han havde indtaget. Han rejste sig op og var nær væltet bagover mens han skrålede og bandede, at alle trolde i Mumidalen var en flok blødsødne Hattifnatter og at Snorkfrøken var en ludder. Næh nej, man forstod sikkert at værdsætte en trold som ham i nogle af de andre troldedale. Der var man i hvert fald ikke en flok Hattifnatter og kvinderne var meget smukkere, både federe og stærkere end i Mumidalen.

Troldefar tumlede og vraltede ud ad nærmeste skovsti alt mens han råbte op om at alle troldekusser i Mumidalen kunne rende ham. Langsomt forsvandt han ind i mørket, selv om man i op imod en halv timer efter stadig kunne høre hans grønt ude i det fjerne. Troldefar havde sat kurs mod Tornedalen med den overbevisning, at man der ville tage godt imod ham og ja, endda hylde ham som den fantastiske trold han selv mente han var. Her ville troldekvinderne falde for hans fødder og tilbyde ham deres skød de næste hundrede somre.

Efter et par timer ankom Troldefar til selskabelighederne i Tornedalen. Der var godt gang i deres Kesällä fest og kvinderne var lige så fede og smukke som han havde forventet. Turen dertil havde ikke været let. Sahti ’en havde resulteret i let gangbesvær og han havde undervejs måtte hive en bjørn ud ad dens vinterhi og true den med tæsk for at få den til at bære ham over de bjerge der skilte de to dale ad.

Men tilbage til kvinderne. Troldefar fik øje på et særdeles godt eksemplar af en troldekvinde, gik stålfast derhen, kiggede hende dybt i øjnene og skruede op for hans berømte charme. Det var i hvert fald sådan seancen udspillede sig for hans indre øje. Men det Tornetroldene så var følgende: En særdeles stor og fæl trold med let skelen på det ene øje, savl ned ad hagen, vrøvlende og slingrende mellem festens deltagere alt imens han kluntet væltede både troldebørn og fade med sahti og vildsvin. Der gik ikke længe førend Tornetroldene bedte Troldefar om at skride tilbage til Mumidalen og aldrig komme igen.
Men Troldefar var stålfast i sin beslutning om at finde sig en troldekvinde der var ham værdig og hvis skød kunne drukne både solen og lyset. Han fandt igen stien og begav sig mod den næste dal prustende og stønnende.

Meget stiv og lettere deprimeret efter aftens forløb, bandende og svovlende, trampede Troldefar gennem skove. Man kunne næsten taktfast høre hvordan Troldefar blev ved med at snuble over knolde og rødder, mest af alt fordi Troldefar var meget fuld, men også fordi dagens lys så småt var begyndt at ulme i det fjerne. Og her er det så at det begynder at gå galt for Troldefar.

Som dagslyset og solens stråler langsomt begyndte at tage til, blev Troldefar mere og mere forvirret og drænet for kræfter og han var samtidig løbet tør for sahti. Mange en trold er endt i en sådan situation og sjældent er det gået godt. Enkelte dukker op efter måneder og nogle gange år senere, udmagret og vrøvlende i febervildelse, kun en skygge af dem selv tilbage. Langt de fleste, ja faktisk næsten alle forsvinder for aldrig at blive set igen.
Som dagen og solen tager til bliver Troldefars situation alt værre. Først vaklende sidenhen kravlende begiver Troldefar sig frem meter for meter. Trolde har til alle tider markerede deres stier og ruter med forskellig slags sten, hvide kalksten for sydgående ruter, sort basalt for nordgående ruter, blå flint for vestgående og stribet gnejs for stier der går østpå. Men i solens flakkende skær er omgivelserne badet i et blændende lys og overalt ser Troldefar kun nuancer af hvid. Troldefar ved han skal østpå for at komme hjem og redde sig selv ud ad denne faretruende situation han befinder sig i, men selv om tvivlen og forvirringen melder sit indtog ved han instinktivt at han skal følge de hvide sten. Men i dette øjeblik virker alt hvidt i hvidt og Troldefar må gætte sig til hvilke sten der er kalk og hvilke der er basalt. Om natten går det lidt bedre, men Troldefar er udhungret og lider af en stærk tørst for sahti og som dage bliver til uger bliver Troldefar alt svagere og når solen står på sit højeste ligger Troldefar i skovbunde og klynker ude af stand til at bevæge sig. Efter en måned når Troldefar bredden af en stor sø som han mener at kunne genkende og så alligevel ikke. Han prøver at samle sine tanker, måske er dette Kevojärvi og hvis han nu bevæger sig fra søen i modsat retning burde han kunne nå Mumidalen. Måske…Måske. Det svimler for hans øjne. Han bukker sig ned for at slukke sin tørst fra søens vand. Han er ved at brække sig, det klare vand smager afskyeligt frisk og sødt. I sin vildelse har han helt glemt, at trolde hader smagen af rent ferskvand. Han må have sahti eller i det mindste en lille slurk dejligt brakvand.

En måned senere og stadig mere udhungret får Troldefar et glimt af håb. Er det Kevojärvi han ser? Uden af sig selv af sult tumler han ud ad skoven i en lysning ved søens bred, men han genkender intet. Det her er håbløst tænker han. Er det sådan jeg skal dø? I en pøl af ækelt ferskvand alt imens jeg langsomt smelter og svinder ind i midnatssolens stråler. Borte og glemt, selv ikke Peikkojavittu vil sørge over mig. Åh skønne Peikkojavittu, havde du bare grebet om min troldestav så kunne jeg have levet nu, ligget i bjergets dybeste huler med din fede og stærke krop i min troldefavn. Men i stedet lå han nu døden nær ved bredden af en sø et sted langt oppe nordpå. Ugerne gik og dagen blev kortere. Troldefar havde ligget længe livløs i et mosehul nær søen og havde kun lige kunne holde sig i live ved den smule brakvand som han havde kunnet suge ud ad mosen. Han begyndte langsomt at genvinde lidt af sin styrke og kravlede ud ad mosen. Mumidalen! Det måtte da være her et sted. Han begyndte at kravle langsomt. Troldefar var nu meget svag.

I Mumidalen var man i gang med at gøre klar til Tumma festen som markerer den dag hvor nætterne igen bliver længere og troldene kommer ud af deres sommer hi og tager hul på den nye sahti som havde stået og gærdet i solens stråler hen over sommeren. Bumle og et par af de gamle trolde fra Troldelauget stod ved åbningen til den store hule og drak lystigt mens de snakkede og grinte højlydt da de så en skikkelse komme kravlende mod dem fra skovens dyb. Prøv at se det skovvæsen råbte trolden Vanha, det er helt rødmosset og skeløjet. De lo alle højlydt. Væsenet viskede noget de ikke kunne forstå, men pludselig greb trolden Rohkea en kampesten da det gik op for ham at væsenet var på vej mod hans tønder med sahti og skulle lige til at kyle den i hovedet på det mystiske skovvæsen. I sidste øjeblik nået Bumle at standse ham da det gik op for ham at væsenet ikke var et hvilket som helst væsen men var Troldefar og at væsenets visken var et ord som trolde kun kendte alt for godt – janosathi, som var det ord som trolde brugte om sahti når deres tørst for livets eliksir gjaldt deres liv. Deres latter forstenede og de sprang alle til for at hjælpe Troldefar til den nærmeste tønde sahti som Troldefar tømte i 3 store slurke. Normalt ville ingen trold dele sin sahti, men når ordet janosahti blev udtalt så vidste alle trolde, at så galt det livet selv og man var da bundet til sin trolde ed og måtte vise barmhjertighed.

I årene der gik skete det tit at Troldefar fortalte om sin nærdødsoplevelse ved søens bred i det ulidelige lyshav som var midnatssolen og om hvordan han til sidste havde kravlet hele vejen til Mumidalen og havde drukket halvdelen af Rohkea’s sahti. De andre trolde i troldelauget lyttede intens når Troldefar fortalte sin historie og det endte altid med latter når Bumle tilføjede, at Troldefar kun var faret vil fordi han ikke kunne finde vej i en troldekvindes underskørter.

Og sådan blev historien til om hvordan Troldefar blev væk i den store skov!